Ja, dille – ikke diller!!! Ej, det var lige lidt for kækt for nogen, måske. Jeg har ikke fundet mig en mand, men et helt fantastisk sted.
For nogle år siden, lige efter jeg begyndte at blogge, blev jeg stoppet på min løbetur. En sød kvinde med en om muligt endnu sødere hund, ville blot sige, at hun læste mine blogs, og at hun kunne genkende en stor del af sig selv i det. Ikke angsten for mad, men for noget andet. Jeg blev lidt overrasket – for det var faktisk en af de første gange, jeg prøvede sådan “at blive stoppet”. Hun fandt mig siden på facebook, og vi skrev lidt sammen – mange gange gik skrivet på “at nu skal vi dag også lige ses, fordi vinen bliver da alt for kold helt alene i mit køleskab…” Der gik lidt tid, hun havde en lidt hård periode, og jeg var pludselig i gang med at skrive bog. Til min bogreception kom hun – åhhhh det var SÅ enormt dejligt, at se og kramme hende igen. Kender I det? Nogle mennesker, kan man bare MÆRKE, at man kommer til at ses – en aftale haster ikke helt råddent, fordi man bare VED at tiden kommer. Sådan har jeg det med nogle mennesker, og sådan har jeg det med Dorthe.
En dag skrev jeg “NU, skal vi gå den tur og få den cacao” – og vi mødtes for et par uger siden… og munden stod ikke stille hos os, og så alligevel, når der er tavshed, så er den behagelig.
Men, dét jeg egentlig er blevet indbudt til, er faktisk god gammeldags gymnastik/ballet træning. Dorthe går nemlig meget fast i et studio tæt på os begge, og jeg har længe tænkt “at det måske er noget for mig”.
Efter jeg nu ikke kan løbe, og yoga foregår alt for meget på gulvet eller siddende, så mit haleben ikke kan være med. Jeg vil jo gerne have noget ind i mit liv, som kan give mig lidt samme kick som de utallige løbeture – som jeg GLÆDER mig til at kunne genoptage, MEN…. her kommer Katrine fra Matadors ord ind igen “med måde er nu alt godt”.
Jeg fandt mine gamle crazy tå-strømper, de lange benvarmere og slå-om blusen, som jeg har haft liggende siden – jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst havde det på, men vi snakker i hvert fald inden jeg flyttede til København i 2007.
En time sammen med andre skønne kvinder, hvor vi bruger barren, øver kontrol af overkrop, og får holdningen korrigeret – til musik, hvor jeg igen kan følge takten, svæve lidt ind i øvelserne, koble hjernen fra – for det den skal gøre er at huske næste øvelse. At stå på tæer, spænde ballerne samtidig med armene laver sving over hovedet – jeg kunne bare føle ALT. Lige fra lilletå til issen. Gnisterne i øjnene kunne jeg selv få øje på i spejlet. Denne her træning, er hvad jeg helt ubevidst har længtes efter. At kunne få lidt styrke i min krop, på denne her yndefulde måde – som ballet og gymnastik jo er. Holy MOTHER, det har jeg savnet.
TAK kære Dorthe, for at give mig en ny dillE.
Jeg har fluks skrevet mig op til hver tirsdag, Dorthe får lov at træne alt det hun vil – jeg skal stadig passe på mig.
“Med måde er nu alt godt”. Især når jeg lå ABSOLUT vandret forleden, efter en lidt for hyggelig aften med andre skønne kvinder. Jeg præsterede at sove 18 timer i streg, for at stå op … tage hovedpinepiller – og så ligge mig i sofaen, hvor jeg så vågnede op efter yderligere 5 timer. Jeg øver mig, jeg øver mig – bedst af alt er, at aftenen med øllerne er sindsyg sjov, og noget jeg ikke vil skære ned på, selvom dagen efter er lidt… spildt. Timerne med tåsokkerne er berigende på en anden måde. Alt sammen “gøremål”, der får mig op ad trapperne i stedet for ned.