Tunge beslutninger

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Da jeg gik “i luften” med denne blog, og billederne kom med på den vidste jeg godt, at jeg med garanti ville skubbe nogle væk fra mig. De vigtigste havde jeg clearet med inden, mine forældre og de tætteste veninder. Mine søskende er jeg ikke super tæt med, og egentlig ikke talt med dem rigtig længe, min nære familie havde jeg heller ikke “advaret”. Jeg har ikke fået sure opkald eller vrede mails – der har været stilhed. Jeg er dårlig til at forholde mig til stilhed. Jeg vil hellere have skældud og svesken på disken. Hvilket jo faktisk er helle grundpillen i denne åbenhed fra mig – snak om og med mig, i stedet for at tænke jeres og holde bøtte. Snak med jeres børn, hvis I mener jeg påvirker dem. Eller, tag mig MED i snakken med jeres børn…

Det er rigtig vanskeligt at være søster til mig. Det står bøjet i neon for mig. Det er endnu vanskeligere, når man har berøringsangst og ikke rigtig vil snakke sammen. Jeg ved min familie har set på mig og mit selvhad i mange mange år. -Måske det må være som at se på et langsomt selvmord? Og derfor tager man afstand, det gør for ondt – for den kære lillesøster er jo faktisk “død”…

Det er da absolut heller ikke fornøjeligt at se sin datter nøgen, blæst op på lærred i fjerneren kl. 19.00 – det må være, forfærdeligt. Jeg har stor respekt for mine forældre fordi de respekterer mit valg med denne blog. Og her vil jeg gerne citere min far. Mange har selvfølgelig spurgt både ham og min mor: “uha, hvordan har I det liiiiige med de billeder af Signe, og hvorFOR gør hun dog dette. Kan I to snart holde til mere?”

Min far, han rømmer sig og svarer (SÅ fint!) “Det er ikke noget nogen ønsker, at se sin datter i denne situation, men når man som vi har set hende svømme rundt i søen i så mange år, og konstant er bange for hun drukner – og dette her måske er redningskransen… så er man ikke rigtig i tvivl.

Mor og far, jeg elsker jer – jeg har virkelig gjort jeres liv udfordrende. Jeg tror på vi får de byrder vore skuldre kan bære. I står sammen, det beundrer jeg jer – trods modvind, så er I to sammen i medgang og modgang, til døden jer skiller. -Det kunne mange lære meget af, mig selv inklusiv.

Jeg har følt mig som den grimme ælling til enhver familiesammenkomst de sidste mange år, det rådne æg, som lugter lidt for ulækkert og upassende, hvis man støder til det. Jeg føler mig som den lille pige med svovlstikkerne, jeg kigger ind på mine fætre, kusiner, bror, søster og deres familier – og ser deres glansbillede. Det gør SÅ ondt at kigge på, som at blive sparket i hjertet med ordene “det er så alt det DU ikke har”.

Een juleaften kørte jeg sågar 2 timer før min bror og hans familie skulle komme hjem til mine forældre! Simpelthen fordi jeg ikke kunne bære det – det handlede slet ikke om andesteg/risalamande (altså julemaden), men om at jeg ikke havde “mit” at bidrage med til højtiden.

Jeg har en nevø og niece som jeg elsker højt – dem har jeg heller ikke advaret inden. Måske skulle jeg have gjort det? Ja, det er skræmmende at være teenager og se sin faster “florere” – men, jeg gør jo dette i HÅB om at jeg selv finder Signe, men så sandelig også fordi jeg vil have åbenhed omkring denne sygdom.

Nogle gange må man tage en hård hård beslutning, følge sin mave – JEG måtte også her i foråret. Jeg måtte skuffe en meget kær, fordi vi ikke har fået taget hul på bylden, værten til den fest jeg var inviteret til og jeg. Jeg kunne ikke komme til festen, når jeg ikke kunne kigge værten i øjnene og føle mig respekteret. Jeg har grædt og grædt, vendt det hele, og bedt mig selv bide dette i mig – og dukke op. Bare lige denne gang. Men, så kom angsten, hyperventilationen, AnorekSigne ville æde mig, hvis jeg deltog.

Jeg kunne ikke, undskyld min kære. Jeg håber du vil forstå. Men, jeg valgte Signe til.

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

4 kommentarer til “Tunge beslutninger”

  1. Kæreste Signe.

    Jeg kunne jo nærmest være din mor aldersmæssigt (68) – og alligevel tænker jeg når jeg læser din blog at det i så meget er mine tanker du udtrykker – ja det føles mange steder som mit liv du beskriver – men på andre områder e r vi jo også vidt forskellige .

    DU har så meget LIV i dine øjne at dete r helt utroligt at se – Mine øjne “døde” da jeg havde det dårligst – du har nok set billederne i min bog ?? Når jeg selv ser på de billeder – forstår jeg ike jeg overlevede – ? Men dybt inde har der jo heldigvis været en lille livsgnist.

    Når jeg ser dine øjne stråle – tænker jeg DIN livsgnist er stor – og ønsker dig al mulig varme og energi – til at klare dine kampe – vælge dem med omhu også. Det berører mig megt at læse det du skriver om dine forældre . Knus og kram

  2. Kære Signe

    Jeg har læst en del af dine indlæg her på bloggen. Du er en sej kvinde, som jeg har den dybeste respekt for.
    Og lige netop dette indlæg, det rørte noget i mig. Følelsen af ikke at kunne bidrage med noget. År efter år laver jeg undskyldninger for at slippe for at deltage i julen. Fordi jeg ikke har noget at bidrage med. Jeg er hende den mærkelige, der aldrig fik børn. Der aldrig blev godt. Jaha, der faktisk ikke engang har en kæreste ?
    Jo, det er familie, men de ikke tættere end nogle rare bekendte.

    Jeg synes, det er SÅ stærkt, at du vælger dig selv til. Selvom man altid vil være nogens barn, søster, bror, nevø eller niece, så er man også voksen og kan træffe de beslutninger, som man selv mener er bedst for én selv.
    Jeg ta’r naturligvis hensyn til mine omgivelser, men jeg forsøger at leve efter “Nogle gange skal man bare sige ‘Fuck det’ og gøre det alligevel”, og så må andre tænke det, de tænker.

    Du er en kæmpe inspiration (og så elsker jeg, at du elsker vores fælles Amager ?)

    Alt godt!
    Britt

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.