Det svære valg

Mit seneste indlæg har måske delt vandene en anelse..? Jeg tror nu mest det drejer sig om “nye læsere”, for jeg skriver intet sidste søndag, som jeg ikke tidligere har forklaret, beskrevet eller offentliggjort. (læs indlægget her, hvis du ikke lige fik det læst) Min gordiske knude

Da jeg startede med at blogge, for snart 3 år siden, gjorde jeg det, fordi jeg ville have et sted hvor MINE tanker, mine følelser, mine handlemønstre kom frem. Jeg følte dengang, og jeg ved nu, at det gør en forskel for mine læsere. De forstår bedre hvem jeg ER, og en hel del føler sig ikke alene med lignende tanker – og at jeg sætter ord på, gør de også får dealet med deres.

Ja, jeg bruger ALTID mig selv og det jeg “roder” med som eksempler. Det er et valg jeg har taget, mine forældre har fx ikke bedt om det – men de har respekteret og accepteret, at det er min måde at beskrive min sygdom og mine mønstre på. De ved også nu, 3 år efter, at det gør en forskel. Selvfølgelig synes de, det er barskt at læse om sig selv sort på hvidt, nogle indlæg læser de heller ikke… men de ved også hvad deres valg har kostet mig.

De er meget private mennesker, de er født i 1940′ erne, og vokset op med, at vi klarer vores liv selv, og vi strammer balder og bider tænderne sammen i stedet for at tale om følelser.

Men jeg er født i 1980, jeg er efternøler – ergo boet alene med mine forældre i mine teenageår, og blevet inddraget i deres problemer. Een gang. Een dag i 1997. Siden har vi aldrig berørt emnet, men det fyldte ALT hos mig. Jeg turde ikke konfrontere dem. Jeg blev mere og mere gal og ked af det. (Det beskrev jeg sidste søndag). Mest gal på min mor, da jeg altid har været tættere på min far, var det “naturligt” for mig i starten at forstå hans valg – siden jeg kan huske tilbage har min mors humør sat præg på dagene. -jeg forstod pludselig hvorfor, men hvis jeg havde fået talt noget mere med hende, og hun havde sat nogle flere ord på hendes følelser og valg – så tror jeg faktisk min vrede ville være gået væk.

Men, alt blev inde i mig. Det er den knude jeg kæmper og har kæmpet med. Jeg formåede at vende deres problematik til en ny – at jeg blev syg, og opmærksomheden drejede sig om mig. Bekymringen omkring dem selv flyttede adresse til min.

Idag, er i hvert fald min far, utrolig glad for min mors valg dengang. De er fasttømret de to. De har det godt. Mest er jeg SÅ sur på mig selv over jeg bliver gal, når jeg ser og tænker på det. For, hvorfor i alverden skulle jeg så blandes ind i det? Og hvorfor kunne de ikke fortælle mig, de selv havde klaret problemerne, og nu lagt det bag sig? Det skulle/skal jeg også selv gisne mig til. Kan jeg så ikke glædes over det? Det er faktisk svært for mig, for djævelen sidder på skulderen og hvisker hele tiden, at det er DIN skyld, I alle har haft et råddent liv. (Hvis ikke jeg var født, ville min mor nok være gået, så ville hun have haft et liv uden tårer, min far fri til at gå – altså gladere mennesker).

Jeg er dog lykkes med noget. Jeg forsvandt næsten, jeg gav dem et andet problem.

For at komme tilbage til de skilte vande over sidste søndags indlæg – så kører jeg ikke nogen under bussen, jeg er blot ærlig, og hvis man læser, så vil man også kunne se HVOR gal jeg faktisk nu er på mig selv, over jeg ikke kan slippe. Hvor lidt forstået, elsket og rummet jeg stadig føler mig. Hvor meget ikke-kommunikation kan præge et barn/ungt menneske resten af livet. Bevares, der skete også mange andre ting for mig i de år, det gør der vist for alle i 15-19 års alderen. Jeg søger mindst af alt, at plante skyld – jeg ønsker KUN at forklare, hvad der sker i mit hoved, min krop og mit sind. Jeg har faktisk forlængst tilgivet, og ønsker dem rigtig meget i mit liv – problemet er bare, de jo er født i en anden tid end jeg, og stadig synes gulvtæppet er så godt at gemme følelser under.