ptsd-dansen… igen!

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Der er liv i mig endnu. Tak for alle jeres søde beskeder, prik og cyber-blikke (mon der er noget der hedder det?). Jer, der følger mig, og er interesserede i at følge lidt med i min verden, har været SÅ søde at sende mig et “bekymret og interesseret blik” gennem mails, instagram, Facebook og hvad der ellers er.

Tak.

Jeg har faktisk ikke rigtig foretaget mig det helt vilde, ikke været udenlands, selvom mulighederne nu er der. Jeg har været på ferie på Helgoland. For jer, der måske tror jeg har været fysisk på øen Helgoland ved Tyskland, så nej… på Amager, hvor jeg bor er der en badeanstalt af turkis træ bygget lidt ude i vandet, så man skal over en bro fra Amager Strand. Dér har jeg resideret. Ikke at der er noget nyt i det, for jeg er der faktisk hver eneste dag, året rundt. Men denne sommer, har jeg brugt lidt længere tid, end det normalt tager at dyppe sig i vandet.

Jeg har skullet fordøje lidt fra vinterens gemmer. Jeg har skullet forstå og tro på, at jeg igen er helt okay. Der var knas med mit underliv, men lægerne handlede hurtigt, og jeg har nu længere interval mellem tjek og kontrol.

Det har intet med min spiseforstyrrelse at gøre. Jeg har været gennem en del, hvor jeg måtte slippe min kontrol 100%. Kunne kun vente på næste “tid på afdelingen”.

Da månederne gik, fra jul til påske… var jeg lidt lammet. Jeg kunne ikke forstå det, faktisk. Jeg tænkte mest hele tiden: “jeg har aldrig fejlet noget, jeg ikke selv kunne gøre noget ved”. Altså dét, som jeg de sidste 20 år er blevet sparket til hjørne med. Din spiseforstyrrelse kan du selv slå op med, bare du VIL. Du vil åbenbart ikke være rask NOK, siden du bliver ved at holde fast i dine latterlige mønstre. 

Jeg turde slet ikke sige det til nogen. Jeg var dog nødt til at fortælle det til de mennesker jeg skulle holde jul og nytår med, for jeg var helt “stoned”. Jeg har hele tiden været fandens bange for at få den “nu siger du så dét her for opmærksomhed”. Jeg kunne ikke tage nogen med mig til lægerne pga Corona. Og, der er SÅ mange der lider mere af denne her sygdom en jeg gør. Min er ikke dødelig, men den er alvorlig nok. Grundet min “kampvægt”, gjorde det det hele lidt mere alvorligt.

At jeg nu bruger lidt plads og tid på at forklare uden at nævne det hele, er faktisk fordi jeg vil frem slutningen. Som (forhåbentlig) er nu, hvor jeg har lært SÅ meget af at skulle gøre mig stærk, ikke at kunne gøre andet end vente. Og håbe. Jeg har lært at kontrol for mig, nu faktisk er at kunne slippe.

Det har jeg også gjort overfor mig selv. For min perfektionisme. Angsten lurer – åhhh, den er her. Og PTSD’en – som jeg beskrev, var den faktisk katalysator for at jeg ikke turde fortælle nogen hvad der foregik med mig. At være  SÅ bange for andres reaktion og tanker om mig, hvis jeg fortalte at ‘nu går jeg og kæmper lidt med det her…’ var som at sende en soldat tilbage til stedet, hvor du slæbte kammeraten fri fra minen.

Jeg var så bange for ordene “jamen, det er jo så din egen skyld, Signe, at du ikke kan få den bedste behandling, fordi du er for tynd”.

Jeg fik den. Ikke af lægerne, ikke af dem, der holdt om mig juleaften OG nytårsaften. Det har taget mig et halvt års tid at synke det.  1% af mig ved, at ordene kommer af bekymring og afmagt. Men det sendte mig lige tilbage i krigen.

Jeg håber I vil læse mine ord, som en forklaring på dét at have ptsd. At den angst, den giver aldrig stopper. For mig er det ord, der slår mig ned. Det er ikke geværskud, en hånd på låret eller hård opbremsning i trafikken, men ord. Ordene og andres tanker om mig, som får mig til at ryste og hulke. Det er også med rystende hænder jeg nu trykker “udgiv” til dette, for hvad tænker I nu…? Er der nogle, som igen får mig i knæ?

Og hvad med alle jer, der har det SÅ meget værre end mig?

Jeg tager chancen, for jeg vil faktisk rigtig gerne fortælle, at anoreksigne er blevet mindre i det her. At jeg nu, er mere i sync med min krop. At den forandrer sig, at min mave er anderledes end sidste år. Det er okay, for jeg er blevet lidt glad for at kunne styre mig selv over i “at slippe”. Jeg ER ikke anoreksigne længere. Hun dukker op, bevares ja. Men jeg orker simpelthen ikke at skulle følge hendes ordrer hvert sekund i døgnet. Og at være gennem et forløb, hvor jeg ikke kunne andet end vente og håbe, gjorde jeg kunne finde en form for ligeglad-hed med det strikse og rigide.

AnorekSigne bor i mig, men hun fylder ikke hele min krop ud.

 

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

4 kommentarer til “ptsd-dansen… igen!”

  1. Michelle Markussen

    Dejligt at se et indlæg fra dig. Har tænkt meget på dig men ikke lige fået skrevet da jeg selv er helt i knæ…..
    Håber du passer på dig selv søde.
    Knus og tanker

  2. Hej Signe. Jeg er ked af, at livet er så svært for dig, men jeg håber snart det bliver bedre. Jeg har også tænkt på dig, men eftersom jeg har været i gang med (SELVBETALT) behandling for min spiseforstyrrelse, (for ingen andre ville gøre noget fordi jeg også har skizofreni) så har jeg haft travlt – mildest talt.

    Men jeg kan sige, at jeg er så langt i behandlingen, at de “tør slippe mig lidt” nu. Så det er jo meget godt 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.