For nogle uger siden hørte jeg Mads og Monopolet, en “Beate” skrev om hendes ambivalens i forhold til arrangementer med hendes søde og kærlige veninder og deres børn. Det var julearrangement, hvor de skulle hygge sig- mænd, børn, hele gruppen. De andre veninder har børn og mænd, Beate er alene, ingen børn. Beate vil ikke med, for hun vil ikke ødelægge den gode, rare og julefyldte stemning.
Jeg kan 1000% relatere til Beates dilemma, hendes følelse af tomhed og ikke være som de andre, men også følelsen af at se de andres liv være så fint og dejligt – at være tilskuer. Sidste år, til jul skrev jeg indlæg om at være “pigen med svovlstikkerne”. (Læs Skal dagen overståes eller leves? )
Panelet var rørende enige om, at Beate skulle deltage – de ville faktisk selv ELSKE at sidde ved siden af hende og tale med hende om hendes savn og tristhed.
Det er fanme nemt at sige, for ja – det gider vi da alle, vi gider alle at tale med vores venner om hvad der går dem på. Men gider vennen tale om det HVER eneste højtid? Orker vennen at være udenfor IGEN, se de lysende blikke mellem kæresteparrene, taknemmelige øjne fra barn til mor? De små hænder lede efter deres forældre, småskænderierne mellem søskende, som jeg faktisk ville ønske jeg skulle mægle mellem?
NEJ, det gør så forbandet ondt ikke at høre til.
Det slår med de ondeste knytnæver, klipper hjertet op. Selvom vennerne GERNE vil være sammen med mig, og selvom jeg ved at det ikke er løsningen på ensomheden – at vælge sammenholdet fra. Så er faktum bare, at selvom man er sammen med en kærlig flok, så er jeg, når dagen går på hæld, alene.
Udefra kan de se ud som om jeg spænder ben for mig selv, den vinkel kan jeg sagtens se – men jer, der siger det, I er ikke alene. I savner ikke tosomheden. I er empatiske og elskelige venner – men I er der ikke.
Jeg forsøger at holde fast, I mine skønne venskaber – ikke at sige nej eller fra, men det gør simpelthen SÅ ondt. Jeg har mange mange gange sagt nej til juleaften med mine forældre og søskende, fordi det gjorde alt for ondt. Det føles, som at være vidne til alt det jeg ikke selv har formået.
Så, til alle jer søde mennesker, som måske har en ven, der er single uden børn og hunde, prøv at forstå hvis tårerne hænger lidt i øjenkrogene her i juletiden. Jeg vil hellere have af vide “Signe, jeg forstår din ensomhed, jeg kan ikke udfylde den, jeg vil gerne have dig med, men forstår også hvis det er for ømt for dig”. End, “du veeeeed jo vi alle elsker dig, og du betyder ALT for os, og du er da ikke alene – vi er her jo. Du bliver jo mere alene af at blive hjemme”.
Det ved jeg godt, men nogle gange skal såret altså læges ved ro, hvile og måske under dynen. Det er heldigvis ikke juleaften endnu, det er kun en adventsweekend – og jeg skal til hygge med min veninde, hendes børn og mand. (ikke hans børn, han har giftet sig til dem, har ingen selv) Konstellationen er lidt anderledes, hvilket gør jeg faktisk ikke føler mig HELT udenfor. Derfor har jeg sagt jaTAK.