De vigtige glimt…

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Jeg har en kær veninde, som har det ekstremt svært. Jeg har skrevet om hende før. Hun har kæmpet med autisme, anoreksi og angst de sidste 20-25 år. Hun har været i det danske psykiatri system hele tiden. Hun måtte gå ud af folkeskolen, været ind og ud af hospitaler, psykiatrien og bosteder. I glimt har hun drømme, drømme om at kunne klare sig selv, drømme og tanker om et liv blandt mennesker, der ikke “bliver betalt” for at være sammen med hende. Altså, hun har kun været blandt mennesker, der har skullet tage vare på hende. Vennerne er alle faldet fra, hendes forældre og søster besøger hende. Det er det. Jeg kom ind i hendes liv for knap 3 år siden. Først var det også professionelt, da jeg holdt oplæg for hendes “hjælpere”, som gerne ville have nogle nye redskaber og en større forståelse for tankerne bag en spiseforstyrrelse. Jeg var ikke sammen med hende dén dag. Jeg spurgte om jeg måtte besøge hende en anden dag, bare for at snakke lidt. Det blev ret hurtigt lukket ned, de mente ikke hun gad. “Hun orker ikke nye mennesker, hun kan ikke rigtig se hvad hun skal med dem” – var svaret. Den tyggede jeg lidt over, men insisterede – jeg tryglede faktisk. Bad om ikke nok de ville fortælle lidt om mig, vise hende min hjemmeside, og fortælle jeg virkelig gerne vil være lidt sammen med hende.

Et par uger efter blev jeg ringet op af personalet, Michelle ville gerne. Lige siden, har Michelle og jeg gået ture et par gange om måneden. Vi går lidt foran 2 personaler – for allerhelst vil Michelle stikke af. Hun vil ikke være nogen steder. Hun kan faktisk godt lide hendes familie, nogle af de personaler, der har været der fast, som hun har fået et forhold til, hun kan godt lide mig – men hun kan ikke lide livet.

Hendes værelse er sort som et gravkammer, den eneste lyskilde er små kæder af dødningehoveder, vinduerne er dækket af sorte rullegardiner, og tunge sorte velour gardiner til at trække for – altså dobbelt dækket til. Hun har en kat, Emil strejfer lidt på må og få, måske når han synes livet bliver for sort – så må han lidt ud i lyset… jeg gætter kun. Men Michelle er glad når han er hjemme. Værelset er så mørkt, fordi det er hendes ønske.

Når vægten afviger fra BMI-normen, så ryger hun på psyk. Så vil bostedet ikke tage ansvar for hende. Hun spiser efter en kostplan, går de ture personalet bestemmer, for ikke at forbrænde for meget. Ellers er hun inde i “gravkammeret”. Når jeg er der, og vi går tur, sidder vi efterfølgende på værelset – for så er hun lidt træt, det bliver jeg også… af mørket. Vi taler om alt og intet. Hendes tanker og mine. Sammenligner, griner, kigger hinanden i øjnene – og mærker denne her samhørighed. Jeg kan genkende nogle mørke sider af mig i hendes øjne, og jeg ved hun kan det samme. Kontrasten mellem os er enorm. Jeg har altid kunnet klare mig selv, boet alene, haft venner, uddannelse, arbejde. Jeg har ikke været bland mennesker, som skulle bestemme over mig, som var sammen med mig, fordi de var på arbejde. Jeg har haft min frihed. Hvis ikke jeg havde haft den… så ville jeg også forsøge at løbe min vej, hver eneste gang jeg så en sprække i døren eller vinduet.

Igår fik jeg en opringning, som jeg har frygtet i tre år. Michelle var stukket af, og endt på motorvejen under en lastbil. Hun er nu på Rigshospitalet. Det er frygteligt.

Det er så frygteligt, at livet skal gøre SÅ ondt. Det er frygteligt, at have været i et behandlingssystem i over 20 år, og have en SÅ stor trang til at flygte. Til at forsvinde, til at føle man som 33 årig kan bestemme mere end graden af mørke på værelset. Det er frygteligt, at det eneste man selv kan bestemme og regulere er indtaget af mad. At det er det ENESTE i livet. Når kostplanen bliver for uudholdelig og hilsen snører ind. Så hedder adressen psykiatrisk afdeling med bælte om maven, sengeliggende. Når man så som 33 årig har “opført sig” hensigtmæssig nok nogle dage, og kroppen fyldt – lidt over den aftalte vægt (der skal jo være lidt at tage af, når man kommer hjem), så skal man hjem til kostplanen, det mørke værelse og katten, heldigvis. Livet handler om en vægtskål, hvor gravkammeret og katten kæmper mod kostplaner.

Jeg har selv været i så mørk en periode, at tanken om at tage livet af mig selv fyldte. Men gudskelov har jeg et netværk, og en livslyst, rejselyst, der har reddet mig. Jeg blev selv enormt påvirket af Ari Behns selvmord juledag – det er dog en helt anden snak, for han har børn. Når man vælger at få børn – så ophører muligheden altså for at kunne vælge en udvej som selvmord. I min verden. Hans datters tale til ham, var så stærk. Hun har ret, der er ALTID en udvej.

Jeg har nogle gange skreget til min mor og far “Jeg har ALDRIG bedt om at blive født, derfor kan jeg godt forsvinde”, det mener jeg faktisk også stadigvæk, at man kan mene. Men det sekund du sætter et barn til verden, vælger du aktivt at andre skal leve – så kan du ikke aktivt selv vælge ikke at leve. Det er simpelthen ikke fair.

Hvor vil jeg hen med alt det her? Jeg sidder her, søndag morgen med en kæmpe klump i hals, mave, ben… ja hele kroppen – har ikke sovet, fordi jeg tænker på Michelle. Græder på Ari Behn’s børns vegne, synes os med dæmoner og sorte dage bliver tacklet forkert.

Jeg er sikker på, at Michelle kunne have haft flere interesser og lyster, hvis hun var blevet set, hørt og behandlet bedre i de forgangne 25 år i vores system. Hvis ikke tvang og straf havde været “medicinen”. Hvis jeg var blevet behandlet ligeså, ville jeg også befinde mig i et gravkammer.

Udvejen er åbenhed og samtale. Fortæl om hvor svært livet er, lyt. Det gør jeg, min åbenhed har reddet mig. Den har også kostet. Men på bundlinjen har den reddet mig.

Kære Michelle, du kæmper nu – jeg glæder mig til at se dig i øjnene igen. Jeg er uendelig stolt og glad for at kunne sige jeg er din veninde, jeg er dig taknemmelig over du turde lukke mig ind i dit liv.

 

Jeg har tidligere skrevet om Michelle her:

Når gærdet er lavt – alt for lavt!

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

2 kommentarer til “De vigtige glimt…”

  1. Det lyder som om hun har boet helt forkert sted. Personale på den bosted har nok ikke de rigtige kompetencer desværre. Systemet har ikke de rammer hun kan trives i.
    Hun blev tabt i systemet
    Jeg håber for at hun finder ro og ønsker hende det bedste .

  2. Michelle markussen

    Fik helt kuldegysninger og tårer i øjnene over at læse det
    Jeg beder til at Michelle kæmper sig tilbage til livet. Et mere ønskværdigt liv. Det er tragisk
    Kender godt følelsen af ikk at ville mere. D. 29.8.19 var tæt på… Men min mor reddede mig
    Håber at der er nogle der kan få Michelle til at føle at livet er værd at leve
    Knus og tanker ❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.