Når både mave og hoved er fyldt!

Min terapi har effekt. Virkelig effekt. Jeg havde aldrig troet at jeg kunne kontrollere mine tanker til noget mere konstruktivt, jeg havde håbet. Men, nu kan jeg. Altså, lidt – ikke? Lidt for andre, ja. Men…. det er SÅ meget for mig. Så meget i min hverdag, SÅ meget der er anderledes på den FEDE måde nu.

Jeg har siden midt december spist alt muligt, på alle mulige tidspunkter – som jeg aldrig troede muligt. Siden 1 december har jeg ikke løbet hver dag, mit aktivitetsniveau er mere end halveret. Mine daglige 20.000 skridt er halveret, og kommer kun lige under eller over 10.000.

Halvdelen af dagen har jeg det SÅ godt med det. Den anden halvdel skriger og råber AnorekSigne – for hun forsøger jo at redde sig selv. Derfor er skrigene skarpere end kokkenes knive, knivene når bare ikke særlig dybt – for jeg kan nu hilse på kniven, og sætte den i blokken. Jeg GIDER ikke blive dolket af hende mere. Men hun gør ihærdige forsøg.

Jeg har fået teknikker til at kunne sætte kniven i blokken – den hopper op, ja – MANGE gange om dagen… Derfor føler jeg der stadig går tid med at “banke hende i blokken” – men hver eneste gang, er sejren lidt federe end sidste gang. Idag er dog ret svær. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg har haft super dag igår – jeg var hos Pia, og hun udfordrede mig MAKSIMALT, jeg skulle spise mens vi talte. Men ikke nok med det – jeg skulle spise noget hun havde valgt. Og på et tidspunkt…. HUN valgte.

Men, så idag – idag kan jeg slet ikke mærke min krop. Siden jul har jeg haft virkelig dårlig mave, altså som i racermave….! Det er klart, den er ikke indstillet til dét, den er blevet præsenteret for, en reaktion fra den ville være uundgåelig. Men, jeg kan faktisk bedre lide at kigge ned ad mig selv! Hvilket er ret NYT, jeg undgår ikke spejlbilledet, jeg har ellers ret godt kunnet være i min krop – bare ikke idag.

Det giver mig panikANGST, hjertebanken. AnorekSigne er her ikke, jeg kan mærke jeg lytter efter – men “barnet sover åbenbart”. Heldigvis ringer min kære ven, ham den livskloge mand, som har kendt mig siden 1989. Jeg får fortalt at jul og nytår er gået godt, og han JUBLER. Jeg får ikke fortalt, at jeg idag ikke rigtig kan finde ud af hvilken “størrelse jeg er” – er jeg Signe eller AnorekSigne? Er jeg normal, eller hende den syge? Hans gode ord og roser gør mig et et sekund glad, men jeg kan mærke det er en kortvarig varme – som at tisse i bukserne. Og jeg er GAL over, jeg ikke kan tage ordene til mig. GAL over jeg skal have det sådan her. GAL over jeg har en dårlig dag! GAL over jeg faktisk har haft 3 skønne skønne uger, som jeg også fortæller om – og ikke kan læne mig op af, på en dag som denne. Efter vi siger farvel første gang, siger han alligevel – vi skal ses næste uge, Signe. Nu kan jeg også mærke hvorfor, nu kan jeg også mærke, at det er vigtigt for mig at ses – som han sagde, “telefonen er fin, men nærværet er essentielt”. Ja, hans nærvær, som jeg har mærket siden barndommen, og i milepælene… Han har ret.

Min mor får også et opkald, der er jeg ærlig. Vi slutter af med at snakke om, at selvom dagen er mærkelig – så skal jeg lige “huske at spise brød til”… høhø! Hun fortæller igen og igen, at det har været så dejligt at mærke mig på denne her nye måde. Ikke at jeg skal gøre noget for hendes skyld, men at jeg skal vide, at jeg har gjort hende SÅ glad det sidste stykke tid.

Min mor fik lige idag sagt og udtrykket hendes kærlighed på den helt rigtige måde (og seriøst…! det er ikke til at vide hvordan man skal med mig… hun gør sig SÅ meget umage). Heldigvis ikke på den anstrengte måde længere, og faktisk tror jeg ikke rigtig det gik op for hende, at hendes ord gjorde mig i stand til at se “min størrelse” igen. Vores samtale var så saglig, så voksen – så ligevægtig, hvilket fik mig til at finde roen i denne forandring jeg nu er i. Så nu, indeholdende en tunsalat med æg og dressing – kigger jeg mig i spejlet og blinker til den lille Signe, som lige fik sig et kærligt kram af hendes mor – så den voksne Signe kan mande sig op.