Jeg er jo ikke rigtig kommet igen med løb efter jeg kyssede med en cyklist på fortorvet start november. Mit overskud har faktisk ikke rigtig været der, jeg har været ude to gange i start januar inden jeg blev ramt af de her forbistrede nyresten. (Jeg tænker der er en del af jer, der har læst artiken i BT, ellers er der link her: BT 17/2.2020 )
Lysten til løbet, det er noget andet. Jeg SAVNER overskuddet, bevægeligheden og følelsen af at KUNNE. Det var skønt at være ude et par gange, at mærke kroppen kunne igen. Men nu, nu er jeg glad, hvis jeg kan holde mig vågen en hel dag. Jeg kan ikke aftaler jeg ikke kan aflyse på dagen. Mit energiniveau bølger værre end Øresund i disse dage. Èn dag kan jeg sagtens have gæster, været nede og morgenbade, og så lige gå mig en tur … andre – som fx igår, kan jeg ikke komme ud af sengen før middag, for at tage lidt tøj på, sidde i sofaen, ind i sengen og tage lur lidt efter.
Betændelsestilstanden i urinvejene gør mig virkelig slap. HELDIGVIS har jeg da mit Helgoland, mit iskolde vand og varme sauna. I starten gik jeg derned om morgenen, badede selv og gik i sauna selv. Så fandt jeg ud af, at der var Gus! Ja… saunaGUS. Vi sidder bænket i 3×15 minutter i en helvedes varme, mens gasmesteren svinger håndklædet rundt og rundt, så den brændende varme cirkulerer og jeg føler jeg får et brændende SMÆK hvergang håndklædet svinger forbi mig. Efter hver spand, som varer ca 15 minutter iler vi alle op, står i rad og række, hoppe og danser som Benny fra Olsen Banden, for brædderne føles som kul og ild. Ud, ud uuuuud – ned til trapperne og i bølgen blå. Og jeg skal LIGE love for der har været bølger de sidste ugers tid!!!
Det har fanget mig, og giver mig enormt meget. Jeg mærker hver my af min krop, først ved at jeg fryser – helt ind til knoglerne, men så at komme ind i saunaen, og mærke blodet løbe helt ud i tæer, fingre og hjernen ligesom bliver nulstillet og så langsomt og roligt genstartet. De sidste 6-8 minutter af gus-spanden er hårdt som en løbetur, fordi varmen er næsten ulidelig. Eller, det var den i starten – ulidelig. Nu er det lækkert. Og jeg sidder stadig på nederste “hylde”… hvis jeg vil på “løbetur” igen, kan jeg jo bare sætte mig nogle rækker op.
Det har været så utrolig fantastisk – og noget jeg har kunnet holde til. Jeg trasker ned til Helgo, tager tøjet af, bader, sætter mig ind på “hylden”… og jeg har fået de samme endorfiner som jeg fik før af løb. Jeg føler ikke jeg har erstattet “sutten” med en anden “sut”, men udvidet min beholdning af sutter. Når jeg vågner om morgnen skal jeg ikke længere i løbetøj, eller ned at bade for at dagen kan starte.
Med de her gus er jo også alle de mennesker jeg sidder sammen med. Den samhørighed der er inde i saunaen, de korte samtaler vi har i pauserne, tænkningen jeg kan “få på” over en samtale i løbet af den næste spand er dyb og god, så man virkelig kan få vendt følelser og tanker med hinanden. Der er også nu god mening med at komme på de tidspunkter hvor gusen foregår, for så ser jeg jo de samme mennesker igen. I de her uger, hvor jeg har været lagt ned af træthed, ubehag og smerter – har mit ugeprogram faktisk matchet gus-skemaet. At sidde og drikke kaffe, spise og hygge med de andre før og efter turen i kulde og varme – det gør mig SÅ godt.
Jeg har faktisk lavet et lille opslag på opslagstavlerne i omklædningsrummene, hvor jeg kort beskriver mig selv – at “jeg har det godt, jeg er i gode hænder hos min M, lægerne holder øje, jeg holder selv øje. Men vigtigst af alt, jeg vil rigtig gerne have en dialog, hvis nogle går med noget de gerne vil snakke eller spørge mig om”. Det var SÅ grænseoverskridende for mig… at hænge mig selv sådan helt til skue på tavlerne… sidemanden læser om mig, mens vi tager tøjet af, han kigger lidt – men smiler så, og siger “du er sgu så sej, hvor er det befriende du er så åben”.
Atter engang må jeg sande; med ærlighed og åbenhed kommer JEG længst.
Atter engang er det relationer og det sociale fællesskab, som i lige så høj grad som kulde/varme, der gør jeg kommer igen og igen. Vigtigheden gen er det jo relationer og det sociale fællesskab, som i lige så høj grad som kulde/varme, der gør jeg kommer igen og igen. for mig, at andre at gøre noget sammen med kan jeg ikke helt beskrive. Den giver endorfiner jeg ikke kan stave til – men som jeg lever af.
