Dum, dum, dum

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Jeg var flyvende igår – jeg gik i klipklappere, mine tæer ELSKER at være fri – solen kyssede mine kinder ret så blidt. Jeg havde været ude på en gåtur med min skønne veninde, nu på vej hjem fra havdyppet, hvor jeg havde siddet og tørret i solen. I klipklappere, jeg følte mig som mine tæer… helt fri og lykkelig. Jeg tissede faktisk en lille tår i trussen, af eufori. Eller var det mon orgasme? Jeg skal spare jer for mere i den dur – jeg havde faktisk en fest. Midt på fortorvet. En en-mandsfest, men… det er vi jo alle vant til efterhånden, så at det kun var mig og mig, der klukkede lidt sammen – det er vel noget vi alle kan nikke genkendende til efterhånden.

Marts måned har ellers budt på lidt af hvert. Jeg må, hånden på hjertet, indrømme jeg har gjort noget virkelig dumt i denne her måned. Jeg har været i angstens, den kontrollerede, den spiseforstyrredes vold. Jeg har haft SÅ svært ved at mærke og føle mig selv. Jeg har undgået mig selv. Det har været undervejs hele vinteren, på den måde, at jeg ikke har haft normalt tøj på. Altså jeg har gået rundt i blødt tøj og flyverdragt. Når jeg ikke har mine jeans på, kan jeg ikke “måle” mig. Jeg er jo modstander af tal og vægt, derfor er mit tøj min daglige indikator. Nu sidder du garanteret og tænker “jamen Signe, så tag da det tøj på…kom videre” – og ja, det gjorde jeg så også. Her i starten af marts, der røg flyverdrengene i vinterhi, og jeg fik tøjet frem igen. Inde i mit hoved strammede det ALLE vegne, og så løber tankerne løbsk.

Hvis ikke jeg havde min trofaste støtte, som går ture med mig, lytter, griner, varmer mine hænder… så kunne jeg simpelthen ikke høre Signes stemme, alle de andre pisse irriterende kontrollanter råbte og skreg – rigtig rigtig mange mange dage i marts.

Jeg gik mod stranden og Helgoland, jeg lod tankerne få tiden derned, hoppede i havet, tog tøjet på igen – og mærkede efter. Ja, jeg kan mærke jeg har tøj på – fordi jeans føles anderledes end lange underhylere. Det er faktisk ret dejligt at kunne mærke jeg har en røv! -lige dét sekund, de timer, den dag… Det har været svært at kunne det her hver dag!

Nu kommer vi til det dumme. I min frustration købte jeg en vægt. En ordentlig mother fucker af et møbel. For det skulle jo være en jeg kan stole på. Altså en, der måler ALT. Så jeg efter hver vejning kunne se min knogle/vandprocent ville være det samme. At fedt/muskelmasse ville rykke sig, det er jo naturligt. Men de andre tal skulle være ens. Det ville være indikatoren for jeg kan stole på “møblet”. Koste hvad den så ellers ville!

Hjem kom den, og den stod et par dage, før jeg turde byde den helt velkommen.

Efter udpakning og en hel formiddag, hvor jeg brugte den 3-4 gange, med 3-4 forskellige tal, pakkede jeg den sammen og skrev USTABILE SATAN, hvorfor har du splittet mig ad IGEN? bøjet i neon hen over kassen OG i panden på mig selv. 

Så skulle jeg heldigvis mødes med min skønne skønne veninde, som også bakser med forstyrrelser ind i mellem, hende og jeg har en unikt fri tale. Vi er helt ens på så mange måder, og SÅ forskellige – men årevis i terapi har gjort, at vi kan bruge vores forhindringer til et skønt boldspil, så vi kan gribe hinandens bolde og putte dem lidt i en kasse, både for hinanden men også for os selv. Efter en gåtur med hende, var jeg helt HELT klar til at få vægten ekspederet væk fra min matrikel.

Jeg er pisse priviligeret, jeg har gode veninder. Jeg har ALTID en, der hiver mig op. Går med mig, hygger med mig, drikker med mig, spiser med mig, varmer mine hænder… Heldigvis har jeg også en god håndfuld, jeg har været i Corona-boble med. Jeg har faktisk altid gjort mig ret meget umage med at have “raske” veninder. Hvad det så ellers betyder…? For mig betyder det, at jeg ikke har haft veninder, der også var spiseforstyrrede/anorektiske. For, det ville jeg spejle mig alt for meget i. Jeg har i dén grad brug for andres normale tilgang til mad og drikke.

Men med Helena er det noget andet – fordi vi begge har været i SÅ meget terapi, vi er så “gamle i gårde”, at vi kender os selv. Når man når de 36+ år…..så ved man ‘et og andet’.

Vi ved hvornår vi selv skal passe på os, og trække os. Og, så tør vi begge være helt ærlige. Lorten er sjov mellem os, den lugter faktisk ikke. Vi griner ad den, med den og sammen med den. Helena kunne jeg ikke have været så tæt med for … 5-10 år siden. (Og hun helt sikker heller ikke med mig)

Heldigvis er “timing everything”, så vi har hinanden NU.

Derfor var jeg euforisk igår, og jeg er det faktisk også idag, selvom det er gråvejr og jeg ikke kan have tæerne fri. Jeg har jeans på, fordi jeg kan lide at mærke min røv idag. I forgårs startede jeg ud med jeans, men måtte tage dem af, for jeg følte ikke jeg kunne ånde i dem. Jeg beholdte dem ikke på, fordi “nu havde jeg fra morgenen besluttet det” – næ, jeg blæste kontrollen en march, og skiftede.

Min flirt med vægten bliver helt, HELT sikkert ikke den sidste. Denne her gang nåede jeg dog at indvi 3 veninder i mit indkøb – tidligere ville det kun have fyldt HELT mit hoved, krop og sind. Det, tankerne om at vide tal, løb hurtigere ud af kroppen – fordi jeg talte om det. Og så den dybe indåndning, og huske “hvem jeg egentlig er”. Måske dette skriv er ret så rodet for nogen, men – velkommen til mit hoved og mine tanker. Jeg blotter mig igen, og løfter sløret for mine.

Når man gør det, så lugter intet faktisk skidt ret længe.

Må I alle få en euforisk påske, måske med en orgasme eller to…? 😉

 

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.