Jeg kommer fra en mindre provinsby, hvor der i min ungdom (start 00’erne) ikke var fitnesscentre. Vi gik til sport. Altså på hold. Badminton, løbehold, gymnastik, fodbold etc. Ellers løb man en tur selv. Og det gjorde jeg. Jeg løb solen sort. Hvorfor? Fordi jeg kunne. Jeg var da udemærket klar over, at hvis jeg meldte mig til et løbehold, ville jeg blive konfronteret med min lidt “hidsige og lidt for gentagende løbestil”. De sidste år jeg boede i min hjemby kom der faktisk et “go’ form” -sted, hvor der var maskiner og hold. Jeg var “naturligvis” aerobic instruktør, indtil jeg tabte mig for meget. Jeg nåede selv at sige op derude, fordi jeg følte mig træt, men ejerne fik flettet ind i afskedssnakken ‘at de synes en pause ville være godt for mig, for jeg havde vist ændret kropsform … lidt riiiigeligt’.
Så kom jeg til København, hvor der i mit nye hood, med respekt for sig selv lå (og ligger) et center for hver shawarmabiks. Altså, rigtig rigtig mange at vælge mellem, for mig, der lige var kommet ind med 4-toget.
Center1 blev mit første sted, og gik der en del år. Pludselig var der en centerleder, som kom og trak mig til side. “Han var desværre nødt til at stille mit abonnement i bero, da der var kommet en del kommentarer og bekymringer fra andre medlemmere omkring mig og min kropsvægt”. Det var i hvert fald ikke centret, der synes jeg skulle stoppe – “det måtte jeg forstå”.
Derefter blev jeg også pænt bedt om ikke at komme i svømmehallen, for andre havde påtalt for livredderne, at det da var alt for uansvarligt at jeg skulle svømme og gå i sauna. Jeg skriver ‘svømme lidt’, og det er helt ærlig snak. Jeg har aldrig været god til at svømme, og synes det var noget af det værste i det iskolde klorvand. Men, jeg kunne lidt at få kroppen varmet igennem i saunaen.
Jeg gik til center2, og fik lov at melde mig ind, hvis jeg kun gik på “rolige hold”. Altså yoga, pilates, mindfulnesshold. Det gjorde jeg, og nød det. Indtil jeg blev prikket på skulderen, fordi nogle medlemmer ser mig løbe ved stranden, og så kunne de faktisk ikke holde ud at se mig i centret også.
Jeg kunne blive ved. Jeg har fået disse beskeder SÅ mange gange. Jeg har været vred, forudrettet og ulykkelig over det. Men idag er jeg faktisk taknemmelig for, der er nogle mennesker omkring mig, der har SET mig, tænkt deres og REAGERET. At det ikke er de trænere og ansatte i centrene, der har ytret bekymring eller villet hjælpe til en hensigtsmæssig træning – dét fatter jeg simpelthen ikke. Og at det har været en så kryptisk, ansvarsfralæggende måde de hver eneste gang har smidt mig ud på – det er næsten utilgiveligt.
Det har i hvert fald ikke hjulpet mig til at løbe mindre. For det har jo været det eneste jeg har kunnet. At jeg så nu, har fundet mit eget “helle” i form af havvand og sauna… det kan jeg virkelig ikke takke nogen som helst personlig træner for.
Jeg skriver dette her på grund af de sidste ugers debat omkring online forløb.
Jeg har INTET imod sådanne muligheder. Men jeg har i dén grad noget imod, at det slet ikke virker som om der er et filter er i forhold til hvilken klient coachen har med at gøre. Det mener jeg man kan spotte ved at ses face to face. Det er jo også derfor jeg blev spottet.
Forstyrrede mennesker har vel også et eget ansvar, ikke? JO. Det har vi. Men det at være fx anorektiker eller ortorektiker er faktisk lig med et SÅ sygeligt forskruet forhold til træning og madindtag, at et tilbud fra en, som laver en nøjagtig plan for hvad du skal og ikke skal, er vand på vores mølle… møllen til helvede.
Det her er et kæmpe dilemma, jeg vil på ingen måde forbyde de online muligheder. Hverdagen bliver mere og mere online, og os forstyrrede skal også kigge indad. Det kan jo heller ikke nytte vi ødelægger trænernes liv, ved at snyde os til en plads hos dem.
Men jeg beder også om, at onlinecoaches kigger sig lidt i deres etiske øjne, måske kunne man kræve FaceTime, så man kan se hinanden, og dermed få bedre kendskab til deres klienter, så de måske kan gennemskue hvem de har med at gøre? Og er de i tvivl, så er det etikken skal vægte højere end økonomien.