Meget kan siges om en avis som BT – sladderbladenes svar på daglige avis var vist min første association. Det VAR det, jeg har ændret mening og holdning.
Dette indlæg er på ingen måde lavet i samarbejde med dem, eller jeg bliver ikke betalt for det – næ nej, det er min helt egen holdning, der i dén grad er blevet gjort til skamme. Og jeg bøjer mig virkelig i støvet for den seriøsitet jeg er blevet mødt med.
Forsiden og den 4 siders artikel, der var i for nogle uger siden, fulgt op af en 2 siders artikel med både jeg og en ekspert – og i onsdags var jeg i deres live udsendelse, hvor alle i kongeriget kunne stille spørgsmål til mig i 40 minutter. Link til BT live her
Det var virkelig en fed måde, ENDELIG at kunne få stillet spørgsmål og have lidt bedre tid til at forklare. Jeg håber jer, der spurgte fik svar.
Det har også affødt, at jeg snart skal til Køge og holde foredrag for et hold af sygeplejesker og læger, som rigtig gerne vil have bedre værktøjer. halleLUja – det er jo simpelthen nok min bedste fødselsdagsgave et par uger før tid. Jeg er så glad for, der endelig er nogle praktiserende læger, som har forstået at denne her sygdom er den sværeste for andre at forstå. Og endnu sværere at behandle, fordi den simpelthen er lige så individuel som vi mennesker er. Jeg siger ikke jeg har redskaberne til at kunne forbygge og redde alle. Så sandelig nej. Men, det jeg har været igennem og stadig kæmper med, kan ved at jeg italesætter det, give forståelse og belyse hvilke redskaber der IKKE virker.
Eksperten i BT’s artikel siger det så fint. (her) Jo længere tid forstyrrelsen har fået lov at æde personlighederne op, jo sværere er det at behandle. Jeg håber min erfaring kan give behandlere og læger bedre redskaber, så forstyrrelsen ikke få lov at æde sig SÅ langt ind hos andre. Så andre kan reddes tidligere end jeg.
Jeg tror stadig på jeg kan reddes. Imorgen starter jeg nemlig i ny behandling, jeg ANER intet om den. Metakognitiv terapi… jeg har med vilje ikke læst, googlet og undersøgt mig sønder og sammen – jeg ved bare jeg gerne vil være raskere, og det er med de briller jeg sætter mig foran terapeuten imorgen.
Men, jeg er SÅ bange. Den lille nævenyttige frøken Angst har meldt sin ankomst. Jeg er begyndt at svede, når jeg tænker på morgendagens session. Ikke for det jeg skal igennem, men angsten for ikke at lykkes. For ikke at gøre det godt nok. Pia siger hun kan gøre mig diagnosefri, hvis bare jeg er klar – jeg ER klar, men hvad hvis jeg ikke kan? Så vil alle sige og tro jeg alligevel ikke VIL, eller ER klar – ikke? Hvad hvis tankerne ikke kan slippes for mig? Ikke at jeg søger at være dén, der evig og altid skal trækkes med destruktive tanker om mig selv – dén diagnose har jeg altså ikke kigget på med længsel og puttet i indkøbskurven. Jeg vil forBANDET gerne kunne tage kvanteskridt i kilometerklassen, og kunne styre mylderet og kontrollen i en konstruktiv retning. Jeg VIL.
Jeg putter mig op ad min gode vens ord “Signe, du skal jo bare være dig selv – også i denne her proces”. “Du kan ikke mislykkes, du er jo dig”.
(Det lyder trygt og roligt, og jager frøken Angst væk… lige indtil jeg igen er alene – for jeg tror stadig jeg fejler)