Bundet på mund og hånd

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Når jeg ind imellem taler med min gode veninde på snart 100 år om krigstiden på Lergravsvej her på Amager, altså 2. verdenskrig 1939-45 her i Danmark. Synger hun altid stroferne, som Liva Weel gjorde “man binder os på mund og hånd”. ‘Der var påbud, restriktioner, rationeringer – og man skulle hele tiden passe sådan på, Signe. Jeg kunne ikke ses med hvem som helst, jeg følte lidt vi blev holdt i snor’. Jeg har kendt fru Schack i snart 6 år, og vi har tit talt om krigstiden, – og sangen.

Nu hersker hr. Corona i verden, vi er i Coronatiden. Weels strofer er konstant i baghovedet på mig. Jeg føler mig bundet på mund og hånd. Jeg kan ikke holde i hånd med hvem jeg vil, jeg kan ikke ses med mine nære og kære, og jeg kan ikke få mit kulde/varme vekslen, som jeg har fundet ud af er SÅ afgørende for mit velbefindende. Elskede Helgoland er også lukket ned. Jeg kan ikke nøjes med kulden… for det er kombinationen, hvor varmen i saunaen er yan. Og hvad er yin uden yan?

Hvis man fortæller om den gåtur, den kop kaffe, eller cykel man lige har købt – så bliver man næsten korsfæstet på de sociale medier “dét er da ikke nødvendigt, tænk på alle dem du møder du KUNNE have smittet”. “Mette F. og Dronningen siger også ‘det kan du ikke være bekendt'”.

Så, munden og hånden er ret så gedigent bundet.

Er I klar over hvor svær denne her tid er for en enlig som mig? Jeg er faktisk enormt ekstrovert, og mange mange timer om dagen er jeg normalt sammen med mennesker, venner, bekendte eller arbejdsrelaterede mennesker – jeg bliver fyldt godt op i løbet af dagen, så jeg nogle aftner om ugen har det helt helt dejligt med at være alene. Jeg kan ikke længere knuse og kramme mine yndlingspiger, når ungerne i gården løber mig i møde, skal jeg huske at råbe “huuuuusk lige at stoppe op, vi må ikke kramme”… det er fandeme nederen!

Jeg har de sødeste overboer, som har forkælet mig med et hotelophold – mit første nogensinde. En enkelt overnatning på et hotel i København med KARBAD! Jeg skulle rigtig forkæles…

Min søde veninde har inviteret mig på en tøsetur østpå lige efter påske, vi skulle rigtig forkæles…

For længe længe siden købte jeg biletter til show med Ole Henriksen… Vickie og jeg skulle virkelig have en dejlig aften…

Fredericia Teater har drejet nøglen – jeg ligger nu inde med 2 biletter til et show i operaen i juni… Louise og jeg skulle virkelig underholdes…

 

Jeg ved godt det er småting i denne her store krise. Jeg er helt klart på team “hepper på Søren Brostrøm” og synes også det er yderst vigtigt, der bliver handlet.

Men at blive afskåret fra de glæder jeg havde set frem til, ikke at kunne kramme andres børn, når jeg nu ikke har mine egne som er “lovlige” for mig at kramme… Jeg er i dén grad i undeskud. Underskud i hud. Jeg mangler at mærke andres hud! Simpelthen. Jeg havde endelig fundet min medicin for mine mange mange hovedpiner – vinterbadning og sauna. Jeg vågner nu op med tunge smerter i nakke og hoved, og kan ikke få dem “punkteret” længere. Jeg kan ikke mærke mig selv og min krop, som er SÅ essentielt for mig, ved vekslen mellem kulde og varme.

Min redning er, at jeg hver eneste dag har kunne gå mig en god lang tur, hvor jeg tilfældigt har mødt mennesker, som også savner at bade her på Amager. Jeg har fået voksensnak, så jeg har kunnet holde mig selv OG mig selv ud resten af dagen, aftenen og natten. Jeg kan godt behovsudsætte – men hvor lang tid? Nu er der gået 18 dage, jeg takker de højere magter for vejret har været til den perfekte side, så det faktisk har været muligt at nyde NOGET. Uden det er ulovligt, amoralsk eller uetisk.

Måske nogen af jer tænker “jamen, Signe – netop DU er jo i risikogruppen, du SKAL jo netop blive hjemme”. Ved I hvad? Det er der faktisk også en del af mine nære, der har ytret. De har ytret angst for at se mig, for tænk hvis de smittede mig. Først sad jeg lidt med åben mund… tror jeg svarede “aaaah, jeg synes jeg er ved at være noget bedre efter den nyre-omgang”. Men så dalede tiøren, og det er min generelle fysiske tilstand de refererede til. (Jeg ser jo ikke mig selv som hende den virkelig syge) Det er sødt af jer – men, jeg tror ikke jeg dør af smittefaren, corona eller noget i dén dur – jeg dør simpelthen af isolation.

Hvis man vil af med mig, så skal man bare lade være at svare, undgå mig, eller ikke ses med mig. Jeg kan simpelthen ikke holde til det.

Så, TAK til hold 1 og 2. Jeg håber virkelig I alle holder hovedet nogenlunde oppe i “disse tider”. Jeg er naiv nok til at tro, at efter påske er alt på vej til mindre bånd og mere mund.

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.