Skal dagen overståes eller leves?

Det var så dét. Julen er slut, og der er et helt år til jeg igen skal stå som “pigen med svovlstikkerne” og betragte andres lykke. Kigge på andres børns glæde, ja også over de gaver jeg har givet dem – men også mærke smerten i, at gå alene hjem fra “festen”, uden et barn eller en mand at snakke af med, uden et barn eller mand at vågne op med. Et år til jeg igen er det dér tredje hjul, som andre gør lidt plads til.

Jeg kan ikke ændre på folk, men jeg kan ændre på hvilke folk jeg er sammen med.

Det har været mit “lys i mørket” i det forgangne år. Jeg har fundet en ro i mig selv, til at vælge dårligt fra. Jeg har kun kunnet det, fordi jeg har haft noget virkelig godt at læne mig opad. Jeg har brugt mine nære og kære virkelig meget i det år, der er ved at rinde ud. Jeg har fortalt dem, når noget har gjort mig ked af det – jeg har bævet over det, for… tænk hvis min ked-af-det-hed NU gør, at de ikke orker mig længere. Tænk hvis mit sensitive væsen er for meget, for dem jeg holder så meget af. Jeg har været ude på isen, hvor jeg var virkelig bange for jeg faldt i – men isen holdt. Isen er nu så stærk, at jeg nogle dage tager skøjter på og suser rundt. Jeg er SÅ sikker på, at isen holder på mine venskabers sø. Den sø, og det område befinder jeg mig derfor i og omkring. Andres sø, hvor der er huller og våger – den holder jeg mig fra. Det er ikke altid lutter boblen i maven, over isen holder her hvor jeg suser rundt, for den andedam jeg er opvokset i, gjort af og produkt af – har givet mig ufattelig skrøbelige ben, og en trang til ikke bare at falde i våger, men næsten drukne dele af mig i dem.

Højtider som julen, hvor andre skøjter rundt i andedammen, og jeg på den nye sø – gør ondt. Ondt fordi jeg ikke passer ind i andedammen, og ondt fordi jeg ikke har skabt min egen nye dam. Jeg er i søen, hvor jeg er heldig at blive inviteret over i andres dam. Den dam jeg var inviteret til juleaften, var SÅ rar. Rar og inkluderenede, fordi tankerne om MIN andedam blev italesat, “elefanten” var med til denne her jul. “Julen der hjemme, derhjemme hos moder engang”  – snakkede min veninde og jeg om. Jeg græd lidt, og ønskede mig tilbage til juleaften mellem mormor og mor rundt omkring juletræet. Når det nu ikke kan være sådan, så var denne her juleaften rigtig rar. Faktisk næstbedst. Der blev ikke taget nogen “nye” hensyn til mig, der blev ikke kigget på eller efter hvad jeg tog på tallerknen, der blev ikke spurgt om jeg “ikke har lyst til at smage xx eller yy” – fordi “nu er det jo juleaften, så kunne det jo godt være jeg havde lyst til at prøve bare en lille smule”

-Prøve på hvad? Hvis jeg kunne, helt af mig selv – spise, ikke være bange for forandring, ikke være bange for ikke at passe ind, ikke at være bange for at skuffe dem, der sidder over for mig, ikke blive fængslet af deres sårede blikke. Så gjorde jeg det jo nok. Forventningens glæde er den største, forventningens pres er LIGE så stort.

Nu er det snart nyt år. Jeg har tit haft nogle fortsæt for hvad jeg vil i det nye år… jeg tager sætningen “jeg kan ændre HVEM jeg vil være sammen med” med mig ind i 2020. Jeg tager det her kort med, som jeg fik juleaften med mig. Jeg omformer det så det bliver en dyne, jeg kan svøbe mig ind i. Jeg tager Mayas 6 årige ord med mig “det bedste er, at Signe snart henter mig fra skole igen”.

Jeg vil ikke overleve, eller føle dagene skal overstået – jeg vil LEVE.

Jeg vil ønske jer alle, der læser mine indlæg et rigtig godt nytår. Tak for jeres støtte og fordi I gider læse mine tanker. Hver gang jeg får en besked, mail eller kommentar gør det mig glad.