Adrenalin – det er sgu et hårdt stof!

“Hvordan kan du orke alt det”, “Det er da helt utrolig så meget energi, en så lille én har”, “Er du nu sikker på du kan holde til det her også?” Det er spørgsmål, kommentarer jeg hører rigtig tit. Jeg var på folkemødet i år. Det var så vildt. SÅ V I L D T. Jeg tog derover med en masse andre frivillige, hvor vi fik lov at få turen derover, et sted at sove og mad i alle 4 dage. Jeg kender ret mange, der også skulle derover, jeg har altid gerne villet, men det er sværere at finde et sted at sove i Allinge end nålen i den famøse høstak. Derfor, at kunne give en hånd med nogle timer om dagen, mod at få turen og soveplads- det tænkte jeg var den bedste mulighed.

Tiden op til afrejsen tænkte jeg slet ikke på, at jeg skulle være “alene i en stor gruppe” – jeg tænkte bare, “jeg skal bare til Allinge, mødes med Pia, Søren, Kim, Niels og de andre, arbejde lidt, og ellers være i det mekka af mennesker jeg har hørt så meget om”. Men ved DFDS terminalen i Nordhavn følte jeg mig virkelig sølle og alene. Her stod jeg, Signe 38 år – afsted alene som frivillig sammen med alle de andre “studerende”, som alle stod i grupper og snakkede om eksamener og hvad sommeren ellers bød på. NUIIIII, jeg følte mig gammel.

Midt smiler jeg lidt til en anden ung pige, og fornemmer faktisk hun også er lidt “alene” – det er hun. Vi aftaler at følges. Oppe på dækket bliver vi bænket, skæbnen kysser mig, for ved mit bord sidder 3 andre, som OGSÅ er afsted alene i dette her fællesskab. Alle også første gang. Og aldersmæssigt er vi ikke langt fra hinanden. THANK GOD.

Her starter 4 helt fænomenale dage. Virkelig. Alle de angste tanker om at sove i klasselokale med snorkende mennesker, kedelig fællesmad på tidspunkter jeg slet ikke er sulten, eller orker at spise sammen med andre på, ikke kunne finde dem, jeg rigtig gerne vil være lidt sammen med – bliver BLÆST væk.

Snakken mellem os ved bordet på båden er god og jeg føler mig hurtigt ret tryg – så tryg at jeg også tager en portion mad, da der er mulighed for det. Underlaget jeg har lånt af min søde veninde viser sig at være virkelig lækkert, og jeg sover rigtig rigtig godt, ingen snorker. Jeg bor lige MIDT i smørhullet af Allinge, og møder hele tiden mennesker jeg kender lidt. Og så er stemningen bare høj, fri og …sommerlækker.

Allerede torsdag, ser jeg mit snit til at stoppe Lars Løkke, jeg får en god kort snak med ham – han får øjnene op for dén problematik han tydeligt kunne huske fra hans tid som sundhedsminister. Og vil gerne have jeg kommer i fortræde når udvalgene i folketinget er dannet.

Jeg bliver spurgt af LAP, Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, om jeg vil deltage i deres debat fredag 16.30 som omhandler forebyggelse i psykiatrien. Om jeg VIL???

Det gjorde jeg NATURLIGVIS, og stod sammen med en eks-rocker og en eks-alkoholiker. Jeg er så glad for lige dén sammensætning, for jeg mener oprigtigt, at en løsningsmodel for voksne med spiseforstyrrelse sagtens kan være et Minesota-lignende tilbud sammen med alkoholikere, narkomaner, ludomaner etc. Vores “drug” bunder faktisk i mange af de samme følelser. Det har jeg skrevet mere om her

Jeg fik så meget godt feedback, jeg fik udleveret mit kort og mine tanker til mange gode mennesker, som har et netværk, som forhåbentlig vil tage brug af ‘en som mig’. Jeg vil og orker det. Fordi jeg kan simpelthen ikke lade være, mine 20 år med denne her sygdom har fået mig i knæ – men, jeg har vendt bøtten nu, jeg vil råbe så højt jeg kan, vise mig så meget som muligt – hvis det gør, at min erfaring kan bruges til at lave behandlingsmuligheder om.

Tilbage til energien… Bornholm – jeg var flyvende. Adrenalinen, og forløsningen over jeg følte jeg blev hørt – gjorde mig stærkere end en okse.

Vel hjemme, dér piftede mine dæk! Jeg var SÅ træt. Helt mørbanket i krop og sind. Ikke brugt og slidt… men træt. Så træt, at jeg ikke kunne få ord ned – så derfor har jeg været stille så længe. Jeg kunne simpelthen ikke formulere al den lykke, og de nye håb jeg nu har.

Det kan måske lidt nu, og dog… Bornholmer-væsken bobler stadig i mig hver gang jeg tænker på det. Jeg skal nu have formuleret mail til dem jeg mødte – tænk hvis de glemmer mig.

Rigtig god søndag til jer – og nå ja, en uge inden folkemødet, der var jeg jo i det Gule Palæ og aflevere min bog til Kronprinsesse Mary!!! Lykkerusen over det har endnu ikke helt plantet sig – det skal jeg nok fortælle mere om.