Først, undskyld! Det er alt for længe siden jeg har skrevet her. Mangt og meget er sket – måske du har fulgt med på min Instagram Signeg1980, det er mit ‘talerør’ og har været det de sidste års tid.
Der er også lidt om jeg nu er angstmedicinFRI og har været til udredning hos psykiater, fået taget en masse diagnoser af ‘cv’et’ og tilføjet en ny. Belastningsskade. Når jeg lige er landet lidt mere i det, så skal jeg nok skrive mere om det.
Da jeg fik Olga for 2 år siden, løb jeg min sidste tur.
Det var nødvendigt, for min krop skulle have lidt ro, det var ikke lysten der drev mig afsted, men min enormt stærke vilje, jeg var selv faktisk lidt færdig med det. Og at få hende i mit liv, gjorde jeg ville hellige mig al udendørs sammen med hende.
Det har været 2 vidunderlige år, men jeg har virkelig savnet friheden i en løbetur.
Det er den nemlig for mig, det er det eneste tidspunkt jeg kun har husnøglen på mig. Ellers har jeg en hund i snor, på vej til en aftale, går med en veninde, telefonen i hånden, podcast i ørerne. Det har jeg ALTID.
Men på løbeture har jeg kun mig selv.
‘Du kunne jo bare gå en tur alene, Signe’ – næh… for det er da spild af tid tid sammen med Olga.❤️
Jeg startede med at træne for små 7 mdr siden, og det har gjort mig stærk – jeg elsker det. Men jeg savner og har savnet friheden i at kunne løbe når det lige passer, og ikke skal være hos min højtelskede Gali på xx tidspunkt.
Så, nu har Gali ferie – og jeg har gået med tankerne om at prøve at få løb ind i mit hjerte igen. For det er i hjertet løb skal høre hjemme hos mig. Ikke hjernen – selvom det er dén jeg får tømt.
Jeg skal ikke tilbage til Marathon distancer igen, jeg vil bare så gerne kunne nappe en 5’er – fordi jeg har lyst.
Olga er nu en ung hund, som ikke skal have ro,regelmæssighed og renlighed i samme skemalagte prioritet. Så derfor er min plan nu at jeg napper en 5’ er eller to om ugen, når hun alligevel ligger og teenageslapper.
“Men, skulle du ikke lige passe på dig selv, og har du ikke lige fået lavet en masse med tænderne, så din energi var så lav, at det var noget virkelig bekymrende møg??!”
Jo, jeg passer på mig. Jeg fik gode skud af kalorier og protein hos min læge. Men jeg skal have tømt alle de tanker jeg går med UD. Der er en hel del, som er privat og jeg ikke kan dele, som gør jeg har brug for en ventil.
Jeg glæder mig simpelthen så meget over jeg kan tage en ‘løber’, så ikke træningstiderne skal sætte dagsordnen. Og jeg er så taknemmelig over jeg har fået bygget mig krop så stærk, at jeg kan det her igen.
Og jeg kan lige tilføje, efter 3 løbeture er det faktisk en kæmpeOPtur når jeg har hviledag – hvem havde lige troet det…?
Jeg deler dette her med jer, fordi jeg er forbandet glad over jeg nu er hende, der kan træne mine muskler og løbe en tur 3-4 gange om ugen. Hvilket er så langt fra hvad jeg tidligere har været slave af. Hvad min belastningsskade har fortalt min hjerne at jeg skulle.
Belastningsskaden er permanent, men jeg kan nu navigere i den, fordi jeg ved det er en sådan en, og ikke en spiseforstyrrelse. Min psykiater har givet mig nyt sprog, og TAK for det. I det sprog hører løb nemlig hjemme i hjertet. ❤️
