Bange eller bevidst…?

Efterår, november i vente… julen begynder at vise sig i forretningerne – tiden jeg har det SÅ stramt med. Jeg plejer at lave “strudsen” og stikke hovedet mod øst, syd eller vest – altså mod varmere himmelstrøg. Men, frøken Corona’s uvisse hånd ligger desværre stadig som en klam, klam hånd over hele min verden OG færden.

Jeg har ikke selv været ramt, så vidt jeg ved… men jeg kender efterhånden en god håndfuld, som har været positive, og jeg har derfor også måttet handle derefter. Jeg har været og er stadig meget “gal” over restriktioner og nedlukninger, men jeg er også kommet til et punkt, hvor jeg har besluttet mig for at være helt bevidst omkring denne virus. Ikke bange, men bevidst. Tage mine forholdsregler for at kunne færdes – jeg bliver fx fysisk ret så skidtmas af at have de her bundbind på… men, corona’en ER her, den kan ikke skjules væk, fordi den er for irriterende, ergo må jeg lade være at befinde mig de steder, hvor det er påkrævet. Jeg kan tage cyklen, eller mødes med mine mennesker steder, hvor jeg ikke skal i benytte mig af offentligt transport. Værre er det altså heller ikke. Jeg er så træt af de mennesker, som brokker sig op og ned af stolper om begrænsninger – lad os nu være SÅ glade for vi ikke er lukket ned, som i foråret. Fordi, vi ANER ikke hvad denne her virus er for en størrelse. Jeg ved kun, at jeg kender en hel del, der har mange bivirkninger. Dét kan gøre mig lidt bange, derfor er jeg yderst bevidst om at tage de hensyn, der er påkrævet.

Tilbage til efteråret – som også har den klamme påvirkning, at kan gøre mig bange. Men, nu har jeg taget en ny beslutning  – jeg er bevidst om mørket. Jeg ved, hvad det gør ved mig og min psyke. Jeg kan ikke flytte mig fysisk fra det, som jeg plejer. Jeg er nødt til at blive hjemme i Dannevang, på Amager, og så ellers tage mig selv og min angst i hånden. Lade være med at forsvinde i tåger af kontrol over, at “andre” har nappet mulighed for at kunne rejse væk fra mig. Finde en falsk ro i, at jeg så skal styre alt andet – ja, også maden, som jo ligger til højrebenet for mig…

Jeg VED det her sker, de kolde, kedelige dage kommer væltende, ikke engang juleoptog på Amagerbrogade kan få lov at glæde mig, for det er også aflyst. Jeg runder et lidt blødt hjørne til december, og fest bliver der altså heller ingen af… Det skal bare ikke i dette herrens år, 2020 få skovlen under mig! Vi er alle sat på prøve i år, jeg går til prøven med en bevidsthed om, at den kræver virkelig meget af mig – jeg NÆGTER at gå bange i mod resten af året.

Det kan og er forholdsvis nemt at liste dette mål op, det svære bliver at GØRE det. Som alt andet. Derfor skriver jeg om det her, for det hjælper mig til at sætte handling på mine ord. Forleden var en strid, kedelig, blæsende og kold dag – oktober er startet – TAK for det! Mine muligheder er nu: 1)blive hjemme, gå i spisestop, sætte mig og kigge ind i væggen – eller, 2 mærke lidt i min mave efter redskaber/ ting at lave, som jeg har en erfaring med har kunnet løfte de tunge skyer.

Jeg snørede mine sko, tog regntøj på og begav mig mod mit elskede Helgoland, som nu er lukket sammen om os medlemmer. Hoppede i bølgerne i piskende regn, og var lige ved at smadre arme, ben og hvad jeg ellers kunne smadre ind i trappen, fordi bølgerne stod mandshøje, da jeg løb op mod saunaen. Ind og sidde og kigge ud på det her vilde vejr – som jeg faktisk dén dag, ELSKEDE. Fordi det var lidt vildt, fordi sådanne dage består livet OGSÅ af. Fordi næste dag, var vandet blik stille… og det ville jeg nok ikke have bidt sådan mærke i, hvis ikke jeg havde været under de vilde bølger dagen før. Jeg har brug for de her stunder, hver ENESTE dag, hvor jeg stempler ud, fra alt og alle – også min telefon… snakkene om vejret, som man gjorde i de gode gamle dage, forholde mig til vejret – på godt og ondt. Lade op i både rusk og sol.

Heldigvis har jeg en rigtig god én, som jeg kan tage i hånden i denne her tid – det er nyt, skrøbeligt og meget usikkert. Dét gør mig i dén grad også bange. Men, jeg vil, jeg VIL øve mig i at være bevidst om ham, i stedet for bange. Bevidst om glæden ved at være sammen, i stedet for bange for noget jeg skal give afkald på, eller passe ind i.