Med udgangspunkt i min egen erfaring (læs tidligere indlæg ‘tabt’) tænker jeg uendelig tit – hvad nu HVIS jeg rent faktisk havde fået en plads på Marianne Hertz afdeling for spiseforstyrrede på Rigshospitalet, dengang i 2005 – ville jeg så måske ikke været hevet så meget væk fra mine egne systemer, vaner og dagligdag, kommet op i en vægt hvor Signe igen begyndte at tænke -og AnorekSigne blev mindre?
Jeg ved det selvfølgelig ikke -men mit gæt er JO! for lige dér var jeg klar, jeg var klar til at modtage hjælp. Og det er jo det, der er humlen i al misbrug/kedelig adfærd/destruktiv opførelse….at man SELV vil ud af det, og at man vil lade andre hjælpe sig.
Desværre blev jeg ikke grebet – igen fik jeg følelsen af ikke at være “til at arbejde med”. Det er desværre en følelse jeg kæmper meget med, ikke at være god nok – ikke at give andre glæde i øjnene, kun sorg. For er der noget der redder min dag, er når jeg giver andre noget godt, eller gør noget godt for andre – så bliver jeg kisteglad. Hvis ikke jeg mærker det hver dag, så føler jeg mig en lille smule “halv” eller “ingen har brug for mig”… Måske det kommer fra en opvækst hvor der var langt mellem komplimenterne af mig som Signe, men glæden for at jeg fx havde hængt tøj ud var stor. Anoreksi er jo et råb om “se mig”… jeg har bare for sent fundet ud af, at det er AnorekSigne der ses, og ikke Signe…
Men, kære politikere, læger, behandlere – tænk hvis jeg var blevet grebet, tænk hvis jeg havde mødt en, der VILLE mig, og ville hjælpe mig hele vejen dengang. Så havde det helt klart ikke betydet yderligere 12 år i dette helvede…
4 kommentarer til “Grib!”
Men hvad gør du så nu? Du kan jo opsøge hjælp igen, hvis du er kommet til et punkt igen, hvor du gerne vil have hjælpen?
Kære Signe
Synes det er ganske forfærdeligt, hvad du er blevet udsat for, fra sundhedssystemets side. At de ikke formår at gribe dig, i de sårbare øjeblikke, du evner at række ud. Jeg har selv lidt af alvorlig anoreksi i 10 år. Det gør jeg ikke længere. Den er, som du selv reflekterer, altid under overfladen,- truer med at atter at indfange mig , i belastede eller sårbare perioder ( eksaminer, kærestesorger, venindebøvl med mere.) men jeg har formået at holde den fra livet.
Jeg skriver egentlig fordi, en stor del af æren tilfalder Marianne Herz, som jeg har gået hos i 20 år,- ca…hun formåede at gribe mig og har været en kæmpe støtte i alle de år, også i forhold til sygemeldinger, møder på kommunen og andre ting, hvor hun trofast er mødt op og har talt min sag, når jeg selv var ude af stand til det. Det er, af en eller anden grund, vigtigt for mig at fortælle…
Jeg anerkender, at du føler dig svigtet af hende, og på baggrund af hvad du fortæller, forstår jeg hvorfor. Måske netop derfor, er det vigtigt for mig, at fortælle om min positive historie med hende og anoreksiklinikken på Rigshospitalet. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skulle have gjort eller hvor jeg havde været, havde det ikke været for hende. I dag er jeg uddannet sygeplejerske og arbejder i psykiatrien, dog ikke med spiseforstyrrede.
Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke på din vej ud af anoreksiens mørke. You can do it