Mål versus proces

Jeg sidder hos Pia Callesen, vores aftalte face-to-face sessioner er ved at være på sidste vers. Det har jeg det faktisk rigtig fint med, jeg har fået nogle uundværlige redskaber til at kunne tackle angsten, mine trigger tanker, frygten for hvad der sker, når SIGNE bestemmer. Jeg ved også det er en daglig kamp, jeg skal tage valget HVERT sekund. Jeg oplever ikke tankerne ikke er her længere, jeg er blevet bedre til at overhøre dem. Fordi jeg VIL overhøre.

Jeg kan nu spise madvarer, jeg ALDRIG før kunne overveje at sætte tænderne i – UDEN efterfølgende opkast. Når jeg ser de skemaer jeg udfyldte i november, tænker jeg…. “hold da OP, hvor var jeg usikker, og hvordan KUNNE jeg dog tro, at tanker kunne drive mig så langt, at jeg faktisk kunne tage livet af mig selv?”.

Tanker og grublerier over hvad mad kan gøre ved mig, er nu mulige at parkere, de er faktisk mulige at grine lidt af. De fleste dage. Jeg er ikke så stærk og sej, at jeg ikke overmandes af dem. Nogle timer er de stadig for overskyggende. Men, det er timer… ikke dage, uger, måneder.

Jeg har i løbet af det sidste halve år haft lange pauser uden løb og træning, fordi jeg ikke gad. Altså, fordi noget andet var vigtigere, fx et haneben, der skulle hele, ferier hvor jeg havde lyst til at slappe af, dage hvor jeg ikke gad. JA, dage hvor jeg ikke gad. Signe gad ikke, så AnorekSigne fik mig ikke afsted. Det er jeg pisse stolt af.

Bjergene og bakkerne er der hver eneste dag, og nogle dage føles det som at bestige Mount Everest, så er jeg virkelig forpustet og træt – andre dage er det blot et lille bump, hvor jeg spurter hele vejen, smiler, snakker med alt og alle på vejen. Jeg ved aldrig hvordan dagen bliver. Det er mit lod.

Når jeg ser tilbage på starten hos Pia, ja så er jeg rykket helt VILDT på det halve år. Pia mener jeg kan blive alle forhindringer og tanker kvit – hun vil helst have jeg har en normalvægt (JA! det er sgu stadig det hun fokuserer på!!) hurtigst muligt. Det siger jeg ikke, at jeg ikke vil. Jeg vil bare have HELE processen med, og hele mit hoved, krop, psyke med. At blive tankerne, følelserne og grublerierne kvit er en kamp – nogle dage har jeg energi og styrke. Andre ikke. Sådan ER det, og det tager tid.

Jeg har også en mave, altså tarme der skal følge med. De skriger, som i – TOILET, NU! Diarre, er også en sidegevinst jeg hygger mig med… Jeg må aflyse aftaler, fordi jeg ikke kan rejse mig fra toilettet nogle dage. Det kommer som lyn fra en klar himmel. Jeg kan ikke gå eller stå, jeg skal kun sidde… på et wc!

Pia vil nu have jeg skal stoppe med at løbe – fordi når nye madvarer giver mig diarre, og de 5 kilo jeg har taget på ikke er nok – så må der skrues andre steder.

Jeg forklarer hende, at jeg ikke løber længere fordi AnorekSigne mener det. Jeg løber fordi jeg virkelig godt kan lide det, og det giver mig energi. Jeg hører mig selv sige “okay, jeg vil gerne prøve i juli”, fordi jeg vil FANDEME heller ikke have skudt i skoene, at jeg ikke ikke VIL være rask. Men på cafeen efter sessionen hos hende, hvor jeg sidder med en rigtig god ven – så føles det simpelthen SÅ forkert.

Han påpeger også, så rigtigt. “Jeg ser din process, og den synes jeg er den vigtigste, du skal og HAR nu dit hoved med, Pia ser desværre kun et mål”.

Jeg er så længe så længe, ja, faktisk 20 år af mine nærmeste blevet skudt i skoene at “du er så stædig, du er så syg, du VIL ikke ændre dig, du VIL ikke være normal”. Jeg begyndte at tro på det. Jeg blev skamfuld hver gang, jeg blev det fortalt. For hvad i alverden ER der dog galt med mig? Jeg ER ikke værd at holde af, for jeg vil jo intet normalt. Jeg er for grim og besværlig til nogen mand vil have mig, til vennerne kan holde mig ud, til at blive inviteret med til fester og andet sjov, til at kunne være hende “man kan regne med”, til at have en rolle i nogens liv.

Det sidder så dybt i mig, og jeg troede på det indtil for et par år siden. Indtil jeg flyttede ind i min Bulderby, hvor jeg langsomt lærte en masse gode mennesker at kende, mennesker som ser mig. Ikke hende de gerne vil have jeg skal være, eller hende de forventer jeg selv vil være. De holder af MIG. I det her fællesskab finder jeg ro, ro til at vokse.

Jeg sidder sammen med min gode veninde, og nyder en aperol i junis lækre sol – og hun fortæller hun er SÅ stolt over min udvikling. Hun kan se og mest af alt, mærke Signe nu. Hun ser mig blomstre, og hun ser jeg er større. Jeg får sat ord på min frustration over Pia’s lyst (på mine vegne, hun vil mig det jo virkelig godt) til hurtigt resultat. Jeg har brug for roen til at vokse i. Jeg er simpelthen SÅ træt af den skam og skyld jeg føler, når folk ikke synes de ser resultat. Helt ærligt – det skal slutte, NU. Jeg gør hvad jeg kan, og nu jeg sidder her i min gård, med mine nære snakkende, hoppende, smilende rundt omkring mig – så gør jeg det faktisk godt.

Nej, Pia – jeg kommer ikke til at stoppe med at løbe, jeg løber når Signe kan og vil. Fordi det er Signe, ikke AnorekSigne. Jeg ved godt kiloene kommer langsommere på, når jeg bevæger mig samtidig – jeg er bare virkelig ligeglad med resultatet. Jeg nyder vejen. Jeg nægter at føle skyld over ikke at nå et resultat hurtigt nok.