Rus i blodet

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Februar har givet mig den vildeste oplevelse i hele denne her coronatid. At bade i is! Ikke at kunne se eller fornemme trappen ned i vandet, fordi den nu havde forvandlet sig til en eventyrtrappe, så glat, at man skynder sig at hige sig fast til gelænderet – men hov! det hjælper ikke en disse, for det er også iset helt, som i HELT til. Tanken om at sætte mine hænder på det, giver mig billeder af at sætte tungen på iset jern… jeg troede mine hænder skulle flosse i stykker, og for altid blive en del af Helgoland.

Der var ikke andre muligheder end at hoppe i! Jeg er jo den bader, der skynder mig umådeligt meget ned ad trapperne, dypper mig – tager måske et svømmetag eller to, alt afhængigt af dagsformen, men de dage det er koldest, holder jeg mig næsten klistret til gelænderet. Den mulighed var da ikkeeksisterende. Jeg panikkede faktisk lidt. Men vidste også jeg ikke skulle tænke alt for længe – så bliver jeg nemlig lidt usikker på om jeg kan mærke mine ben og arme, derfor er jeg en ret så “kvikbader”. Den tænksomme vil nok ikke kalde mig en kvik bader… for hvorfor i alverden GØRE det her?

Jeg mærker blodet bruse alle vegne bagefter. Det er den korte forklaring. Jeg lever.

Oplevelsen at bade under denne her grødis-dyne… var… ubeskrivelig. Faktisk varmere end de dage, hvor bølgerne er knivskarpe og isnende. At solen stod klart på den fineste blå himmel – gjorde faktisk, at jeg ikke har evnerne til at beskrive det. Hvilket også gjorde det til min absolut vildeste oplevelse siden…. ja, ultimo 2019 tror jeg.

At jeg nu er en helt ægte vinterbader, uden sauna, havde jeg ikke troet. Men, jeg har haft brug for det. Jeg har brug for tit at kunne mærke mig selv. Allerhelst dagligt.

Det meste af januar har været frygtelig, jeg har været en del hos læger og nu daglige efterbehandlinger – har jeg været i en stor sump. Sump af frygt, angst og en lille snert selvmedlidenhed. Jeg er okay, alt er nu under kontrol – men det er derfor jeg har været ret stille.

Jeg har gjort ting for at passe bedre på mig selv, løbeturene er helt slut – jeg går ture i stedet, det er heldigvis tit sammen med veninder, jeg har brug for andres nærvær – ellers bliver jeg hængende i selvdestruktive tanker. Tanker, som selvfølgelig får frit løb i al den tid jeg er alene herhjemme.

Jeg forsøger at være så lidt som muligt inde for mine vægge, da mit eget selvskab KUN opfordrer mig til overspisninger og opkast… fordi jeg intet andet kan eller kan kontrollere. Jeg har ingen vægt i huset, som jeg tidligere har skrevet om, fordi så tager det snigende overhånd. Det kan fungere lidt tid, men det ender hver eneste gang med jeg skal op på den flere gange dagligt. Det tal-hysteri GIDER jeg ikke længere. Jeg vil dog gerne have en lille indikation af hvad vej det går, for jeg mener nu at som 40 årig, bør jeg have lidt viden om mig selv. Så er jeg så heldig, at i omklædningen på Helgoland er der en god gammeldags vægt, med lodder. Dén stoler jeg på. Og den har jeg benyttet ca. 2 gange om måneden de sidste års tid. Det har været helt perfekt for mig. Det kan jeg heller ikke. Og ikke kunnet siden 9.december. Det fucker vildt op inden i mit hoved. Selvom jeg forsøger at tage så stor afstand for tallet som overhovedet muligt, så er det jo indgroet i mig, at det definerer mig. Både hvis jeg tager på (1), står stille (2), eller taber mig (3). Der er hvad AnorekSigne tænker om tallet, der er hvad Signe tænker og så er der hvad omgivelserne tænker (hvad Signe tror omgivelserne tænker).

AnorekSigne: 1:alarm alarm, 2:kontrol ahh-følelse, 3:endnu mere kontrol kæææmpe ahhh. Signe: 1:du er igang med at vende skuden 2:hmmm 3:åhh nej! Omgivelserne: 1:nååå, måååske kan hun…?? 2:tsk, hun ændrer sig jo aldrig 3:sølle pigebarn

Det er altså ret mange uforløste tanker inde i mit hoved, som bobler og bobler.

Min ellers gode hverdag er smuldret med corona, ja – der er nu gået et år, og jeg burde da have vænnet mig til noget nyt… Men, nej! Sådan fungerer det ikke i mit hoved og min krop. Jeg kunne bruge min redskabskasse i lang lang tid, men nu er der simpelthen ikke flere skruetrækkere eller hamrer til at banke de søm og skruer ned med, som konstant spirer op som var det ukrudt. Søm og skruer, der vil have mig tilbage til det anorektiske fængsel. Simpelthen fordi Signe ikke kan få stimuleret Signe med de ting jeg gjorde, som gjorde mig SÅ godt inden Corona.

Jeg har faktisk heller ikke villet skrive om denne her suppedas, for så er det ligesom jeg brødføder den, tænkte jeg længe. Jeg gider ikke have ynk og medlidenhed, jeg vil helst bare være den Signe, der strækker armen op, fordi den er blevet stærkere. Men, nu vifter jeg en smule med flaget, for armene er fandeme tunge at få op. Ikke for at få klap på skulderen, men for at belyse – at min skruemaskine trænger til opladning, så jeg atter kan banke de søm og skruer i jorden, når de pibler op.

Det er lunere i vejret nu, det er dog gråt og lidt trist, jeg kan faktisk rigtig godt lide den klare frost og SOL. Men, jeg har en lidt sløv skruetrækker, der fortæller mig, at idag er det lunt nok til ikke at iklæde mig flyverdreng. Den lange frakke og to par bukser er dagens NYE skridt. Dét skal fejres, derfor kunne jeg få lidt tanker ud på tasterne og skrive mine frustrationer ud. Tak fordi du gad læse med, og igen – jeg skriver ikke for at få medynk, forhåbentlig forståelse. Rigtig god weekend.

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

2 kommentarer til “Rus i blodet”

  1. Signe du er så ubeskrivelig stærk og sej. Jeg synes det er så stærkt af dig at sætte ord på hvordan du har det både som DIG og som anorksigne. ❤️

    Hvis du trænger til genopladning så kom en tur til Møn til kaffe snak og gåtur. Du kan rent faktisk også hoppe i bølgenblå herned. (Nej jeg hopper ikke med)

    Stort knus til dig

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.