Jeg har i ret lang tid ikke haft vægt hjemme, og kun forholdt mig til tallet hos min læge, eller ved den årlige kontrol og scanning for min knogleskørhed. Jeg har tidligere beskrevet HVOR træt jeg er af at tallet på en sådan vægt skal være afgørende for hvordan man bliver behandlet. Her mener jeg, at det omtalte BMI er det, der afgør om man kan få behandling – og hvilken behandling man kan få. Er det for lavt, skal man tvinges op i madindtag – uden selv at kunne bestemme hvad, så man faktisk bliver skræmt og angst over alt det, der skal ind i kroppen. Er vægten/BMI normal så er man rask – selvom tankerne kan drive en til vanvid, og man ikke ved hvordan man skal leve med sig selv.
Derfor har jeg i perioder haft et ret forkvaklet forhold til vægten. Efter løbeturen og toiletbesøget har tallet været grundlaget for resten af dagen. Hvad jeg kunne tillade mig. Jo lavere tal, jo højere jublede AnorekSigne, og jo bedre smagte espressoen.
Det har mundet ud i, at jeg ikke ville have en vægt i huset, jeg afleverede den til min veninde – for jeg ville ikke være slave af tallet. Jeg ville så meget hellere mærke hvem jeg ER.
Efter jeg er begyndt at gå til gymnastik/barretræning, og jeg hver gang ser mig selv i spejlet i 60 minutter – er det som om jeg har fået et mere realistisk og virkelighedsnært forhold til mig og min krop. Altså, nu hænger min krop sammen med MIT ansigt. Tidligere så jeg mit ansigt, men holdt det ikke sammen med at kroppen under ansigtet var min! Det kan jeg ikke rigtig undgå, når jeg i 60 minutter skal lave de øvelser min træner viser, altså mit hoved skal fortælle min krop hvad jeg skal – og samtidig kan jeg se mig selv fra alle sider og kanter. Det er lidt som at se mig på en video hele tiden. AnorekSigne kan ikke feje kroppen væk – Signe kan se det HELE.
Det er sindsygt vigtigt for mig, og faktisk er hver time ved barren en terapitime for mig.
Jeg var hos min massør, Hanne forleden og hun nævnte hun kunne mærke en forskel på min krop – at jeg har fået mere fylde… Det ville jo faktisk have skabt ENORM krig inde i mig tidligere, men nu… jeg kan mærke en boblende glæde, og en fornemmelse af “FANDEME JA”, jeg kan – når jeg bliver set og mødt som den jeg er. Når jeg får lov at krydse mine broer i mit tempo, og måske tage den samme bro 50 gange.
Jeg har talt med min gode Pia Callesen om det her med vægten, hun er bestemt heller ikke fan af tal – men samtidig gider jeg heller ikke have “noget” jeg ikke kan, noget jeg skal undgå at gøre eller spise. Jeg vil ikke have, der er NOGET jeg ikke kan gøre, spise, ville fordi hende AnorekSigne dikterer det. Jeg vil ikke begrænses længere, jeg vil gøre hvad JEG har lyst og brug for. Der skal ikke være noget jeg ikke kan prøve. Så… derfor, er udyret flyttet ind under min seng. Der har den nu ligget i 10 dage, og det er først igår jeg steg op på den.
Og ved I hvad? Tallet gjorde ikke en DYT ved mig, jo det gjorde mig bevidst, men det afgjorde ikke humøret eller mønstrene for resten af dagen. Det bliver så spændende om jeg føler trang til at kontrollere “mig selv” allerede imorgen…
3 kommentarer til “Uhyret under sengen”
Uh huh. Kender følelsen. Har ikke selv ejet en vægt i mange år men nogen gange kan /kunne jeg finde på at køre i nattøj op til min mor låne hendes vægt og drøne hjem igen og veje mig. Og mit humør bliver vildt påvirket af tallet… Fuck altså. Nu smider min mor også hendes vægt ud… Jeg kan ikke håndtere det endnu desværre
Jeg synes det er super godt gået. Du er så sej. Ja vil lige frem kalde dig min hero….
Min kat Sasja og jeg sender dig High Paws
Du er så SEJ… Tak for at du deler dine op og nedture.
Jeg ved, at du har ret og ih hvor jeg glæder mig til den dag
Du er en kæmpe inspiration for mig
Tak