15 års savn

Det er 15, femten lange år siden min kære mormor døde. Jeg var 23 år, på vej til at blive stewardesse, flyttet i ny lejlighed i Kalundborg, efter nogle år i et sommerhus, hvor jeg havde boet med en kæreste. Jeg følte endelig jeg var ovre ham, i gang med ny uddannelse, ny bolig… jeg var ca 4 år inde i min spiseforstyrrelse, mine veninder og familie mente jeg var virkelig syg, jeg selv… mente alle ander så syner, og gik kun halvhjertet til en psykolog, stoppede min uddannelse som diætist – fordi, jeg blev lidt presset til at “gøre noget”. Havde lige haft et halvt års pusterum, hvor jeg mente jeg havde “taget vare på mig selv”, hvilket ville sige: gået til psykolog, stoppet uhensigtsmæssig uddannelse, flyttet fra sommerhus langt fra alting ind til byen, da jeg januar 2004 startede som stewardesse.

I februar blev min elskede mormor syg, hun havde smerter i maven, og havde selvfølgelig gået med det alt for længe – for, “hvem har ikke lidt vrøvl med maven indimellem, Signe?”

Min mormor var min oase. Hun kunne bage småkager, ryge cerutter, spille kort, gå i spagat, sidde ved knibblebrættet og lave de smukkeste blonder, blive noget så ærgerlig hvis hun missede “lykkehjulet” i tv, rulle mig ind i dynen i hendes gæsteværelse og bede fader vor sammen med mig – helt indtil jeg var 23 år – ingen anden har puttet mig, og siddet ved min sengekant. Hendes ansigt lyste op, når hun kunne se mig i indkørslen, alle de snakke vi har haft i køkkenet, mens kagedejen hun var i gang lå på bordet – for momse slap alt hvad hun havde i hænderne, når jeg kom. Ikke bare når jeg kom, men alle hendes børnebørn – hun gav sig selv 100% til mig, hun var nærværende, til stede, lyttede og gav råd. Og hun var ALTID på min side. Var jeg blevet stoppet af politiet fordi jeg kørte lidt for stærkt, så var det “da spild af tid, de skulle da hellere fange nogle røvere”. Den ubetingede kærlighed, den mærkede jeg så tydeligt, den jeg også fik hos min faster. Mormor og fasterAsta, de gav sig selv. Helt. Altid.

Men, mormor kom på hospitalet og jeg besøgte hende naturligvis. Jeg fortalte om hvor meget jeg glædede mig til at vise hende min nye lejlighed – min helt egen. Mormor kiggede på mig, og sagde “jeg er så glad for du får dit eget nu, men Signe, jeg kommer ikke og ser den”. Lige dér, der blev alt mørkt. Jeg var endelig kommet mig over bruddet med min ekskæreste, jeg kunne ikke miste mere.

Mormor kom hjem til mine forældre, blev indlagt igen, og kom så helt hjem til sig selv. Februar og marts gik med det, og da påsken ramte i 2004, gik jeg ved siden af mine 5 andre fætre og kusiner, og bar mormor ud af kirken.

Dagene før hun sov ind, var vi omkring hende i hendes skønne hus, med udsigt over Kalundborg fjord. Min mor havde orlov og var der hele tiden – det havde jeg heller aldrig prøvet før, at min mor havde tid, at hun var der hele tiden. Jeg sad ved mormors sengekant, som hun så tit havde siddet ved min, og jeg fortalte om stort og småt i mit liv. Hun kiggede ind imellem op, og sagde så “dit mørke sind, har du måske fra mig, men du må ikke snyde dig selv for lyset, Signe. Lov mig at leve, lov mig aldrig at sige nej til kærligheden – lige meget hvor ondt den gør. Det umulige er muligt for dig. Lov mig at tro på det”

I onsdags var det hendes fødselsdag, jeg græder mig altid lidt igennem den dag – og fandt det allersidste billede frem af hende og jeg, 27 februar 2004. Jeg bliver så glad, og så uendelig ensom når jeg kigger på hende og jeg. Jeg savner på 15. år dét menneske, som ikke var bange for at vise og fortælle mig, at hun elskede mig betingelsesløst. Jeg bliver så skamfuld, for – hvordan ville hun mon have fulgt mig her i de 15 år, hvor spiseforstyrrelsen virkelig fik fat. Ville hun stadig have puttet mig, og sluppet alt for at være sammen med mig, når jeg kom på besøg? Ville jeg stadig have blevet SÅ syg, hvis jeg havde haft hendes “oase” at komme til, hvor jeg blev SÅ set og hørt? Ville jeg stadig have tvivlet så meget på mig selv?

fJeg ved det ikke, jeg ved bare der gik hul i mig, da hun døde. Et hul, der stadig er der. Men jeg har holdt noget af det hun bad mig love – jeg har ikke sagt nej til kærligheden i de sidste 15 år- jeg har haft nogle forhold, hvor det faktisk VAR umuligt… men kærligheden vandt og jeg måtte overgive mig. Det var fantastisk. Lige til det sluttede.

Kærlighedens flamme gør forbandet ondt når den slukkes. Men når den lyser, så varmer den hele kroppen, og den varme – dén vil jeg aldrig undvære.