Når idoler skuffer

Jeg så i mandags Anders Aggers udsendelse “Indefra – anoreksi”, jeg har sat link ind sidst i indlægget, så I også kan se det.

Han følger tre kvinder, en ung på 20, en på 34 og en på 45. Hende på har også diabetes, ingen børn men er gift. Hende på 45 har to børn, men nu alene – og bor også alene. Hende på 20 bor på et bosted.

Umiddelbart er der ingen af de tre jeg kan relatere til – ud over vores anoreksi. Han skildrer så fint, hvordan vi bakser med de forskellige personligheder, stemmer og trangen til kontrol vi alle har. Hvordan vi forsøger at få så meget ud af livet som muligt.

Hende på 34 bliver fulgt tæt på hospitaler, af læger og behandlere – men det er fordi hun er i dialyse, fordi kombinationen gør hendes organer sætter ud. Hende på 45 år lever og træner og passer sig selv, får lidt hjælp af en psykolog. Hende på 20, skal have hjælp til at lære at leve og bo selv. Hun siger kun ja til behandling, altså at der bliver sat mål for hendes vægt, for at undgå en tvangsindlæggelse. Hvorfor taler man ikke med hende om, hvorfor hun kun ønsker dagen skal overståes hurtigere end hurtigt? Hvorfor skal hun have pisken med tvang? Hvorfor skal vi trænges op i en krog, som bliver til skammekrogen. Fordi skammen over at skulle tvinges fylder alt.

Agger viser deres hverdag, og hvad kontrollen, anoreksien – vores achilleshæl gør ved os. Han siger “den syge ikke rigtig ønsker at blive rask”.

Jeg blev SÅ ramt af de ord. Jeg har i mine nu 20 år, som ramt af anoreksi heller ikke fået andet af vide. Af min familie, veninder. De vidste allesammen at jeg havde været en anden, så må jeg vel også kunne komme tilbage til den. Det vil jeg da gerne, jeg er da hamrende pisse træt af at kontrol styrer og har styret så meget. Den styrer så meget, at jeg får angst for at prøve eller gøre andet. Dén angst kan jeg simpelthen ikke håndtere, når den ruller.

Dén angst bliver slet ikke berørt, eller spurgt ind til. Vi er nogle syge mennesker, som ikke vil være raske.

AV, Anders Agger. Jeg er ret glad for dine udsendelser, og rigtig glad for du tager dette her emne op. Rigtig glad. Men at udelade hele angst problematikken, det er mig helt ubegribeligt. Men det holder jo egentlig denne her fastlåsthed i vores sygdom ret fint i ave – for den eneste behandling der bliver nævnt og talt om i programmet, er hvordan de kan få os til at tage på. Kvinden på 35 som er i behandlingssystemet – er der kun fordi hun er dialysepatient, havde hun ikke haft diabetes – så vil jeg ligge hovedet på blokken på, at hun ikke var fulgt af læger. Lægerne vil kun fortælle os hvordan vi bliver federe, og vil vi ikke dét, så vil vi ikke være raske. Det er vores tilbud.

Vi bliver ikke mødt som vi er, omfavnet og budt velkommen som det menneske vi nu er, med de kilo vi kommer med. Er vi ikke i den BMI skala behandlingsstedet har som deres krav – så er der kun opfedning, uden kærlig omsorg og villighed. Kun tvang. Altså, behandles angst med tvang. -giver det mening?

Ville vi spørge en med diagnosen svær depression “hvornår kan du tage dig sammen, så du igen er god mor for dine børn?” “Du har da dine børn at kæmpe for”…

Nej, det gør vi ikke – for vi ved alle, at depressionen ruller. Den ruller for nogle i bølger – ligesom en spiseforstyrrelse.

Det efterlader faktisk os med følelserne SKYLD og SKAM. De følelser, kan jeg skrive under på – KUN har givet mig endnu større angst. Større angst for at være sammen med de mennesker, som giver mig skyld og skam.

Det er der mange i min familie, der giver mig. Og dem må jeg simpelthen lade være at være sammen med. Fordi, ved jeg jeg skal være sammen med dem, så kommer angstanfaldene. Jeg må passe på mig selv, også her i juletiden – hvor det jo er ret normalt man ser familien. På denne her tredje søndag i advent – hvor jeg også skulle have været sammen med min familie, vil jeg nu tænde lys i min adventskrans, nynne “Der er noget i luften”, den sang vi altid i mit barndomshjem denne her adventssøndag. Selvom jeg er 39 år, så kan jeg ikke tænke på denne her sang uden klumper i halsen. Tårerne stiger op i øjnene og jeg længes efter dengang jeg sad på min fasters skød og sang sammen med alle de andre.

Det gør så ondt ikke at kunne være der men, det er for svært for os alle. I hvert fald alt alt for svært for mig.

Jeg kan ikke relatere til nogle af de tre. Jeg har ingen børn, jeg har ingen anden fysisk sygdom at kæmpe med, jeg er ikke alene, uden venner. Jeg har et kæmpe netværk, mennesker som ikke giver mig angst. Fordi de ikke fortæller mig, at der er noget jeg ikke “VIL”. De ser Signe, som jeg så tit har beskrevet. Men de ser virkelig alle de andre kvaliteter jeg OGSÅ har. At de ser dem, får faktisk også mig til at kunne se dem. Og det giver mig en tryghed. En tryghed, som er kommet over lang lang tid, og den giver en ro, så kontrol ikke er helt så nødvendig. Jeg kunne holde fødselsdag i søndags, hvor 34 af mine skønne venner krammede, fejrede, skålede og spiste med mig. TAK skønne mennesker, uden jer…

Kære Anders Agger, jeg er så glad for du får talt med moren – om den smerte man som forældre har. Det ER ikke deres skyld. Det er ingen skyld, det er heller ikke vores skyld vi er besat af kontrol. Men at give os skylden for ikke at ville være rask – gør mig ikke rask. Det gør kun listen over dét jeg skammer mig over længere.

Indefra – Anoreksi