Fodspor sætter aftryk

Efter julen kommer nytåret. Som om jul og alt det højtidshejs ikke er nok, så skal vi sige farvel til 365 dage, som når man er mig, ikke kan lade være med at tænke over hvordan jeg brugte dem. Sidder jeg og tænker nøjagtig det samme som de sidste dage i december sidste år, og forrige år? Hvad nåede jeg, og hvad nåede jeg ikke – hvad er der sket med de forventninger og håb jeg havde da jeg hoppede ind i 2018? Jeg kan huske jeg sagde til min veninde sidste år noget i stil med “jeg gider ikke de der nytårsfortsæt, jeg ønsker mig bare at vi skal være lidt mere sammen”.

Julen er hård, fordi jeg ikke føler jeg har mit “aftryk”. Jeg har ikke mine børn, som jeg kan se glæden i – og som er dybt afhængige af mig, som har mig, som deres klippe og støtte.

Jeg har tænkt og tænker stadig meget over det aftryk. Hvordan efterlader jeg mit fodspor? Hvad tænker jeg folk, når jeg er gået ud af et rum, hvad er årsagen til mine nære tager mig under armen, og fodsporene bliver til 4 i mange stunder af mine 365 dage?

Hvis jeg blev løftet op i en helikopter og så ned på mine 38×365 dage, så vil jeg se nogle perioder med enkelte fodspor, mange mange år, hvor jeg gik alene. Der er aftryk på vej ind mod mine fodspor, men de er ikke tætte. Jeg skubbede folk væk, sporene skurrer mig i øjnene, når jeg ser ned – for jeg blev slæbt afsted af AnorekSigne. Hun formåede skarpt og kontant at holde andre spor i benlængde fra “os”.

Det gør mig så uendelig trist, og får mig til at føle mig uden aftryk.

Heldigvis har jeg en god kammerat, som lige kan ridse mine sidste mange mange dage op for mig. Dage, hvor jeg møder mennesker, for hvem jeg har gjort en forskel ved min åbenhed. Dage, hvor jeg får min bog udgivet, hvor jeg holder foredrag, dage hvor jeg danser på bordet på den lokale bar.

Heldigvis har jeg den skønneste veninde, som giver mig den største gave jeg kan ønske mig. Dage i hendes samvær, ferier sammen, dage, hvor jeg er medarbejder på den daglige tummerum, som jeg i dén grad også mangler.

Heldigvis har jeg 2 skønne skønne piger, for hvem jeg er ‘den bedste tante i verden’.

Heldigvis har jeg en mor, som ringede forleden og fortalte mig hvor meget hun glæder sig til mit selskab igen imorgen. Mit selskab, fordi der ikke er noget drama, mit selskab, fordi hun føler sig tilpas sammen med mig.

Dét er mit aftryk lige nu – sådan var det ikke for et år siden, jeg bliver mere og mere stolt af det. Jeg ser nu ned på mine sidste fodspor med en glæde jeg ikke har oplevet før. Nuvel – stadig føles det ensomt, højtiderne er gode til at minde mig om det… MEN, det bliver også bedre.

Mit aftryk er ikke længere præget af AnorekSigne. Jeg er heldig, at jeg har mennesker som har kunnet skelne. Jeg kan selv skelne nu, og jeg vil bruge nytårsaften til at skåle med de mennesker, som har lært mig at skelne. Jeg vil iføre mig mine engleSko, som jeg var så heldig at få lavet helt specielt til mig. Jeg vil danse og mens jeg danser vil jeg tavst skåle for jer alle.

Kære alle jer, som i dén grad har gjort mig bevidst om mig selv, alle jer der læser med – rigtig godt og lyst nytår til jer – uden denne blog, jeres feedback, er jeg ikke sikker på jeg var kommet til optikeren, og havde fået nye glas i mine briller. Må 2019 blive fanFUCKINGtastisk. Intet mindre!