Tuderi

Jubiiii, endelig januar, endelig blev det “efter jul, og hygge arrangementer ophører”, endelig blev det måneden hvor det er jævnt kedeligt… sagde ingen. NOGENSINDE. Vel?

Jeg h a d e r januar, februar – ja faktisk også marts. Vejret har det nemlig tit med, at være så forbandet lunefuldt i marts, sneen daler ofte – fordi, det gad den jo ikke i januar og februar, )hvor jeg faktisk ville have hilst den hjertelig velkommen), næ – hellere vise lidt kolde tænder i årets tredje måned, hvor jeg hungrer efter forår. Et forår man kan regne lidt med.

Okay! Jeg burde måske få hovedet undersøgt, vejret i Danmark har vi jo ALDRIG kunnet regne med, Signe – du blev fyrre for lidt siden, har de år slet slet ikke lært dig “et eller andet, Niller?” 

Netop DERFOR, er de her tre måneder altid dem, jeg rejser i. Ikke altid i alle tre måneder, men jeg har i hvert fald 2-3 uger væk. Jeg pakker mine klipklappere og shorts, og med passet i hånden bliver jeg smidt af ved terminal 2, hvor flyet letter med snuden mod varmere egne. Men det var jo dengang vi kunne det.

Nu er der lukket op for 2021, hvor byernes pulserende gader er tomme og øde, vi går direkte ind i supermarkedet med mundbind dækkende hele fjæset, og øjnene stift rettet mod spritten, handskerne og derefter de varer vi overvejer at købe – for vi tør heller ikke røre ved noget af det. Vi stirrer og stirrer.

Jeg står op om morgenen, ifører mig lange underdrenge og min flyverdragt – tager rygsækken med termokanden med mig, og forsøger ikke at komme hjem før det atter er tusmørkt. Mødes med min veninde, som jeg går tur med… bader… snakker med de andre, der også bader, men vi skynder os hjem, for tæerne er klumper af is, fordi vi ikke har vores omklædningsrum, så vi kan blive sådan heeeelt tørre, før vi igen tager tøj på. Hvis jeg skal være inde i “min hule” hele dagen OG aftenen…. så bliver jeg sgu mere kuk-kuk end jeg er i forvejen.

Jeg kan simpelthen ikke lide det her. Det er en klagesang, ja- men ÅHHHHHH jeg synes det her er op ad bakke. Det eneste jeg har i min kalender, er lægeaftale – det er sgu da ikke særlig opmuntrende. Og jeg ved det ikke blot er mig, I har vel også snart behov for et lyspunkt, ikke? Jeg har brug for et afbræk i denne her hverdag, som jeg synes har været tilpas leverpostej, længe NOK. Jeg har ikke børn eller en partner, der kommer hjem med deres input, eller som skal have hjælp med at tørre sig, samle puslespil eller snak om den irriterende kollega.

Unge er hårdt ramt her under corona, men det er en midaldrende, single, uden børn, uden hund eller kat faktisk også.

Jeg har aldrig kunnet tåle vacciner, jeg blev dødsyg som spæd, da jeg i 1981 fik mine første vacciner, og har derfor ikke fået alle de vacciner man normalt får. Jeg forsøgte mig for en 5 års tid siden, at få influenza vaccinen, men blev atter så dødsyg – så min nuværende læge heller ikke mener “det er noget for mig”. Derfor har jeg hele tiden tænkt “jeg skal i hvert fald ikke corona-vaccineres”. Men, hvis det nu er sådan, at verden og mulighederne for social omgang bliver et lukket land, for mig, der ikke har en vaccine – så sprøjt ENDELIG det i mig, for jeg holder i hvert fald ikke til ikke at kunne forlade landet, høre koncerter, gå til sportsarrangementer eller andet resten af livet. Så ligger jeg mig faktisk gerne i sengen de uger, det tager mig at komme mig over en vaccine. Jeg havde aldrig troet jeg skulle ændre mening, men det er i hvert fald hvad isolation gør ved mig.

Her stopper klagesangen så. Det lover jeg – jeg er startet året med at skrive et par linjers dagbog hver dag. Jeg kan nu se tilbage på de første 10 dage, hvor jeg tydeligt kan se vejret spiller KRAFTIGT ind på ordene. Det er vel ikke så mærkeligt, eftersom vi enten lever livet foran skærm eller ude i det fri. Jeg kan også konstatere, at mine daglige havbade giver et skud energi og livslyst. Så i stedet for at jamre over jeg ikke kan sidde i sauna og mærke varmen i hver eneste knogle, eller helt blive hjemme, fordi jeg skal klæde om på broen… har jeg idag været i Rema1000, investeret 10kr i en firkantet balje, så jeg kan ile til stranden, bade, ile hjem igen – lave et lækkert fodbad. Dét kan OGSÅ noget.

Når tæerne er tøet op, vil jeg igen tage flyverdragten på – og mødes udenfor til gå, grin og grimasser med mine herlige veninder. Rigtig god søndag til jer alle – og klager jeg igen, så stik mig endelig en flad og en kiks, tiden går ikke hurtigere af dårligt humør.