Hvorfor kan jeg ikke bare få en større røv?

Dagen kom selvfølgelig, hvor jeg tydelig selv – jeg mener VIRKELIG tydelig selv kan se, at jeg har taget på. At min krop har forandret sig. Mine ben vinder stadig over storken i konkurrencen om de tyndeste ben. Der er flere, der har sagt til mig at mine arme har fået mere muskelmasse, og når jeg ryster dem, JA! så har jeg også lidt mormor-hygge… (lidt, nuvel. MEN, det er der)

Maven! Det er dér jeg nu selv er helt bevidst om, at de fleste af mine kilo sidder. I frygt for dette indlæg bliver helt udholdeligt og et uendeligt skriv om hvordan min mave går indad, eller ribben, der stikker ud… så kan jeg bare sige, at efter en uge på langs ved strand og pool i bikini, mange mange daglige timers kiggen og mærken efter mig selv – kan jeg konstatere, at maven ikke går ind på samme hule måde som tidligere.

I få, virkelig få minutter ud af en time ser jeg det her æble med tændstikker som arme og ben – værende mig. Tankerne er nu flygtige, jeg kan ret hurtigt lukke ned for dem. (TAK Pia Callesen) For, jeg panikker ikke over min ændring, jeg skal vænne mig til det – BESTEMT jeg skal, og det tager lige lidt længere tid end en ferie på langs… Men det bedste er, at jeg har det godt – jeg gider ikke smiske mig ind hos AnorekSigne og være tæt veninde med hende igen. Signe har det godt.

Jeg skal snart se Pia igen, og jeg er glad for denne her udvikling. 6 måneder er det siden jeg sad hos hende første gang – prøv lige at tænk over hvad der er sket i mit hoved? Jeg har taget en 5,5 kilo på, det er måske ikke hvad en behandler HELST så – men det er kilo jeg kan forholde mig til, og ikke 5,5 kilo jeg konstant tænker på at komme af med igen. Min krop har ændret sig, og det skal jeg måske lige bruge denne her sommer på at have det helt fint med. Måske jeg tager et nøk op ad i vægt igen om lidt tid… det satser jeg stærkt på, men lige nu skal jeg lige være helt helt okay med min nye krop. Ud af mine 20 år i dette her kontrolhelvede, så er det de bedste 6 måneder jeg nu har været igennem – langsomt, men sikkert. Det betyder ikke jeg ikke har mål og håb for flere ændringer, det betyder bare jeg prøver at respektere min hjerne skal have lidt tid til at fordøje det her.

Jeg er ikke uvenner med vægten, jeg vejer mig, ser tallet, forholder mig til det, kigger mig i spejlet og smiler. Jeg går ikke i panik over en ny madvare. MEN, og der er altså et men – mine tarme har det sgu stramt. De vrider og vender sig over deres nye indhold… hvilket gør jeg ikke kan spise mange nye madvarer på en og samme gang. Sådan er dét bare. Jeg vælger ud, og mærker efter. Igen – 6 måneder i forhold til 20 år…

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme med et ønske til dén gud, der former min fremtidige krop. Please – giv mig noget på min bagdel, der er god plads i alle mine bukser, hvor ballerne bare er ikke-eksisterende. Jeg har ikke lyst til en blød mave, brede hofter, tynde ben og ingen røv. Skulle du ikke høre efter, så kender jeg heldigvis en virkelig god kirurg, som har lovet mig at han kan give mig en Lopez-bagdel. Jeg vil i hvert fald ikke lade dét, at tage på de “forkerte” steder stoppe min udvikling. Så går jeg gerne i narkose.

Spøg til side – humlen for mig er, jeg har trigger tanker, men jeg kan lukke af for dem, jeg kan så let som ingen ting få dem fremprovokeret, så jeg kan trodse dem – og det vil jeg øve mig på resten af sommeren. Næ, nok resten af livet.