Min gordiske knude

Jeg skammer mig over ikke at kunne slippe min vrede. Hele min krop er et kæmpe hul af en sorg over et tab, jeg aldrig har fået talt igennem.

Da jeg var 16 år, troede jeg mine forældre skulle skilles. Min mor brød sammen, og fortalte mig min far ville skilles ti år tidligere, men hun ville ikke slippe ham, hun ville ikke have skilsmissebørn. Hun havde taget det valg, at så måtte han hygge sig ved siden af, hun ville blive i det fordi hun var mor til tre børn, og så bliver man sammen. Mine to ældre søskende havde fået det af vide tidligere, men hun synes jeg var for lille til at få noget af vide før nu.

Der ligger selvfølgelig en masse flere lag i hendes beslutning, men det var ordene den dag i september 1997.

Først følte jeg kæmpe skyld, havde jeg ikke været så meget yngre end mine søskende, så var de måske gået hver til sit – og haft et godt liv. Min mor var hele min barndom rigtig ked af det. Der var mange mange skænderier. Alt handlede om at gøre mor glad; rydde op, så hun ikke skulle det, skrælle kartofler, så alt var klar til hun kunne gøre det sidste ved maden, huske ikke at glemme noget i lommerne, for det kunne gøre hende SÅ gal, hvis der var fnuller i vasketøjet. Når hun var gal, græd hun.

Jeg flygtede i min tidlige barndom til min faster, men som 16 årig, og eneste tilbage i huset sammen med mine forældre – kunne jeg ikke flygte. Jeg kunne heller ikke snakke med nogen om det – for, der skete ingenting. De blev sammen. De er sammen den dag idag. Glansbilledet ud ad til, skulle holdes – jeg vidste bare nu, at det hele var et virkelig skrøbeligt og falmet glansbillede.

Jeg havde nu en hemmelighed med mine forældre, en hemmelighed vi ALDRIG talte mere om. Jeg kunne ikke få det ud over mine læber, men jeg følte SÅ meget skyld. Og så blev jeg vred. Vred på min mor – fordi jeg har altid haft et tættere forhold til min far, og jeg kunne, ærligt, virkelig godt forstå han ikke ville være sammen med én, som altid farede op, eller græd.

Jeg snakkede forleden med min gode veninde som er skilt fra hendes børns far, og hun fortalte at en skilsmisse faktisk er en sorg for børn at komme over. Det er ligesom et dødsfald. Brikkerne faldt SÅ meget på plads for mig.

Der var et dødsfald inde i mig. Der var et ægteskab og en forestilling jeg skulle tage afsked med – men det skulle gøres i stilhed. Men den døde var levende, jeg havde bare lige stået og “set” liget ligge i kisten. På intet tidspunkt snakkede vi om, hvad det her skulle ende med, eller hvad informationerne gjorde ved mig.

Det her, har jeg uendelig svært ved at slippe. Jeg stoppede med at spise, for hvis jeg ikke var her – så kunne de måske have deres eget liv, noget bedre, så ville de måske være blevet skilt? Men, jeg kunne ikke forsvinde, jeg kunne forsøge at gøre mig bedst til alt – men det jeg blev bedst til, var faktisk at forsvinde.

Som jeg sidder her, skammer jeg mig over ikke at kunne slippe den vrede, den uforløste sorg. Jeg bliver 40 år på torsdag, det her er 24 år siden – alle de her følelser er min gordiske knude. Jeg bliver mere og mere vred over min trang til at hænge fast i en form for offerrolle, offeret for mine forældres valg, offeret over JEG ikke tager ansvar for MIT liv.

Jeg VIL jo, KraftPederVælteMig. Jeg VIL så gerne kunne slippe og være fri. Fri af de her tanker om “ikke at være”, fri for at straffe min mor, fri for at være så syg – at man kan blive VED at se, der er noget galt. Men mest af alt, fri for skammen over ikke at kunne. Den skam, som jeg får når jeg ser i andres øjne “sikke hun offergør sig”, “hun vil ikke være rask”. Andres ord og tanker, som har givet mig posttraumatisk stress. Og denne stres har givet mig angst.

Du tænker måske “sikke hun ved det hele, så skal hun da bare arbejde med det” – og dét gør jeg. Jeg har arbejdet intenst med min angst de sidste 3 år – derfor tør jeg nu sætte ord på det her. Derfor turde jeg sige det her højt for mine forældre for nogle dage siden. Jeg ved ikke om de forstår, men jeg havde og HAR brug for, at de ved, at jeg skammer mig OG føler mig skyldig.

Jeg skal ikke opfordre til at skilsmisse. Jeg tror også på at vi alle skal kæmpe – især hvis vi har skabt noget sammen. Men jeg vil til hver en tid opfordre til snak, snak og snak. Gulvtæpperne skal ikke bule af indeklemte følelser.