Hvem har ansvaret…?

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Jeg var til en virkelig god konference igår på Christiansborg. Agendaen var ‘PigeLiv anno 2021 – krop, pres og ensomhed’. Det var en dag, der fyldte mig med tanker og følelser. Tankerne fløj tilbage til mit pigeværelse, mit ungdomsværelse, min første egen bolig. Følelserne fulgte med. Hvornår begyndte jeg at fortælle om min ensomhed, min følelse af ‘forkerthed’, hvem så jeg op til, hvem spejlede jeg mig i… – VAR jeg overhovedet ensom?

Jeg kan helt klart slå fast med KÆMPE søm OG skruer, at det var ikke i mit børneværelse jeg havde problemer. Jeg var der yderst lidt – jeg kan faktisk ikke sådan erindre, at jeg gik ind på mit værelse og … “var”, da jeg kom hjem fra skole. Jeg var enten til gymnastik, i køkkenet og lave lektier og tale med min far, og mine søskende når de kom hjem. Min far var jo landmand, og derfor passede han sit arbejde, så han var inde, når jeg kom hjem. Så kom min bror og søster hjem, så gik han lidt ud igen. Jeg husker faktisk tydeligt, at jeg sad ved siden af ham, når han lavede regnskab – jeg lavede “vigtige kruseduller”, og ventede på han blev færdig, så havde han nemlig tid til vi sammen kunne se ‘Lykkehjulet’ og ‘Jeopardy’. Og, han gad faktisk også godt se med på ‘Beverly Hills’.

Jeg havde ikke idoler på væggen, jeg så Beverly Hills, men jeg så faktisk allermest op til min søster. Jeg ville ALT hun gjorde, og vi snakker altså ikke børneårene… næ nej, jeg var i hvert fald en 17 år før hun røg lidt ned af piedestalen.

Tilbage til salen på Christiansborg; paneldebatten sluttede af med et spørgsmål om, hvem der har ansvaret for at piger i 2021 er så triste, opgivende, selvskadende, depressive, og enormt ramt af ‘perfekthedskulturen’. Langt over halvdelen af salen, mente det er forældrenes ansvar, men 30% mente det var kommune/staten.

Så med forældrens ansvar, placeres også en skyld. Denne skyld synes jeg er hård. I forvejen er forældrene til børn med ondt i livet presset og ramt. Men ansvar og skyld er to rigtig RIGTIG forskellige følelser. Det er vi nødt til at pointere, bøje det i neon. Ellers ender det med en hel familie på vej ud over kanten.

Nu er jeg ikke selv forælder, men jeg kender til følelsen af skyld. Og har man et ansvar, så kommer skyld lige i røven af det.

Jeg har fortalt og beskrevet min vej hertil. Det har jeg gjort for at forklare hvem JEG er. Hvad jeg er kommet af, mit ophav. Det har jeg aldrig gjort for at placere en skyld, men for at forklare MIG, så andre kan lære af det. Måske spejle sig i mine erfaringer, og finde mod og fodfæste til at gå en lidt mindre bøvlet vej end min.

Det har jeg gjort fordi jeg tror på, at samtalen er vejen frem. Samtalen mellem forældre og børn/unge. Det er SÅ vigtigt, at vi fastholder interessen i hinanden. Ingen interesse, ingen tillid. Hvis jeg kun var blevet “kaldt ned til aftensmad”, og ikke sad ved siden af min far, da han lavede regnskab, og vi ikke sammen gik ud til hestene bagefter – så havde jeg da aldrig haft tilliden til at ringe til ham, når jeg var i knæ.

Jeg kunne have haft forældre, der havde givet op på mig SÅ mange gange. Jeg kunne selv have givet op på mine. Jeg har gjort det i perioder, fordi jeg mente det var nødvendigt for at finde SIGNE igen. Jeg har følt mig fravalgt, af mine forældre. At blive fravalgt er en så frygtelig følelse for mig. Mit puslespil bliver bare aldrig helt igen, der er en person/brik, der mangler. Selvom der kommer en ny brik, så er kanten ikke helt som den tidligere brik, og derfor skævvrider det.

Heldigvis har jeg italesat mine følelser de sidste års tid – og det har samlet os. Mine forældre og jeg. Jeg er uendelig taknemmelig for det. Jeg føler vi har skilt vores puslespil HELT ad, lagt alle brikkerne i æsken, rystet rundt OG rundt. Vi har sat os og taget hver enkelt brik op, kanten er nu samlet, vi mangler stadig en masse… og det har virkelig været dage hvor brikken kom op ad æsken, men måtte kastes tilbage igen. Dage hvor æsken slet ikke kom frem, for den gjorde bare for ondt, så var det kun muligt at vide hvor æsken ligger. Dage hvor jeg ville samle, men de ikke kunne. Og omvendt. Nu har vi bare tilliden, modet og respekten til at sige “idag kan jeg ikke”.

Det har vi altså kun fordi vi VIL hinanden, og fordi vi har fundet accepten og respekten i deres grænser og mit behov for samtale og åbenhed.

Så, kære mor og far – udover I lige har haft 51 års bryllupsdag, tillykke med det. Så beundrer jeg jeres vedholdenhed, og må sige tak fordi lige dén egenskab nok har lagt frø til min stædighed. Men vigtigst af alt, så har jeg aldrig ville fortælle min historie for at smide en skyld på jer – jeg har brugt mig selv(og dermed også jer) for at vise andre en vej. Og jeg bliver stædigt ved, det ansvar føler jeg, at jeg har.

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.