Når der sker noget voldsomt, skelsættende, eller pludseligt kan man tit føle livet ligesom bliver sat i perspektiv. Hvis man har været ude for en ulykke og livet derfor tager en drejning i en retning ingen havde set komme – hører man tit, “dét ændrede mig syn på…” – eller, “i dét øjeblik blev alt andet ligegyldigt”.
Jeg læste engang en bog, skrevet af Mille Andersen, som også har haft anoreksi. Hun brækkede vist en fod ved en ulykke, og var derfor “fænglset” til sengen i noget tid. Det ændrede hendes mønstre, der fik hun knækket koden for hendes behov for kontrol. Dejligt for hende, dejligt hun nu har det så godt – måske rask? – i hvert fald ser hun ikke tynd og syg ud længere.
Min far blev syg i november 2016. Rigtig syg. Pludseligt. Han fik en bakterie, nekrotiserende fasciitis. Det er en sjælden bakeriel infektion som ødelægger huden og det underliggende væv. I løbet af en eftermiddag røg han fra sygehus i Holbæk til traumeafdelingen og trykkamret på Rigshospitalet. Han er 72 år, men har aldrig været syg. Han er landmand, gymnast, spillet badminton – altid været i aktivitet, og har derfor en god og sund krop. Nuvel, når han render ind i en forkølelse mener han selv, at “nu er enden nær” og “jeg kan slet ikke være nogen steder” og “der er ikke meget mere tilbage i mig” – men, det er vist den berømte “mandeinfluenza”. 48 timer efter er han igang igen, og mener da aaaaaaaaldrig der har været noget i vejen med ham. 🙂
Jeg, er fars pige. Min far er min støtte, han er til tider også min mor – da han er meget bedre til at tage på café, gå ture, cruise lidt i hans mercer, han er ham jeg sniksnakker med i løbet af dagen (det er det mange måske også bruger deres mor til) – min mor ved godt hun ikke lige mestrer disse områder, så i løbet af årene har vi ligesom fundet ud af at bruge hinanden til det vi alle har det bedst med. Eftersom jeg ikke har nogen mand, så er det også min far jeg “vender livet” med. Han er ALTID parat til at hjælpe. Det er de skam begge – de har virkelig givet mig en forståelse for at bane min egen vej, finde muligheder – men hjælper gerne med at det sidste lige kan lykkes. Jeg nævner i flæng – hvis jeg skal klare nogle ting i forhold til arbejde og ikke lige har bilen med plads til det – så stiller de op og hjælper mig med at kunne udføre mit arbejde, har jeg skullet på loppemarked for at tjene lidt – så har de også samlet sammen, så jeg kunne tjene lidt mere. Hvis jeg har et foredrag på Fyn, så kører min far gerne med – så jeg kan lade op og vi kan hygge os sammen på vejen. Da jeg ikke kunne køre selv hjem til guldbryllup sidste uge – så kommer han og henter mig….. De har ikke haft midlerne til at kunne give os så mange lommepenge eller penge som sådan, men de har altid hjulpet mig med at kunne komme til at udføre et arbejde, så jeg kunne tjene penge den vej. Det er faktisk et privilegium jeg idag værdsætter utrolig højt.
Derfor var det SINDSSYGT hårdt at se det menneske ligge dér med alle de slanger omkring ham, uvisheden fra lægerne, far svævende i koma og mellem liv og død. Det siger sig selv, at jeg ikke kunne spise meget i den tid – men MANGE gange tænkte jeg “helt ærligt Signe, din far ligger her – han kæmper for livet…. du spiser ikke, og hvis du gør kaster du det lidt, der er i maven op! Se nu at komme ud af din egen røv, det er ikke fair – spis NU normalt”.
Dér gik det for alvor op for mig, der er mere i min sygdom, end blot at VILLE spise – min hjerne/AnorekSigne har lavet SÅ mange regler for hvad Signe skal, at viljen ikke kan bære det alene. Min kære fars kamp for livet, kunne ikke engang få mig “omvendt”.
Jeg er sikker på mange mennesker med angst også ønsker mest af alt at kunne være fri og uden angst, men noget i deres hjerne “gør” det bare, selvom deres vilje vil noget andet. Og hvad gør vi så ved det…? Tja, jeg burde tages ud af min daglige gænge i noget tid, fordi jeg gerne vil. Jeg skulle ikke tvangsfodres, for så sker der ikke andet end AnorekSigne bliver helt hys over at andre tager den fulde kontrol. Nej, der skal snakkes med AnorekSigne, og hun skal lære at lave en dejligt måltid, lære at der ikke sker noget når mad bliver i maven. Og hun skal være sammen med andre mens. Når hun har fået en ny rutine med det, så kommer hun hjem igen – men med en livline som hun snakker og mødes med hver dag. Tvang avler stædighed, som sætter en stopper for AL samarbejde…
Min far har det godt igen, heldigvis. Han er stærk, han har god fysik og gode gener. Dem har jeg også, siger mine læger – ellers var mine organer stået af for længe siden. Tak for dem, mor og far. Jeg vil så gerne passe bedre på dem, men nogle af mine ledninger passer ikke ind i kontakterne længere, og jeg skal have hjælp til at få det til at passe sammen igen. Jeg skal have hjælp fordi jeg vil, jeg skal ikke have andre tager min kontrol. Så vokser AnorekSigne nemlig. Jeg ved det, jeg kender hende.
