Må jeg gerne sige stop..?

Må jeg, AnorekSigne gerne slå op med en veninde? Må jeg godt føle mig svigtet så meget, at min tillid er ikke-eksisterende over for en nær ven? Må jeg godt både håbe og kræve, at mine veninder elsker og accepterer MIG, for den jeg er  – men alligevel føle mig såret og trådt på, hvis de “glemmer mig”? Jeg ved jo, at jeg er et sårbart, ustabilt menneske til tider – og ikke den letteste at være veninde med. Men, derfor har jeg jo altså følelser, og behov for tillid, ærlighed, kærlighed, respekt og accept.

Jeg synes selv jeg er ret rummelig – (large om man kan bruge den term på en størrelse som mig..?) Jeg har ingen mand, eller børn – så jeg er med på, jeg har mere tid end mange af mine veninder, som har en masse at “passe, og være noget for”. Jeg har en angst for at blive forladt – og vil for alt i verden ikke være hende, man er sammen med af medlidenhed. Jeg har venskaber, hvor vi ikke snakker sammen i dén tid, der går mellem vi ses…. det fungerer fantastisk, vi ved begge at ingen er glemt – men vi er bare begge dårlige til at tale i telefon, og så bor vi 115 km fra hinanden… Jeg har venskaber, hvor vi ses kort og tit, venskaber jeg nærmest kun får skrevet med – og når vi så ses, er det så HAMRENDE sjovt at ingen af os forstår HVORFOR det er så svært at få “hooket up”.

Jeg kunne ikke leve uden mine veninder, slet ikke. De er den familie jeg selv har valgt – som en klog mand, eller var det kvinde?… engang sagde.

Jeg synes selv jeg er ret god til at tage initiativ til at få spurgt om ikke vi skal se at finde en dato osv. Jeg er meget givende, jeg kan virkelig godt lide at være noget for andre. Jeg tror også jeg har være FOR god – for enten er det fordi modparten forventer, det er mig, der rykker for en dag… eller – er det fordi de ikke føler de kan sige nej..? Bliver jeg for “pushy”, klæbende, gaffa-Signe?? Men, når vi sidder og snakker og modparten giver (OG siger) stor udtryk for “vi skal snaaaaart have drinks…. vi skal snaaaart…..etc.etc Men, invitationerne til disse dage aldrig kommer – skal jeg så reagere på det?

Eller skal jeg reagere når jeg har skrevet en del beskeder og intet svar får – når jeg møder en gammel bekendt som kender mig og en af mine veninder, pludselig fortæller mig, at personen, jeg troede var min tætte, faktisk synes jeg er anstrengende og lidt irriterende – eller når det altid er mig, der skal betale regningen når vi er ude – eller det altid er min bil vi kører i – eller altid er mig, der kommer med blomster/det vi skal drikke – eller, når der bliver “lukket ned for mig” fordi man pludselig er bange for jeg smitter, eller påvirker… Er det så hér mit bæger også må blive for fyldt?

Jeg bryder mig ikke om at holde regnskab – milimeterdemokrati er meget stramt i min verden. Men, jeg ved godt jeg også krydser mine tættes grænser. Tit. Derfor synes jeg det er så svært at sige stop. For jeg tænker altid, “kan jeg nu tillade mig det?? er min ryg HELT ren, så jeg har “lov” til at føle mig trådt nok på. Os, der har en anderledes indmad i rygsækken end andre, har vores venner carte blanc til at behandle os sådan….lidt for “loose”?

Jeg tror jeg har lært fra mine forældre, at når man elsker – så holder man VED. Sådan har jeg det også med de mennesker, der kommer helt tæt på mig. Jeg kan ikke bare skubbe dem væk, eller holde op med at tænke på dem, om jeg så bliver trådt på eller glemt… Jeg tror på tilgivelse og åbenhed. Så ved jeg nemlig hvad jeg har at forholde mig til. Fortæl mig når jeg vil ses for tit, fortæl mig du bliver bekymret over dit barn måske interesserer sig lige livligt meget for mad i øjeblikket – og derfor ikke vil se mig, fortæl mig hvis du egentlig ikke gider have mig med i byen, på ferie eller andet. Lad være at tie, og stoppe kontakten – det er for det første uforskammet, barnligt og det efterlader mig i en sindstilstand hvor AnorekSigne slynger mig rundt i hendes tromle af selvdestruktive ord og tanker.

-Jeg ved godt det jo er MIT problem, men holdt du nogensinde af mig, så ved du jo helt sikkert at det er sådan du heller ikke selv vil behandles, og kender bestemt også til mine reaktionsmønstre.

Kære dig, som læser med – som måske også kæmper med et sind, der er skrøbeligt….. vi MÅ gerne sige stop. Jeg synes det er svært, rationelt ved jeg godt jeg gerne må…. men, i situationen tror jeg faktisk ikke jeg kan – fordi jeg hele tiden skammer mig over en lille procentdel af mig selv.