Jeg skal til min sidste session hos Pia Callesen idag. Den sidste af de 10 gange i det forløb jeg indgik i november. Så er det ligesom tid til status…. ikke? Både status omkring hvad der ER sket, men også en status inde i mig – om de 10 gange er nok, bliver jeg nu overladt til mig selv?
Sådan er det nemlig at have vrøvl med sindet. Man “får” nogle sessioner, der er et antal på dem, en tid – en forventelig slutdato, hvor man helst skal have forandret sig, hvor man helst skal være rask. Hvis man nu kørte galt og armen brækkede, så går man med gips i x uger, derefter genoptræning i x uger – så er armen ikke brækket længere. Men, det er nok forventeligt, at man ikke kan alt 100% den første tid, det kan også meget nemt være man altid har mén efter uheldet. Det forstår alle.
Når jeg nu er færdig med mine 10 gange metakognitiv terapi, så forventes det vel så også at jeg skal have min angst under kontrol. Faktisk så meget at jeg ikke er bange for noget som helst mad. Altså, det siger statistikken jo. Ellers har jeg nok ikke øvet mig nok. Øvet mig på de opgaver jeg har fået af Pia.
Jeg har øvet mig, jeg øver mig hver eneste fuck.. dag. Jeg tager et valg hver eneste morgen.
Jeg har ændret mig rigtig rigtig meget. Jeg vågner ikke hver morgen nu med en løbetur, hvorefter jeg begynder at tænke og starte dagen. Jeg er ikke bange for at prøve nye madvarer, jeg er ikke bange for hvad der sker hvis jeg tager lidt på. Jeg har taget lidt på de sidste 5 måneder, og det er okay. Jeg kan mærke jeg har det bedre. Men, jeg mærker stadig ikke særlig meget sult. Og jeg har vildt svært ved at spise, når jeg ikke er sulten. I frygt for at starte en overspisning. Den frygt har jeg, der er det tit nemmest at holde mig til gammelt mønster – at vente lidt med maden. Jeg ved dog nu, hvad jeg kan spise for maven og kroppen er okay og ikke begynder at ville kaste op.
Jeg har en mave, der efter indtagelse af nye og forskellige madvarer brokker sig. Den holder helt op med at virke, altså forstoppelse, som giver mig en infektion, som SÅ giver diarre…. Derfor er jeg igen begyndt at være lidt varsom med hvad jeg fylder på.
Angsten er hos mig hver dag, jeg har nu lært, at jeg ikke skal i dialog med den – hvis jeg begynder at lytte, så giver det dialog… og den taber jeg tit. Jeg fokuserer på mit “mål”, som er at være fri og være mig, og lytter ikke helt til angstens stemme, AnorekSignes skarpe tunge. Det går de fleste dage ret godt.
De dage det ikke går, er ligesom de dage, hvor armen gør ondt hos den forulykkede – hvis den er blevet belastet, så springer den gamle skade fra uheldet op og frem og gør ondt. Man holder lidt inde, og giver armen lov til at gøre ondt – måske får man ultralyd eller lidt massage, taler med en fysioterapeut eller læge om nogle smertestillende piller til de dage. Men lægen vil nok igen sige – “det er hvad du kan forvente, din arm brækkede jo flere steder”.
Min krop og mit sind har været brækket en million steder de sidste 20 år – jeg har bare ingen smertestillende til de hårde dage. Og jeg HAR jo været i flere forløb – så burde jeg ikke have styr på mit shit nu?
Jeg er så glad for jeg har været hos Pia, og jeg har ikke lyst til at hun skal slippe mig. Jeg har meget lyst til at komme der kvartals-agtigt, fordi min hjerne skal efterses – jeg har brug for mekanikeren, så jeg bliver fyldt op med sprinklervæske, olie og måske en ny rude. Ellers ender jeg med at ruste op i angstens sved, og mine forældre får skrotprisen. Denne her mekaniker, Pia – er den rigtige for mig lidt endnu.
8 kommentarer til “Hvad så nu?”
Uh… Forstår dig godt. Jeg har gået hos min fantastiske psykolog i 1,5år.. Er slet ikke parat til at slippe hende. Tit spørger folk mig:jamen sker der overhovedet fremgang??? Ja bitte små men sådan er det
Jeg håber at du måske kan finde en løsning med Pia C. Og jeg ønsker dig alt det bedste. Du er så super sej. Sender mega store kram din vej
Kære S. Jeg kan ikke lade være med at kommentere på, at jeg synes det er trist at der skabes (meget urealistiske) forventninger om at svære og langvarige psykiske vanskeligheder kan løses eller forsvinder på relativt få gange. Så kan man meget nemt komme til at føle sig endnu mere utilstrækkelig og forkert. Som et menneske der ikke har øvet sig nok, eller af en helt særlig slags som ikke engang responderer positivt på terapien og derved i værste fald kan føre til magtesløshed og opgivelse og mange selvkritiske tanker. Jeg ved selvfølgelig ikke hvad du er blevet lovet så det er jo bare mine tanker. Godt at du alligevel synes at det har været et forløb som har været hjælpsomt og hatten af for at du bliver ved at arbejde for at blive mere fri og langsomt får fornemmelse for at at være mere dig
Ja så trist at du står tilbage med det og faktisk er det dem det stiller os i udsigt at feks svære angstproblematikker kan løses ved et kort forløb som er helt forkerte på den
Kære Signe
jeg kan ikke se et formål med at sætte en tidsbegrænsning på et så vigtigt forløb . Der er jo ikke tid på livet og sindets knuder .
Jeg syntes du er så sej at du deler det med alle os , og samtidig altid er der for dem der har det svært .
Jeg er stolt af det du har opnået og det er en ære at have dig i mit liv , knus