Smuk… mig?

Er en tynd smuk? Er en syg smuk?

Jeg kigger på min kalender, den er godt pakket med mange mange aftaler med skoleelever, studerende, som gerne vil tale med mig om hvordan det er at være syg af en spiseforstyrrelse. De skriver opgave til skolen, laver oplæg til fremførelser, projektopgaver, afgangsopgaver og hvad ved jeg. Jeg tager mig virkelig tid til at mødes med dem – jeg svarer af princip ikke på deres spørgsmål på skrift. Det ville være SÅ meget lettere, for alle – men det gør jeg ikke. Jeg er nemlig hunderæd for at kunne blive misforstået. Jeg er allermest bange for, at nogle skriver for at få “gode råd”, for at kunne bruge mine rutiner, min spiseforstyrrelses stemme til noget forkert i deres eget liv.

Der er altid en bagside ved at fortælle om sig selv. Det er jeg bevidst om, og det var dét jeg lå mest søvnløs over det første stykke tid efter jeg begyndte at blogge og vise billeder af mig selv. Jeg vil ikke skjule mig, men jeg vil heller ikke være en form for “idol”, eller hende nogle synes er SÅ pæn, at de vil ligne mig.

Egentlig kan jeg slet ikke forestille mig nogen synes jeg er “noget” – jeg har ikke rigtig selvtillid til at tænke jeg er i en liga, hvor man kan være at stræbe efter. Men, jeg er nødt til at tænke det med – det ER man bare, når man går offentligt med “noget”. Jeg får også kommentarer a la “vil du kun have endnu mere opmærksomhed”? Hvis nogle kommenterer, at de synes jeg er smuk, har dejligt smil eller pæne øjne – bliver det straks til en “debat” om hvordan Han/hun DOG kan mene jeg er smuk! Et så tyndt menneske er da ikke det.

Det har jeg fået af vide i rigtig mange år, og derfor tror jeg også på det. Jeg har helst skulle gemme mig og mine knogler væk. Når jeg gør lidt ud af mig selv, til fester og sådan – så tænker jeg aldrig “det er smukt”, hvis en sød og kær veninde siger det, så flyver det hen over hovedet på mig. Jeg tror faktisk jeg tænker “det ord bruger hun nok bare i flæng”. Men, “wauw en flot kjole, du ville være så smuk hvis du fyldte den ud” det er standard kommentaren jeg har fået hver gang jeg/vi skulle afsted. Jeg er jo syg, og de syge er det bedst ikke at forholde sig til – men, når jeg er rask… SÅ vil “jeg helt bestemt blive den smukkeste og bedste”. (åhhhh, hvor har jeg hørt den sætning mange gange). Det har gjort jeg slet ikke forholder mig til mig selv, “jeg” var jo ingen, “jeg” var først noget NÅR jeg blev noget andet.

Jeg tror ikke på, at noget i mig er smukt. AnorekSigne er ikke noget, Signe er, men hun er iklædt AnorekSignes tøj – og det kan/må ingen kunne lide.

Tilbage til mine interviews; jeg kan huske jeg selv skrev en opgave i 10. klasse om anoreksi og jeg dengang talte med en spiseforstyrret, det var SÅ givende og uendelig meget mere værd, end vi kunne læse os frem til. Jeg gør derfor alt hvad jeg kan for at kunne presse tid ind til det, men svarer simpelthen ikke på spørgsmål via mail.

Jeg siger altid til de unge mennesker, at jeg gerne kommer til deres skole – måske en hel årgang havde lyst til et foredrag. Tænk hvis et besøg af mig kunne give dem et indblik i hvordan det er at være forstyrret, hvordan det er bedst at omgåes sådan nogle som os. Hvordan man som kammerat bedst tackler det, hvis vennen pludselig trækker sig. Bedre endnu, hvis jeg kunne give ham eller hende, der føler sig fortabt og har behov for at kontrollere mad en følelse af ikke at være alene – og at det er noget vi sagtens kan tale om. … Så kan jeg lige love for Signes ansigt smiler, hele kroppen smiler faktisk. Jeg kan nemlig NU mærke jeg er noget, også som jeg ser ud NU. Og SÅ føler jeg mig smuk! Bum.