Arbejdet, der valgte MIG

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

De sidste uger har jeg læst om efterladtes ord og tanker om det menneske de elskede. Det menneske, der er spaltet i to. Den livlige, spontane, berusende og så den lukkede, destruktive og kontrollerede. For at bruge mig selv som eksempel. Signe og AnorekSigne. To kvinder, som er en 10 års tid yngre end jeg, har måttet opgive den daglige 24 timers evige kamp. Jeg kan identificere mig så meget med fx Hollie, hvis nekrolog er i Kristeligt Dagblad. Lige fra det bræk hendes familie finder rundt omkring, til ønsket om familie og at flytte adresse til udlandet. Og at være hende, der starter ølspillet til sommerhuskommensammen, til at have brug for fred for at finde mig selv.

Det er mig. Mig, der i glimt er den ene og den anden. Det er SÅ hårdt at være på denne her ‘arbejdsplads’, hvor man ikke ved hvad hjernen tvinger dig til lige om lidt. Ikke at jeg ikke kan tøjle mig selv i 5-19 minutters tid, men pludselig sprænger proppen… og så skal jeg noget jeg ikke havde planlagt hjemmefra, eller for et øjeblik siden nogensinde havde forestillet mig / set mig selv gøre. Når man så efter øjeblikket er passeret, og man ser sig selv og situationen retroperspektivt – så bliver jeg så ked af det, skamfuld, gal og opgivende. Jeg har fx lige sagt nej til noget, jeg faktisk godt ville deltage i – men ‘en anden’ sagde nej på Signes vegne… Eller jeg gik i total baglås over et blik eller en forventning fra de mennesker jeg var sammen med, så angsten besatte mig og munden lukkede helt i.

Hvornår pokker slutter det her?

Jeg synes ellers jeg har rykket mig enormt. For faktisk kan jeg nu sige, skrive og mene 100% – at min vrede mod min mor er væk. Som i helt væk. Den er kommet i takt med hun har vist og forsikret mig om, at hun godt ved (nu), at jeg har en angst, jeg ikke selv kan styre. Og den angst er kommet mellem os i alle de her år. Hun ser MIG nu, hun sender mig heller ikke bedende øjne, når maden er på bordet (de øjne, der siger ‘spiiiiis nu’ Signe) hun har list forskelligt mad med til mig, når hun kommer på besøg, men hun forventer ikke jeg spiser det sammen med hende. Hun ved også godt jeg ikke smider det ud. Jeg har stadig en angst når vi er sammen. Ligesom jeg også har knogleskørhed, den kan heller ikke lige fjernes.

Der har været rigtig forløsende at finde den her tilgivelse og nye forståelse for hinanden.

Men jeg hader derfor stadig mit ‘arbejde’, jeg hader inderligt, at jeg har det så svært i min 40 årige krop, at jeg nu hele tiden skal vide hvor meget jeg har taget på (for jeg TAGER på!) Denne uge har jeg ikke vejet mig, jeg har taget lidt sommertøj frem fra sidste år, det kan jeg passe… så jeg har ikke taget 100 kg på. Men det føles virkelig sådan! Hvordan kan 4-5 kg pludselig blive til et ton?

Derfor kan jeg godt forstå Hollie, hun sagde sit job op. Jeg håber jeg har styrke nok til at til at blive, jeg husker virkelig ikke jeg har søgt denne her stilling. Måske jeg kan få lov at holde lidt ferie…?

Taget en blå dag på Amager.

En dag hvor jeg kiggede ekstra meget op i himlen

og spurgte ‘hvornår jeg har ansøgt om denne her stilling…?’

 

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

5 kommentarer til “Arbejdet, der valgte MIG”

  1. Man kan jo desværre ikke holde ferie fra sin spiseforstyrrelse, men hold kæft hvor ville det være rart.
    Mange tanker til dig fra en der også har kæmpet i mange år.
    Sine.

  2. Kære Signe
    Jeg kender også til hver en følelse, beskrivelse og sætning du deler her!! Jeg har også været 40 år i sådan et “job” med de dårligste arbejdsvilkår, lav “løn” og umenneskeligt opslidende tempo. MEN det er faktisk muligt at skifte dette job – selvom jeg aldrig selv ville have troet det hvis nogen havde sagt det til mig for 3 år siden……. for at opgive min spiseforstyrrelse ville være det samme som at dø pinefuldt dengang. Nu har jeg skiftet “job” …… eller faktisk ikke skiftet ……. men forfremmet mig selv til direktør og det har givet en helt anden jobbeskrivelse. Jeg har ikke givet op på anorexien – for det vil aldrig kunne lade sig gøre – men den er ikke længere nødvendig fordi jeg, i direktør arbejdet tager nogle helt andre beslutninger med helt andre redskaber. Derfor er den langsomt bare blevet “tyndere og tyndere” og nu nærmest gennemsigtig så den ikke fylder. Jeg er ikke bange for mad, vægt eller krop – ingen angst eller utryghed der fylder. En ny følelse der tillader solen at skinne på en ny måde. Så kære Signe – håber at du en dag også vil forfremme dig selv fra dit nuværende job…….livet kan anbefales fra direktørstolen…….smiler Kærligst Mai-Britt

  3. Ønsker dig den bedste og varmeste vind på vejen – og kan lige slutte med at fortælle at for mig var den underliggende udfordring en “uopdaget” ADD. Fik diagnosen for 1,5 år siden og efter medicinering med Ritalin har jeg kunne arbejde med spiseforstyrrelsen i en en helt anden vinkel. Så nogle gange kan det give mening at se på anorexien som en beskyttelse eller en “forklædning” for noget andet? Hvilket man jo ikke kan slippe FØR den egentlige udfordring er kommet i fokus og bearbejdet. Håber at du finder din “vej” gennem det hele og kan opleve livet på ny.
    Kærligst MAi-Britt
    (Jeg deler gerne inspiration hvis du – eller andre – på et tidspunkt kan bruge det til noget? så er du altid velkommen til at skrive til mig)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.