Jeg ved ikke om jeg har de vise sten, men bliver tit spurgt “hvad ville have været godt for dig, hvad vil hjælpe”… Det er et ret svært spørgsmål, fordi det ligger jo en form for pres – som jeg så skal stå til ansvar for. Men jeg kan mærke jeg er ved at være mere “klar i spyttet”.
Forebyggelse, miljø og idealer er naturligvis en væsentlig rolle her, men ud fra MIT liv kan jeg simpelthen ikke huske at ordet slankekur har været på tale hjemme i mit barndomshjem. Min mor har ALDRIG nævnt noget sådan, heller ikke min søster – først da hun flyttede hjemmefra tabte hun sig en del, og jeg tog kraftig afstand fra det. Jeg syntes det var det mest tossede – hun blev jo kun grimmere, og hun gjorde mor og far kede af det. Hvorfor? Ikke én i min folkeskole talte om det, der var da nogle piger, der nok var lidt øverst i vægtkurven, men det blev aldrig nævnt. Jeg var faktisk ret jaloux – da de havde fået deres menstruation OG bryster. Jeg var flad som et bræt, og intet rødt mellem benene! Jeg tænkte det var fordi jeg dyrkede så meget sport – og min søster sagde jeg skulle være glad, for så slap jeg da for det bøvl.
Først da jeg kom i gymnasiet og en fra min klasse tabte sig markant, hun var samtidig skide klog og dygtig, og havde fast kæreste…. (hende gad jeg godt være) Men, det var første gang det “faldt” mig ind, at det måske kunne være meget fedt at være dén, der fik af vide “Signe – spis…..du trænger”.
Jeg tror også det har noget at gøre med mit DNA – jeg tror, hvis ikke det var kontrollen over mad der blev “mit lod”, så ville der have været en anden lidelse. Derfor – er min spiseforstyrrelse ikke noget jeg sådan “lige tog ned fra knagen og tænkte – “HAPS-dig gider jeg godt være”” – nej, den groede langsomt men uendelig sikkert i mig. Derfor mener jeg heller ikke man kan bede en spiseforstyrret om “at tage sig sammen” eller spørge “vil du egentlig være rask”? -der er da ikke noget jeg hellere vil. Virkelig. Jeg er da skide træt af at sidde inde i dét her tog, som kører forbi alle perronerne, hvor andre mennesker skåler, danser, snakker, spiser og LEVER.
Når en spiseforstyrret, om det er over-eller undervægt giver udtryk for der skal ske noget – så skal der handles. Så skal man ikke indlægges/præsenteres for noget andet, eller næstbedst end det man har talt med psykolog/behandler om. Det er det ultimative svigt for én, der overgiver kontrollen til andre. Hvis man svigtes, når man er så stædig og kontrolbesat, så får man yderst svært ved at vinde den tillid igen.
Jeg kan kun tale ud fra mine egne erfaringer, og jeg har jo været over 18 – dermed kunne jeg ikke tvinges af hverken læge eller forældre. Men, jeg er ikke tilhænger af at forældre/pårørende skal være dem, der har ansvaret for at få en kostplan lagt af en diætist til at fungere hjemme. 24/7. Hjemmet skal være helle. Derfor tror jeg heller ikke ambulant behandling for een over 18, der bor alene er behandling nok. Man skal ud af sit “helle”, kunne være gal og vred på den, der siger du skal dit og dat – og ikke have de triste og “ked-af-det-“, ulykkelige øjne fra sine forældre. For dé øjne er så hårde, også selvom man er en stædig rad. De går i hvert fald lige i hjerte og mave på mig, jeg føler jeg er den største skuffelse og belastning.
Jeg kan tydeligt huske, da jeg var på det dér bosted hos NLP terapeuterne, og kom hjem 2 dage hos mine forældre – jeg NØD det, jeg tudede da jeg skulle køre igen, jeg havde jo helle dér. Min mor og far skulle kun være min mor og far, og behøvede ikke at tænke på min dagligdag. Jeg talte også flere timer med min far hver aften, mens jeg boede der – for han blev mit helle. Desværre var de slet ikke kompetente nok, og gjorde intet andet end stille mad frem. Ingen snak, ingen “aktiviteter”, og jeg måtte heller ikke tale med hende den anden pige, der boede der. Jeg -og kommunen blev ellers lovet jeg kunne få lov at ride på deres heste, og de ville spille spil og sådan med os – men pludselig var der en masse de skulle, så de var aldrig rigtig hjemme.
Men, jeg kunne ønske der var en minesota-kur for spiseforstyrrede. Når JEG siger jeg er klar, kunne jeg komme til dette sted, være der en periode måske 5 uger – og der skulle være mennesker, der har omsorg og lyst til at tale og kommunikere og adsprede hverdagen, være med til at lave maden jeg selv skal spise, lære det igen. Dufte duftene igen, ælte mit eget brød etc. Når de 5 uger slutter, skal jeg have en “mentor” som jeg mødes meget med, og kan kontakte 24/7.
Måske er det for dyrt et projekt….? Men, alternativet kan I jo læse om her, og se billeder af…