Når gærdet er lavt – alt for lavt!

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Jeg er i den heldige situation, at efter jeg begyndte at blogge sidste år, blev jeg kontaktet af et opholdssted for autister og spiseforstyrrede. Teamet, som er ansat der ville gerne have nogle redskaber til hvordan de bedst muligt kan tackle én af deres beboere. Jeg kom til dem, og fortalte min historie – og derfra stillede de en masse spørgsmål, som jeg forsøgte at svare på ud fra min egen erfaring, og ud fra hvad jeg mener ville have hjulpet mig. Jeg synes det er så fantastisk, at medarbejderne sådan et sted tænker ud af boksen, og får øje på mig – som virkelig mener behandlingsstederne mangler folk, som selv har erfaringen. Altså en form for mentor for en forstyrret eller en brobygger mellem den forstyrrede og behandlere.

Jeg spurgte efter spørgerunderne om ikke jeg måtte have lov at møde denne pige, de var så fortvivlede over hvad de skal stille op med.

Lige siden har jeg besøgt hende, så ofte som det kan lade sig gøre. Vi er blevet rigtig gode venner. Hun er ikke meget yngre end jeg, et par år – altså hun er også i 30′ erne. Forskellen på os er, hun har lidt at forstyrrelsen siden start pubertet, faktisk siden hun var en 11-12 år. Altså har hun ikke prøvet “at leve”. Hun har kun overlevet. For der er ikke noget indhold i hendes liv (i følge hende selv). Hun bor i dette her lille rækkehus, hun deler med en anden ung gut, som er autist. Der er 2-3 personalet til de to døgnet rundt.

Der er ingen aktivitet, hun står op, får morgenmad – efter en kostplan, og serveret af personalet. Hun går en lille formiddagstur, får en proteindrik. Får middagsmad, lavet og serveret af personalet, hun ligger og hviler lidt. Om eftermiddagen får hun også et lille måltid inden hun går en tur, for at vende hjem til aftensmad, som gæt lige – også er lavet, bestemt og tilberedt af personalet. Så er det blot at vente på klokken bliver så mange, at hun skal have medicin og en proteindrik – og så i seng.

Hun gør intet alene, hvis hun kan se sit snit til det stikker hun af, finder hvad hun kan, der kan skære for at skære sig selv til blods.

“Jeg ønsker KUN at komme længere ned i vægt og dø”. Citat hende selv.

Jeg er MÅLLØS, stadig. Selvom jeg har kendt hende i snart 18 måneder, så er jeg stadig målløs. Intet gøres der for at hun skal få interesse for… noget. Hvor skulle køerne vide hvor vandet er, hvis ikke de bliver vist vejen til truget?

Jeg bebrejder ikke personalet, de har jo ikke viden eller indsigt til andet – hvor skulle de få det fra? De gør bare som de øvre læger/psykiatere siger. “Hvis hun kommer under x kg i vægt, så skal hun indlægges”. Derfor følger de en kostplan, som gør at hun ligger på den ønskede vægt.

Ved nytårstid var min veninde indlagt. Jeg har tidligere skrevet om det, der lå hun bæltefikseret og fik sondemad indtil vægten var acceptabel.  For så at komme hjem til det før beskrevne.Læs her – (så du kan forstå min frustration)

Hun ER svær at komme ind på livet af. Men, er man der – så er der altså gnistre, ballade og liv i hendes øjne. Det eneste lille bitte glæde i hendes hverdag på gåturene er, at hun svinger lidt for meget til venstre i svinget – for at lade som om hun vil stikke af… så “leger hende og den ansatte” tagfat. En del gange er det lykkes hende at stikke af, hen til motorvejen… men hun er blevet hentet tilbage. Gærdet var lige så lavt, at hun kunne hoppe over – og ud i friheden.

Sidst jeg kom på besøg, var hun super glad. Dagen før fik jeg denne sms

 “Det bliver godt at se dig imorgen”….. Jeg tror faktisk jeg kunne flyve, da jeg læste beskeden

af en så lukket kvinde, som hun er – er disse beskrevne følelser ret så store. Jeg blev knusHAMRENDElykkelig. Endelig sætter hun ord på, endda på skrift – at jeg noget gør hende glad.

Jeg kom til hende, og vi snakkede, gik tur som vi plejer. Jeg spurgte ind til hendes største issue – madplanen. Hun hader den, hun hader at skulle følge den. Denne morgen var der to nye på vagt, og hun hviskede meget lykkeligt til mig, at da de skulle lave hendes smoothie til formiddag, anede de ikke hvordan – så de havde spurgt hende, hun havde blot trukket på skulderen og ladet som om hun ikke vidste hvordan blender osv virker. De var så blevet enige om, at hun da kunne få et par stykker agurk og gulerod til et glas vand – det måtte give det samme i maven !

Jeg var helt chokeret. Virkelig. Man tager kontrollen fra hende, ved at lave hele denne kostplan, og hvis hun ikke følger den… så…. er det hospital og spændetrøje. Når der så er nye på vagt, så overholdes den ikke. – de giver hende kontrollen tilbage. Som man inviterede alkoholikeren med til festen, og sagde “vi kan jo drikke lidt” – så kan du tage din antabus senere…

Når man som forstyrret med trang til kontrol skal afgive, for at kunne se sit snit til at få den lidt… så overgiver man sig aldrig. Jeg er aldrig blevet fastholdt – for jeg har ikke været på et godt nok sted. Desværre.

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.