Gift dig aldrig, men find dig en ven. Ham kan du altid få byttet igen…
Det skrev min ti år ældre kusine til mig i min poesibog, da jeg var barn. Kan I huske de bøger? Lev/vel, God/kok – skrev man som et kryds. Udfyldte spørgsmålssider med yndlingsmad, drømmejob og ja – drømmemand! Jeg kan huske jeg tænkte “mærkelige ord, jeg skal da giftes”, det er da den største selvfølge. Stort hvidt kirkebryllup, med taler, sange og dans hele natten. Alle kvinderne ville naturligvis spurte op til “min mand”, når jeg skulle ud og pudre næse… for han var nemlig den høje, mørke lækre, som ALLE sukkede efter.
Husbond, børneflok, hus, have, jobbet – jeg glad møder op til, øjnene, der lykkeligt åbner hver morgen. Det var min fremtid, set med 11 årige øjne.
De snart 40 årige øjne ser noget helt andet.
Sensibelt sind, nyrer – der udskiller sten proportionalt med svære udfordringer i livet, daglige nakkesmerter efter piskesmæld, øjne – der åbnes i mit lille kammer, alene i min 120cm seng – hver morgen.
Dét er sgu da ellers noget af en fangst, hvad? Altså… sådan en som mig, kan man da ikke lige lade gå forbi!!! (ironi kan forekomme)
Jeg ejer godt nok helt selv min andelslejlighed, og min mest stabile mandfolk er hr. Andersen, min skønne toyota fra 2015 – han svigter aldrig. Mine hænder er stadig okay til at massere de dage jeg ellers har det okay, faktisk har jeg lige i forgårs fået min første pension udbetalt – ahhh men, what’s not to love?
Jeg er ellers klar til ham, jeg ER faktisk klar til at følges med én til en ny hverdag… Jeg troede jeg skulle gå hånd i hånd resten af dette her horrible annus 2020.
Billeder kan man hurtigt få malet op i sin poesibog, de lyseblå drømme som nu er gråt i gråt… Jeg kunne blive ved, og det gider jeg ikke. Ynk og selvhad har fyldt NOK. Men, jeg kan klart konstatere: jeg vil ikke bytte nogen af mine venner. Jeg har nemlig SÅ mange drengevenner, som står og hepper på mig. Som faktisk synes jeg har enormt meget at byde på – og jeg ikke skal nøjes. Som giver mig pust af medvind. Som har fået mine øjne op for det fede i det grå.
Helgoland får mig atter op på hesten, som man siger. Selvom himmel og hav går i ét, så ER havet der – det kolde vand vækker mig til live. Åbner mine øjne for at kunne se gennem tågen, finde en sprække i himlen – finde døren til saunaen, og lade varmen omslutte mig.
