Ikke skvulpe, ikke spilde.

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Tirsdag….Jeg skal til terapi idag. Jeg har en super stram dag, hvor jeg ingen sult føler. Jeg har SÅ svært ved at spise, når jeg ikke mærker sult. Jeg ved at jeg lige om lidt skal sidde hos Pia og spise noget hun har købt, bestemt og sørget for – mens vi taler. Jeg ved det. Det er en del af aftalen, den aftale jeg jo selv har indgået – fordi jeg er så forbandet træt af at kontrollen har taget styringen over angsten. Det er mundet ud i jeg har en angst for al forandring. Det er min spiseforstyrrelse. Min angst, som jeg ikke ved hvorfor er kommet – men som er rullet over i et behov for kontrol, som blev udelukkelsen af mad, så jeg ikke kunne forandre mig (kan mange psykologer måske konkludere). Hvis man ikke spiser, vokser man jo ikke, man går ikke i pubertet, man forsvinder – dén forandring oplever kontrollen bare ikke.

For Signe, hun så og ser slet ikke at hun blev mindre, bevares – tøjet blev større (!!) men det var kontrollen, der blev tilfredsstillet. I Signes hoved var hun ligesom hun hele tiden havde været.

Men, nu er det ved at være tid – jeg har tænkt hele formiddagen, at jeg skulle aflyse. Men min stædighed forbyder mig det.

Hvor var det godt. Jeg kommer ind hos Pia, og hun omfavner mig – ikke fysisk, men psykisk. Hun tager nemlig mine tanker SÅ alvorligt, og så samtidig forkaster hun dem – og lader dem være dét de jo er. TANKER. Tanker, som trigger mig. Hun tager dem så seriøst, at hun aldrig siger “de går væk”. Nej, for det GØR de ikke – de er i hvert fald ikke gået væk de sidste 20 år. De er blevet skarpere og flere. Men, Pia lader mig også forstå, at de har fået for meget tid, jeg har grublet FOR meget over og MED dem. Derfor er de blevet så skarpe, at de har kunnet punktere en hver ballon med livseliksir, jeg har forsøgt at holde luft i.

Vi lavede en øvelse, hvor jeg skulle holde et glas fyld til randen med vand, mens Pia kastede papirsbolde efter mig. Jeg skulle holde glasset i den ene hånd og parere boldene med den anden. -Kan du se det for dig? Det gav lidt skvulp…

Sådan har jeg levet de sidste 20 år – total stresset over at skulle holde øje med glasset, samtidig undgå at blive ramt af bolden udefra. Jeg havde ikke ro nok til at fokusere på glasset, så det blev passet på og holdt i ro. Derfor endte det livsvigtige vand på gulvet.

Fint billede, ikke? På arbejde 24/7, hele tiden holde øje med noget jeg tror kommer ned over mig. Spilde min energi på det forkerte.

Derefter lavede vi øvelsen om. Nu skulle jeg lade boldene komme. Men holde SKARPT fokus på glasset. Være ligeglad om jeg blev ramt. Vandet I glasset er det vigtigste.

Det var så utrolig befriende. PYT, om bolden ramte og gjorde lidt ondt. Jeg holdt fokus. Vandet blev i glasset, og det var roligt – uden skvulp.

Det er nok min VILDESTE AHA-følelse. Jeg lænede mig tilbage i Pias sofa. Smilte, spiste en bid af den chokoladebar hun havde lagt foran mig. Jeg er vandet i glasset, Signe er vandet. AnorekSigne vil gøre alt for at tømme glasset og fylde det op med sygt vand. Vand, som giver dårlig selvværd, dårlig udgave af en ellers meget sød person.

Jeg HAR mine tanker – men jeg skal ikke gruble over dem så lang tid mere. Jeg HAR mit fokus. Og med fokus, så bliver tankerne mulige at ignorere. TAK igen, kære Pia.

Jeg vil gerne benytte denne her mulighed for at takke alle jer, der har sendt mig så gode mails, kommentarer og meninger om artiklen i BT d.16/1.2019 – På dage som jeg har, hvor min verden var sort i sort – og det var ret svært at fokusere på vandet i glasset, gør jeres kommentarer det muligt for mig at glædes over mit glas, med MIT vand i. TAK.

Jeg linker lige her til den artikel BT bragte i onsdags, om mit forløb. her

AnorekSigne med det borgerlige navn Signe Grønnebæk i samtaleterapi hos psykolog Pia Callesen. Foto Bax Lindhardt

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.