Jeg håber I alle er kommet godt ind i dette spritnye år.
Nyt år, nye betragtninger, nye håbe nye drømme… eller? Jeg har det svært, stramt og ret anstrengt med snakke om et sådan helt nyt kapitel, nytårsfortsæt om man vil. Jeg har haft mange. Mange fortsæt. Mange håb, mange drømme. Og ligeså mange nederlag. For det skete ikke. Derfor har jeg også haft det virkelig svært med denne her nytårsaften, hvor refleksioner, tanker og erfaringer om året der er gået ikke rigtig kan undgåes. Jeg er jo heller ingen fornægter, derfor vil det være helt HELT utænkeligt, at ignorerede sådanne tanker dén aften/nat. Det skete også denne gang, jeg var dog ret så “lagt ned” af sygdom, så jeg havde en ret stille aften… og nat – ja, der sov jeg. Nu lidt inde i januar kan jeg godt mærke tanker om hvad der så skal ske i fremtiden dukker op. Jeg forsøger at imødekomme dem, at undgå tanker giver endnu mere mylder i mit hoved, det HAR jeg ligesom lært af. Derfor sætter jeg lidt tid af til at imødekomme dem.
Jeg har en virkelig god ven, ham ser jeg heldigvis næsten dagligt, da vi begge bader på Helgoland. Han laver den bedste kop kaffe, måske fordi den ALTID smager ret så godt efter en tur i bølgen? Nej, jeg ved nu, at den smager så utrolig godt, fordi den skylles ned med vores snak. Det kan handle om coronahåndteringen, nye bøger, vores respektive familier, politik, dronningen, mit liv, hans liv, stort og småt. Jeg har de sidste uger gået og været lidt påvirket af en anden person, hvis tilstedeværelse i mit liv har gjort mig glad, fortvivlet og sårbar. Efter jeg fik mit hjerte lettet over for min HelgoVen, og han sagde “du skal finde ud af hvad DU vil have, Signe. Ikke hvad du håber eller tror han kan give dig, for måske det slet ikke passer ind i dit puslespil, når I kommer frem til at ligge det sammen”.
Han har SÅ ret. Hvad er det egentlig jeg vil?
Det ved jeg nu, jeg så nemlig det fineste billede af vores Dronning og hendes Henrik idag, et billede taget for ret så nyligt. Jeg så to modne mennesker, måske i deres livs efterår. Kvinden lænede sig ind mod ham, så hendes pande rørte hans mund. Han kyssede hende, lidt ømt. Hun lukker øjnene, de er TO.
Jeg er træt af at være alene, hele tiden. Jeg vil gerne have ham, jeg kan læne mig ind til – og som også trænger til at læne sig mod mig.
Nu har jeg jo så alligevel givet udtryk for et ønske, en drøm, et håb. Men det ER det. Åhh, nu er det ude… I ved det. Men, gør det noget? Næ.. måske ikke. Det betyder ikke, at de drengevenner jeg har skal gå og tænke “shit, nu vil Signe virkelig have mig… nu kan jeg ikke være som jeg plejer, for åh -tænk hvis det nu er mig, hun påtænker at sætte kløerne i…”
Nej, drenge… ro på. Jeg har sgu ikke mødt ham endnu. Jo, måske min HelgoVen, hvis jeg var 40 år ældre… Eller min far… Indtil da, vil jeg læne mig ind til dem jeg har. For jeg HAR mange. Og nyde dagene med sol, nyde hvad det iskolde vand kan skylle af mig, og hvad varmen i saunaen kan give mig at friske nye refleksioner. I ved hvad den turkise væg betyder for mig…. den giver mig læ, jeg får lyst til at læne mig op ad den. Solen spiller friskt bold op ad den, og jeg er helt tryg og i komfort, når jeg er med i dén leg. Jeg føler den kysser mig lidt blidt, den er lidt “rå i brættet”, lidt ligesom et daggammelt skæg.
Kærligst Signe, som måske ønsker mest af alt, at turkise vægge kunne tale. 😀