Gid fanden havde den vægt!

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Jeg er her igen! Jeg er lige nøjagtig her igen, hvor jeg har været SÅ tit. Allerede inden jeg gik op ad trapperne til min læge, for at få taget de sædvanlige prøver, og den snak vi altid har – men også fordi jeg vidste jeg skal træde de 5 centimeter op på den for…. vægt. Jeg HADER, at tallet skal vides af nogen. HVORFOR? Hvorfor er det så vigtigt en faktor?

Jeg har efterhånden opbygget et gedigent had til, at et tal skal være udgangspunktet for hvad man skal “stille op med et menneske”.

Lad mig lige benytte muligheden for at takke vores kloge dronning. Som i hendes nytårstale fik sat ord på mange af mine daglige tanker.

Jer, der har læst mine tidligere indlæg eller læst min bog, vil vide at jeg er blevet ‘målt og vejet’ – og fundet for forkert til en hel del. Behandlinger, uddannelser, arbejde, venskaber.

Når BMI’et er lavere en de famøse 18, er der rigtig mange, der ikke vil tage ansvar for én. Når man er undervægtig, så skal man op i vægt – ellers kan hjernerne ikke tænke. Og kan man ikke tænke, så kan man ikke behandles. Denne “behandlingsform” har udløst en svær svær angst hos mig. En angst i min hjerne, (fordi det kunne den åbenbart godt finde frem til, selvom kroppen er undervægtig!!!), som har sat sig i en angst for forandringen. Dén forandring, som lægerne pressede mig ud i. I takt med man bliver fodret, skal man nemlig heller ikke koncentrere sig om andet – hjernen skal ikke snakkes med eller til. Tror lægerne jeg lige kan stoppe min hjerne? Nej, det kunne jeg ikke i 2005, og det kan jeg heller ikke idag. Måske er det fordi, de regner med, at deres regel om “at hjernen stopper når man er undervægtig”, gælder alle?

Jeg kan godt fortælle min syge hjerne, at jeg gerne vil være raskere og jeg gerne vil tage på – for det ER jo det sundeste. Den syge hjerne er bare stadig angst. VIRKELIG angst. Dén angst er der brug for at blive arbejdet med. Og det er ligemeget om jeg vejer 29 eller 45 kg.

Det er der bare ingen læger der tør. ØV. Mærkeligt. Jeg kan ikke øffe NOK om det, for jeg fatter det simpelthen ikke. Det er derfor jeg har skrevet bog, det er derfor jeg skriver dette indlæg, det er dét jeg bruger meget tid på at tale om, når jeg holder foredrag. Jeg ville ønske flere ville bruge min historie til at ændre behandlingsmulighederne fremover.


Heldigvis mødte jeg en god mand, som ville noget med min historie. Han er fotograf, og sindsyg dygtig. Han har en helt specielt gave, han kan få et rent, ærligt og autentisk udtryk frem hos mennesker. Han siger han ‘bare godt kan lide mennesker’ – og dét er grunden til at bliver interesseret, men han har en evne, der er ud over dét. Han fik BT med, og vi fandt frem til Pia Callesen, som jeg nu er i terapiforløb hos. Pia så mig i øjnene, og spurgte om jeg ville lære at kvitte min angst. Hun spurgte ikke til min vægt, og regnede min BMI ud. Hun spurgte hvad JEG ville. Hvad JEG var træt af, og hvordan jeg gerne ville se mig selv fremover. (læs mere i tidligere indlæg https://anoreksigne.dk/meta-hvadfornoget-terapi/https://anoreksigne.dk/naar-baade-mave-og-hoved-er-fyldt/)

Jeg er nu halvvejs i forløbet hos hende, og hun skulle bruge nogle “halvvejs oplysninger” – bla oplysning om min vægt nu. For ellers, kan hun ikke bruge mit forløb og min udvikling som noget bevis. Statistikken kræver tal. Tal! Ikke gnist og livsglæde, humør og personlighed. Derfor står jeg nu med svar på min forandring, som jeg HAR følt. Men tallet giver mig så meget angst, det får lov at fylde mere end følelsen. Det får mig tilbage til gamle tanker og mønstre, fordi jeg ikke kan rumme at få forandringen “sort på hvidt”.

Det er nok her, de fleste står af. For, jeg siger jo jeg gerne vil tage på, jeg gerne vil være rask. “Hvorfor er du så ikke glad for, at du HAR taget på? Du sagde jo lige du gerne ville…..” Jeg vil SÅ gerne, men JEG indeholder desværre en angst, som bryder ud ved enHVER forandringsprocess. Og får jeg ikke de rigtige redskaber, de rigtige ører, den stabile hjælp til det… så sker det ikke.

Jeg har købt utallige vægte i min tid, og smidt dem ud, hvis jeg ikke lige mente de vejede rigtigt. Givet min veninde min vægt, fordi jeg vejede mig konstant. Lige nu har jeg en, men jeg vil ikke op på den. Jeg lader det være noget jeg gør hos min læge. Jeg har behov for et rationelt hoved, som jeg kan snakke lidt med efter.

Her på vej ned ad trapperne hos lægen, hvor jeg igen skulle vejes… Og finder ud af jeg har taget knap 2 kg på, siden jeg startede behandling – er angsten stor. Men ikke så stor som den tidligere har været. Små skridt… AnorekSigne er ved at sprænge over øgningen, Signe forsøger at give hende en verbal lussing. Velkommen til min borgerkrig. Signe 1 – AnorekSigne 0.

Et billede Bax Lindhardt har taget af mig, i oktober – 2 kilo mindre, men et af de billeder, hvor jeg ikke smiler overdrevet meget, som jeg faktisk kan lide af mig selv. Det har et blik, som jeg ikke har set på andre billeder. Det er en Signe, der lige har sendt bogen på gaden. En Signe, der for alt i verden håber mine syge år kan blive brugt konstruktivt.

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

11 kommentarer til “Gid fanden havde den vægt!”

  1. Kære Signe…
    Tak for dine tanker og ja, desværre skelner mange i systemet til tal og statistikker og glemmer – ganske uden at overveje om det kunne være anderledes – mennesket, som jo er det centrale… Jeg bliver så glad på dine vegne over og råber kæmpe tillykke med din 1-0 føring over AnorekSigne…
    Du er et forbillede og jeg vil suge til mig, af dine tanker, oplevelser og, ikke mindst, dine sejre…
    Kærlige tanker til dig, Beth…

  2. SMUKKE SIGNE. SÅ SMUK OG INTENS ET BLIK DER BORER SIG IND I MIG OG MIT GL HJERTE
    Jeg bliver helt væk i dit blik og glemmer alt om din vægt og alt det jeg ved du slås med . For du er for mig Signe som jeg holder så meget af. Ja jeg er da glad for de to kilo , men kun hvis du er. Jeg kan ikke glæde mig over noget der ikke gør dig glad. . Hver dag beder jeg til din angst bliver mindre og du bliver mere Signe . ❤

  3. Jeg følger dig trofast. Så dig til bog messe og skal helt sikkert læse din bog
    Jeg har selv lidt af en spiseforstyrrlse i 11 år. Det er det eneste jeg kan kontrollere. Min trygge boble. Det er svært at give slip. At læse dine indlæg giver mig håb. Tro.
    Jeg syntes du er så mega sej. 1000 kram din vej

  4. Jeg er enig i at der er meget fokus på vægt og tal og “effekt-måling”. Men når det er sagt, så synes jeg der mangler nuancer i den kritik der kommer rundt omkring ift. behandlingsformer til spiseforstyrrede. Jeg hsr selv prøvet lidt af hvert (ca alle steder i region h!) og tidligere havde jeg helt samme holdning som du. Men efter en pause fra “systemet” og forsøg med andre former i andre regier, kom jeg tilbage i offentlig behandling. Og jeg oplevede (oplever) jeg en ændring i deres tilgang, positivt. Nej, de er ikke i mål, men det er bedre og der er mere plads til individet end jeg oplevede tidligere.
    Jeg har også strittet totalt på det med vægt og tal – og jeg er helt enig i at det fylder for meget endnu – men jeg ser bare også nu, hvor vigtigt det er netop at konfrontere det fremfor at undgå det i behandlingen. I min behandling (den seneste i offentligt regi), har jeg lært at det, at blive konfronteret med det skide tal i behandlingen, er vigtigt for at lære stille og roligt, at det tal faktisk ikke er farligt. At det netop bliver mindre angstfuldt og tabu at forholde sig til, og så bliver der bare mere plads til at tale om og arbejde med det, der er vigtigt – hvordan man har det. Det ene udelukker ikke det andet, og det oplevede jeg heller ikke det gjorde fra deres synspunkt i mit behandlingsforløb.
    Jeg følte mig tværtimod set som et helt og ligeværdigt menneske, som havde udfordringer – som de kunne støtte mig i i et samarbejde mellem os.

    Det var ikke rosenrødt og der er KLART ting jeg er uenig i ift. den måde behandlingen er skruet sammen, men for mig er det nuanceret. Og jo mere man italesætter holdninger mv. både generelt og særligt også i behandlingsrummet, jo mere er det muligt at møde hinanden – også i uenigheden.

    Bare lige lidt tanker herfra…

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.