Bølgelængde

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

I julen genså jeg Anne fra Grønnebakken for jeg ved ikke, måske 12. eller 13. gang. Den rodløse lille pige, kommer til Grønnebakken og får gode nye plejeforældre, ikke mange minutter inde i filmen eller bogen, om man vil, gør Anne stort nummer ud af, at hun så gerne vil have en “kindred spirit”. En sjæleven. Én, der er på bølgelængde med hende, har de samme interesser, samme lidenskab for hendes interesser.

Den der bølgelængde har jeg reflekteret enormt meget over siden. Som barn havde jeg en virkelig bedsteveninde, vi lavede alt sammen – vi gik til de samme aktiviteter efter skole, vi boede lige langt ude på landet, så vi fulgtes altid på cyklen, bussen og siden bilen. Det var altid Hanne og Signe. Vi var sågar på samme efterskole og siden højskole – vi hang ikke sammen nat og dag, men vi var i hinandens verden.

Nu har jeg to gode håndfulde rigtig fantastiske venner, blandet m/k – som jeg elsker ubetinget. Nogle mennesker jeg har fået i mit liv over de sidste 20 års tid. Nogle er ret nye, heldigvis – for jeg synes det er berigende at møde nye mennesker dér hvor jeg NU er i mit liv. Vi forandrer os, eller det gør jeg i hvert fald, hele tiden – nye interesser kommer til, måske nye adresser… og det er jo ikke alle nye ideer eller interesser jeg får, jeg kan trække mine “gaaaaI mle” venner med til. Heldigvis for det, for så kan jeg jo snakke om mine nye projekter med de “gamle”.

At finde en, der forstår min sjæl, selvom man måske ikke har de eksakt samme interesser – er ikke et menneske man finder hver dag. Du tænker nok, “slet ikke DIN sjæl, Signe – for den er virkelig knudret”. Ja, det ved jeg, men det er OGSÅ smuk (bilder jeg mig ind, eller det får jeg faktisk ret tit fortalt, så jeg er begyndt at tro lidt mere på det).

For små 15 års tid siden lærte jeg en kvinde at kende, vi delte de samme politiske holdninger – derfor stødte vi på hinanden. Jeg var næsten lige flyttet til København, og jeg hørte en tale med hende til et arrangement jeg slet ikke husker idag. Men jeg kan huske jeg gik over og roste hende, hun smilede og roste mine sko – hun var helt vild med designet, og vi talte kort om det. Så blev vi Facebook-venner, og fulgte hinanden sådan lidt bag skærmene, til en dag hun inviterede på en kop kaffe. Hun og jeg havde nogle rigtig gode snakke, jeg følte hun så MIG, og indrømmet – en kendt politiker, der gerne ville mødes med mig, var da… ganske rart.

Aldrig nogensinde i de 15 år, har jeg følt hun har skulle presse mig ind i hendes “skema”. Hvis der er gået lidt tid mellem vore “meets”, kan jeg få en besked hvor hun skriver “NU savner jeg dig for meget, hvornår har du tid”, eller hvis jeg skriver “jeg ved godt du måske er presset i øjeblikket, så måske vi skal vente med at ses…” skriver hun tilbage “jeg har ALTID tid til dig”. Jeg har ikke tal på de gange vi har vandret rundt i gaderne mellem hendes møder, selvom vi måske kun har haft 52 minutter, har de minutter gjort alverden. Nogle gange er det faktisk hendes “liv”, der lige skulle vendes… så når vi skiltes råber jeg i farten “… forresten, når vi ses næste gang skal jeg liiiige fortælle dig…” Så får jeg en, pænt bestemt, besked et kvart sekund efter “du må ALDRIG vente så længe med at fortælle om dig selv, jeg går bare og plaprer om mit shit… aftale?”

De sidste 5 år er vi blevet tættere og tættere. Jeg føler en kæmpe gensidig respekt. Pia hun er sammen med HELE Signe. Hun lukker ikke ned eller pakker sammen de dage jeg har det svært. Hun forventer heller ikke jeg kan pakke min diagnose væk, fordi jeg bestemmer for at NU vil jeg. Hun lytter, og spørger til mine ønsker om ændring og fremtid i en grad, at jeg føler hun er MED mig. Hun ved, at jeg får energi ved at lave noget sammen. Det gør hun også, så vi går tit ture – vi er begge SÅ meget bedre til at få talt ordentligt sammen på en gåtur, end over kaffe, drinks eller mad. Vi har prøvet det hele. Hun respekterer mig også i en sådan grad, at hun ser jeg godt KAN. Jeg dør ikke af en gåtur, hun ved jeg klarer mig selv i hverdagen, og at jeg nok vil gå turen alene – om hun var med eller ej, simpelthen fordi den friske luft gør jeg kan være i mit hoved og krop. Hun spørger ikke til hvad jeg har tænkt mig at spise senere, for hun ved jo jeg FÅR noget – ellers var jeg her ikke.  Hun er i min sjæl. Jeg bilder mig ind hun er der, fordi hun også får noget. Altså, ellers ville man vel ikke bruge 7 timer sammen i søndags, holde jul sammen, tage i sommerhus 4 dage sammen… vel?

Det er Pia jeg tør betro hvad som helst til – det er hende, der ved jeg har haft nogle overspisningsdage, hende jeg fortæller når dagen er … grå, uden jeg ved hvorfor. Og jeg får lov til at sige det, uden hun kommer med et “nu fixer mor lige det her for dig”-blik, lytter bare. Det gør også jeg tit selv kommer med en ny strategi, fordi jeg i hendes samvær er så tryg, at jeg finder ud af jeg kan selv.

Min far spurgte faktisk forleden “sig mig, det er da lidt pudsigt med dig og Pia – er du sådan blevet et lille projekt for hende?” – det gik vi så og snakkede om i søndags. Jeg kunne faktisk sådan fnise lidt ad min fars spørgsmål, jeg blev ikke ked af det. Og det gjorde jeg ikke fordi, Pia aldrig, ALDRIG har givet mig en sådan følelse. Hun har aldrig givet mig en tvivl.

Livet går i bølger, min barndom og ungdom var Hanne og jeg på bølgelængde, nu er bølgen en helt anden. Andre tager over, det har smertet mig i mange mange år, at tidevandet skifter, og man ikke kan være i hinandens liv HELE livet. Tænk, hvis ikke jeg havde taget lige netop DE sko på den dag, jeg hørte talen… så var vi måske ikke hoppet i samme bølge, Pia og jeg?

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.