CoronaStemning

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Det er rigtig længe siden jeg har delt min hverdag og tanker med jer. Jeg gik faktisk corona-kold! Kold som i en isnende lammelse, som kom efter det føste chok over “livet lukker ned”. Det her SKER faktisk. Der er en dame, der er nødt til at bestemme, at man kun skal være på sin egen matrikel. Jeg forholder mig ikke til om det var det rigtige at gøre, det blev gjort – og jeg var lammet.

Mange af jer, der har læst mine blogs og måske også min bog – I ved, at jeg er her idag på GRUND af mine relationer. På grund af mit netværk, som jeg ses med dagligt. På min matrikel er kun JEG. Og hvis jeg skal være mig selv, og så liiiige mig selv 24/7 så begynder Signe at snakke ret meget med AnorekSigne. En samtale jeg faktisk ikke gider igen.

Dette scenarie så jeg for mig tilbage i marts, og jeg blev SÅ bange. Angsten blev tændt igen. Jeg ved ikke om jeg kan forklare hvordan et angstanfald er, men jeg vil gerne prøve: der er plastret til af billeder af mig, hvor jeg græder, jeg skriger, jeg bliver skældt ud, jeg bliver forladt, jeg bliver spyttet på på min nethinde. Billederne er ALLE vegne. Det er mig selv, der spytter ad mig, det er læger, familiemedlemmer, venner der skælder mig ud, går fra mig, ryster på hovedet af mig, peger ad mig. Jeg bliver bombarderet af de her billeder, jeg kan ikke selv få dem væk. Jeg kan ikke få dem væk ved at lægge mig, ved at lave noget andet, høre radio, læse en bog – så bliver lydene bare højere og højere. Hvis jeg går en tur alene, ser jeg ikke trafikken, jeg ser kun de forbandede billeder og stemmerne – det er ikke stemmer som sådan, men stemingen er så sort og dunkel, at den sætter en hyletone, så jeg heller ikke hører om der kommer en cyklist eller en bil mod mig.

Giver det mening?

Jeg kan ikke selv komme ud af det loop. Jeg behøver ikke fortælle mine nære om det, men ved deres tilstedeværelse, så går stemningen og billederne væk.

Det har jeg været igennem siden marts.

Heldigvis lempede folk lidt efter lidt, så jeg ikke skulle være alene hver dag. Og heldigvis er vi en gruppe fra vinterbaderne på Helgoland, som mødtes næsten hver dag og gik en tur sammen. Så havde jeg da nogle timer uden billeder, nogle dage hele dage uden.

Jeg blev SÅ gal, over at jeg faktisk blev tvunget til at være sammen med hende SÅ meget igen. Det er sådan AnorekSigne også er. Ud over hun er en kontrollerende satan, så er hun også SÅ gal på Signe, at hun ikke tøver med at spytte og lade andre forlade hende.

Jeg har simpelthen ikke orket at få det her skrevet ned, jeg skriver det ikke for at få offergjort mig selv i denne her coronatid. Jeg fortæller det simpelthen fordi, jeg synes det er vigtigt at sætte fokus på hvad der sker, når man isolerer en kvinde med forstyrret sind. Os med psykiske udfordringer, har udfordringer gange 1000, når hverdagen ændres. Når aktiviter, som giver livskvalitet bliver taget fra dig, ja så kan vi da også godt behovsudsætte, men så begynder noget andet at skride. Som her med mig, jeg kunne ikke være den tante jeg plejer for “mine” piger, jeg kunne ikke se mine kære veninder, jeg kunne ikke hænge ud hos naboen, jeg kunne ikke få mit sauna”fix” (som gør ALVERDEN), mine forældre på 70 år måtte også blive hjemme… selvom jeg ikke er sammen med nogen af dem hele døgnet, så betyder dagstimerne sammen med andre, at jeg er Signe HELE dagen. AnorekSigne finder sjældent adressen, parkeringspladsen er optaget.

Nu er vi i juli, det har været dejlig juni måned med god sol, TAK for det. Det har jeg nydt. Dage som idag hvor jeg flyver over broen til Helgoland, for blæsten tager mig – jeg må nøjes med et iskoldt dyp i havet UDEN sauna… heldigvis har jeg lige været sammen med min gode veninde hele formiddagen, så parkeringspladsen er ikke tom. AnorekSigne er ikke på vej, men jeg tager mig selv i at glæde mig til efteråret. For dér HÅBER jeg saunaen bliver tændt igen, så jeg kan få lov at få min kulde/varme vekslen. Tænk at jeg skulle skrive, jeg glæder mig til efterår! Jeg håber denne sommer bliver den sidste, hvor vi må føle os afskåret. Jeg er ikke SÅ blåøjet, at jeg tror virus er slut og alt er godt – men jeg håber vi får “lov” til at leve med alt er åbent, med at vi alle skal tage forholdsregler. Er man syg, skidt – så BLIV hjemme.

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

4 kommentarer til “CoronaStemning”

  1. Michelle Markussen

    Har savnet dig og dine indlæg.
    Jeg er glad for at du på trods er kommet helskindet igennem. Ved hvor svært det er
    Kæmpe knus

  2. SØDE SIGNE DU ER SAVNET SÅ MEGET. JA JA JEG VED DET GODT DET GÅR TO VEJE AT FINDE EN DAG OG SES
    MEN NU ER JEG VED AT KOMME UD PÅ DEN ANDEN SIDE OSSE.
    JEG ER STOLT AF DIG OG STOLER PÅ DU HOLDER HENDE STOLEN FO DØREN.
    KNUS OG VARME TANKER (NOK IKKE DET SAMME SOM EN SAUNA )

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.