Hjem

Jeg var sgu i krise… og jeg var simpelthen grundangst. Det startede vel for en 14 dages tid siden. Altså ugen op til jeg skulle på ferie. Og, hvad ligner det? Helt ærligt…? At blive hylet helt ud af den, når jeg står og skal til sol og varme og forkælelse…?

Det jeg jo elsker. Det, jeg altid har haft som mit fix. Oplevelsen, der lå omkring næste hjørne i form af flybilletten i skuffen. Den oplevelse jeg i min hverdag følte jeg havde SÅ kæmpe brug for. For at kunne, ikke leve, men overleve. Hverdagen var ren overlevelse, når jeg rejste ud så levede jeg.

Så kom frøken Corona… og jeg var indespærret, som alle andre. Jeg troede jo ikke jeg kunne leve mere. 2020 var ren overlevelse. Året efter 2021, havde vi vel sådan alle vænnet os lidt til det hele. Jeg havde i hvert fald. Jeg havde ingen lyst til at skulle rejse ud, når forholdene var som de var, at gå rundt med mundbind og være urolig for, at få virussen med hjem i bagagen fjernede AL udlængsel hos mig.

Men, nu blev det tid. For en månedstid siden bestilte jeg turen.

Nu er jeg her. Cypern er skøn, virkelig lækker, flot, varm – ja, jeg kan faktisk ikke komme i tanke om et eneste positivt adjektiv, som ikke passer på denne ø. Hotellet er overdådigt lækkert, det er uden for sæson, så personalet nurser os. Når jeg er gået ni skridt uden for værelsesdøren, bliver jeg spurgt om “jeg har det godt…om jeg mangler noget…om jeg vil have kaffen som igår… og om colaen igen skal være uden is og med lime…” Ved maden fortæller tjenerne entusiastisk om aftenens fisk, for det ved de jeg gerne vil høre om… jeg kunne blive ved.

Der er INGEN fingre at sætte på Cypern. (JO, 1 ! hvorFOR skal man ligge i en uge med hovedet på sin kuffert?? Hvorfor er deres hovedpuder SÅ høje og ikke til at forme??)

Men alt står stille i mig. Jeg synes jeg det er forfærdeligt at være væk fra “mine mennesker”, min lejlighed, mine klienter (jeg får daglig så voldsom god feedback på den forskel jeg gør for andre), mit Helgoland.

Jeg havde DAGE inden afgang, hvor jeg var på nippet til at aflyse. Jeg kunne ikke, jeg havde simpelthen ikke lysten, jeg var bange for mig selv. Mig selv i andre omgivelser, fordi det faktisk går så godt hjemme.

Det sidste års tid har ellers budt på udfordringer, men jeg står her sgu endnu, så hvorfor skal jeg ikke opleve lidt eventyr?

Jeg tvang mig selv til at tage afsted, fordi jeg VED, at min krop, mit sind SKAL mærke det på, ja egen krop, at have det skidt. At savne, jeg kan ikke kun tænke mig til det hjemme fra Amager. Jeg skal være I det. Ellers vil jeg igen om nogle måneder sidde og planlægge en tur til Sri Lanka eller …

Jeg var også SÅ bange for at være alene med AnorekSigne igen, jeg ved godt jeg ikke er alene på et hotel med andre … men jeg var sgu bange for jeg havde fået pakket hende med mig. For det har jeg jo altid gjort.

Det sidste års tid har hun nemlig ikke fyldt ret meget, jeg har haft lidt andet bøvl, som har overtrumfet hende. Men hvad nu?

Nu sidder jeg her og skriver, på den sidste dag på denne her skønne ø. Cypern, du vil for ALTID have en virkelig speciel plads i mit hjerte og hjerne. Denne her ferie har nemlig ført mig hjem. Den har givet mig en helt ny RO i at bo hjemme på Amager, knuselske min hverdag. Den hverdag jeg har savnet hernede. Jeg har talt med gode venner hver eneste dag, det har jeg ALDRIG før gjort på en ferie. De har guidet mig gennem de sorte skyer, og fået mig til at nyde solen her, fordi jeg også ved den er derhjemme.

Jeg er i den grad på vej til at gå mod mit hjem… (sandalerne RÅBTE mit navn, de er jo HelgolandsFarvet…)

Psst AnorekSigne… hende troede jeg faktisk jeg havde pakket med, men hun røg i lufthavnen, da manden ved skranken sagde “jeg havde overvægt”, så noget måtte blive hjemme.

Kan I alle have en helt igennem skøn påske, hvor end I befinder jer. Jeg skal holde min i elskede Danmark, med min familie skal vi hygge på fredag – også den familie jeg har på Helgoland.