Hvad fanden er det med mig?

Ikke nok med jeg har en snothamrende irriterende veninde, AnorekSigne – som ret tit fortæller mig hvad og hvordan jeg skal agere… så er jeg faktisk også hende, der rammes af depressioner. Jeg har svært ved at “overgive” mig til at italesætte at der nu er en ny på vej, for jeg håber HÅBER jeg blot har nogle blå og lidt vanskelige dage. Jeg håber og beder til, ved som nu at sætte ord på det – at denne gang rammes jeg blidt.

Jeg kan ikke sige hvorfor. Jeg aner ikke hvad grunden er til, at jeg er grådlabil, jeg ikke glædes, jeg føler større smerte, jeg er træt, jeg gider ikke tage initiativ. Jeg har faktisk kun lyst til at ligge ned, og græde.

Det er ikke AnorekSigne, der har taget over – slet ikke. Jeg spiser ikke mindre. Men jeg har ingen lyst, heller ikke til at løbe. Jeg kan sagtens mødes med mennesker, sidde og smile og ligne hende jeg plejer.

Jeg bliver simpelthen SÅ arrig og virkelig sur på mig selv, for jeg har ikke noget at være ked af. Virkelig ikke. Det gør mig bare SÅ tom. Men det gør faktisk også at jeg slår mig selv oven i hovedet med, at jeg ikke kan finde årsagen. Jeg har nu besluttet mig for, den er der ikke – jeg må forsøge så godt som muligt at være i det her mudder OGSÅ. Jeg har heldigvis nogle fantastiske mennesker, som tager mig med ud i luften, som åbner døren når jeg bare vil ind på deres sofa. For heldigvis kan jeg ikke lukke mig inde alene. Jeg har behov for nogle timer om dagen, at blive tanket op af andre. Var jeg helt alene, 24/7, så er jeg faktisk rigtig bange for hvad jeg kunne finde på.

Jeg sidder og kigger mig omkring, jeg er jo OMGIVET af mennesker, som er sindsygt seje. Ham, der tager lang uddannelse, ikke drikker eller tager stoffer – trods han er vokset op i miljøet. Hende, der er alene med tre børn, uden forældre, exmand, job eller netværk. Ham, der har været afhængig af stoffer, som nu er den mest fantastiske fyr, far og ven. -de har alle styrken og viljen til at ændre. Det vil jeg også, jeg kan ikke gøre det med ekspres fart, jeg vil heller ikke gå rundt og “reklamere” med at man kan leve som jeg, med en ubehandlet spiseforstyrrelse – det gavner ingen. Jeg italesætter mine problematikker, fordi jeg ikke tør andet. Jeg har tiet i så mange år, og det har ikke hjulpet.

En behandler fandt frem til mig på facebook, og tilbød mig en gratis massage/healing. Jeg var der igår, det var virkelig skønt og kan kun rose Bryan og Kristina – de kan noget magisk sammen. Jeg er dem virkelig taknemmelig, for en måned siden ville jeg have hoppet og jublet. Tro ikke jeg ikke værdsætter det, men skyggerne hos mig lige nu gør det virkelig umuligt for solen at trænge igennem. Ikke desto mindre, TAK – tak til jer, der bærer mig gennem livet.