Glædelig jul

Rigtig glædelig Jul
Først og fremmest, vil jeg takke dig fordi du er fulgt med mig over på min nye hjemmeside, det har været en langsommelig og stor beslutning. Men jeg vil rigtig gerne i gang med at skrive på andre projekter, så derfor bliver mine månedlige tanker og skriblerier nu forbeholdt min profil på instagram og Facebook  – det bliver i kortere versioner, og måske hyppigere. Hvem ved?

Men, det lader sig ikke skjule, vi er så meget foran julen – den tid på året, hvor det bare er SUPER svært at være spiseforstyrret. For mig har de sidste år været rigtig rigtig gode, jeg har efterhånden fået stablet mig “mine” helt egne traditioner på benene. Ulige år er jeg hos underboen, min gode veninde og hendes familie. Lige år hos min anden tætte veninde.

Eneste skår i glæden er faktisk, at jeg ikke kan opfylde min fars eneste ønske… (at alle hans børn kommer hjem til ham til jul). Ønsket og hans håb gør rigtig meget i mig. Mange fibre og dele af min krop ville elske, at give efter og sige “ja, jeg kommer” – for at se overraskelsen og glæden i hans øjne. Men så kommer mavepinen, og halsen, der snører sig fuldstændig sammen. Jeg bliver grådkvalt og kan næsten ikke fremstamme “det… det.. det kan jeg jo simpelthen ikke far”.

Det er så traditionsbunden en aften, og jeg har ikke set de andre i vores lille familie i rigtig mange år. At give efter og sige “ja tak”, ville være det jeg ville have gjort for ca 5 år siden – nu er jeg Signe. Og Signe KAN simpelthen ikke. Ikke fordi jeg brødføder AnorekSigne ved at blive væk – men fordi Signe ville drukne i angst. Det ville være en så forkrampet aften, hvor vi skulle lære hinanden at kende igen, OG huske på and, risalamande, gaver og marcipan.

Det, der gør mest ondt er hele den konstante følelse af, at jeg ikke formåede at lave MIN familie. Min bror og søster sidder med deres, og mine forældre kigger på dem, og glædes.

De vil kun kigge på mig, jeg har intet andet at byde dem, end mig.

Den følelse, forstærkes i julen. Det kan jeg simpelthen ikke holde til. At sidde midt i det får AnorekSigne til at vokse til den fuldvoksne størrelse, som hun tidligere har været – og det er bare det sidste jeg ønsker mig. Hendes tilstedeværelse i fuld voksenstørrelse har jeg ligesom fået NOK af.

Ydermere har jeg det jo også sådan: “kan man ikke ses 364 dage om året, skal man slet ikke begynde juleaften”.

Snakken tog jeg med min far, jeg fortalte faktisk ordret, hvad jeg her også skriver – og han forstod. Uden at vise mig hvor ked af det han måske egentlig er, men mine ord, følelser og tanker sagde han, at han forstod. Det er jeg nødt til at finde ro med. Den er svær, for jeg føler jeg vælger nogle fra, som jeg i dén grad holder af, ved at vælge mig selv TIL.

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul, og et forhåbentlig lyst og lykkeligt nytår.

De kærligste hilsner Signe