Undskyld, undskyld …. jeg prøver igen, undskyld

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Som I alle ved, har jeg de sidste par måneder hængt kraftigt i bremsen. Jeg synes januar og februar har varet flere år, og alligevel føler jeg kun det er et knips siden vi hoppede ind i 2020.

Efter nyrestenene, mavesåret, infektioner i blære og urinveje er jeg nu fuld af håb om denne her omgang med penicillin virker, så min krop forhåbentlig kan få lov at blive sig selv igen. At have sådanne ubalance i systemet gør alle trætte, også jeg. Jeg har tabt for mange kilo i denne her sygdomsperiode. Det kan selv JEG mærke, se og fornemme.

Jeg er træt, hele tiden. Jeg har flere smerter end normalt, og mit hoved er ved at eksplodere dagligt (det plejer at være ugentligt), jeg har ikke energi til at forsøge at løbe min morgentur, jeg bliver anstrengt og SÅ forpustet når jeg skal op ad trapperne til min lejlighed. Mine muskler i benene kan næsten ikke bære mig og lidt indkøb til 2. sal. Det er fandeme sølle! Det er simpelthen de her kilo der er væk. Jeg har fået næsten 2 af de 5-6 kilo på igen. Men når jeg får penicillin, så går min mave i udu og jeg får “roskilde mave”. Det har jeg nu haft i 2 måneder, og det er jo i sig selv svært at tage på, når det meste ryger ud.

Jeg er begrænset af det her. Jeg ved NU hvad jeg bestemt ikke skal veje, for ikke at kunne noget – at jeg nu selv kan huske hvor meget jeg kunne… det gør virkelig ondt i mig. Jeg ville ønske jeg kunne vågne i morgen, have taget på, så jeg igen har overskud.

Jeg spiser is, og nogle flødeboller fra Irma – som har marcipanbund. MUMS, det smager godt – men maven er hurtigt fyldt, så gør den ondt, så skal jeg på wc. Jeg gør det nu alligevel.

Jeg er hende, som finder arrangementer, hiver fat i veninderne, får købt biletter – og afsted. Jeg er hende, der lever for at have næste flybillet i indbakken, så jeg ved hvornår jeg skal afsted igen. Jeg er hende, der mødes med “de andre” om fredagen på Whammy’s til et par øl. Jeg er hende, der har 3-4 aftaler på en dag. Hende, der giver interviews til skoleklassen, handler ind for min bedste på 96 år, drikker kaffe med veninden, går en tur sammen med en anden veninde og hendes hund, henter “mine piger” efter skole og hygger med dem indtil de skal i seng.

Bare ikke lige nu er jeg slet ikke hende. Det er et frygteligt fængsel at være i. At vide jeg “igår” gjorde alt det her, og idag kollapser, hvis jeg har en aftale. Brænder helt ned, hvis nogen forventer noget af mig, hvis jeg skal bære Sylvester på 2 år op ad trapperne, og må aflyse endnu en fredagsøl med Kim.

Undskyld. Undskyld jeg ikke er Signe, undskyld. Jeg vil jer ALLE så gerne, men orker jer alligevel ikke. Jeg vil ikke byde nogen af jer, at sætte tid af til mig, for jeg fucker jeg helt garanteret op. Enten ved ikke at dukke op, ved at mit humør er sortere end en tyrs røvhul, eller jeg er død som en sild 40 minutter efter vi er mødtes. Jeg føler jeg spilder alles tid, og det er saftsusemig ikke okay! Så undskyld.

Jeg har ikke bestilt andet end lave lidt aftaler, aflyst og undskyldt – det slår jeg mig en del i hovedet med. Men, jeg vil jo enormt gerne, og er da også sådan lidt “kan mine venner overhovedet huske mig”… og så alligevel ikke, for tankevirksomheden og overskuddet findes simpelthen ikke hos mig, så jeg når slet ikke at tænke det så langt ud – før jeg må ligge mig og tage en lur.

Jeg håber inderligt overskuddet, kiloene og kræfterne snart kommer tilbage. Dette indlæg er lidt en kærlig tanke til alle jer, jeg normalt har stor “berøring” med. Både jer, jeg ses med – men i KÆMPE grad også jer, jeg skriver med. I er i mine tanker, jeg kan bare ikke rigtig omsætte det til handling lige nu. Jeg håber I alle har et mellemnavn, der rimer på tålmod…

Jeg ved nu, hvor vigtigt det er for mig IKKE at veje for lidt. Denne læring er hård, men nødvendig. Jeg gør jo aldrig nogen ting den lette vej, så hvorfor egentlig nu?

Det jeg orker, og det jeg får gjort er at trisse ned på mit elskede Helgoland. Der er ingen forventninger til mig. Der kan jeg bade, få varmen og få fyldt op på den sociale konto, trisse hjem, når jeg er fyldt.

 

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

2 kommentarer til “Undskyld, undskyld …. jeg prøver igen, undskyld”

  1. Åååh Signe . Det er så trist med alt det du er rsmt af . Men du er på vej nu du selv kan se hvor langt du er nået i erkendelse .
    ved du vil os alle det bedste . og vi vil osse dig det bedste.
    Ønsker dig god bedring og skriv endelig hvis du skal have hjælp til noget . knus ❤❤❤❤

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.