Gem hverken på nag eller gamle sko
Jeg er stadig irriterende afhængig af mine medmenneskers respons, svar eller en tilbagemelding. Jeg er af natur en ret impulsiv type, og får tit ideer og lyst til at finde på noget sammen med mine venner. På et tidspunkt vil jeg så gerne have de ligesom OGSÅ finder på noget… eller tager initiativ til at vi skal ses. Eller i det mindste fortæller mig, at de synes det er pisse irriterende jeg gør det, og de ikke gider. De kunne også sige, som min gode veninde Louise, “jeg elsker du finder på oplevelser og ting vi skal, jeg er ikke god til det – men sætter virkelig pris på dén kvalitet hos dig”.
Jeg hader millimeterdemokrati. Jeg NÆGTER at livet skal være en købmandsforretning, hvor slutsummen skal gå lige op. Nærighed er også på min liste over karaktertræk jeg sket ikke kan med.
Jeg er bare PIV dårlig til ventetid. Ventetid er spildtid i min verden. Og jeg synes faktisk at det er ret god opdragelse at give en kort besked tilbage, hvis man er blevet spurgt om noget. Det er måske også lidt denne her kommunikation vi mest har idag, altså at skrive sammen – så er der jo ikke én i røret, eller foran én – som venter. Men. JO. DET. ER. DER. FAKTISK. For mig er det altså lidt fesent at svare 4-5 dage efter jeg har sendt en besked, eller lagt besked på en svarer.
Det rykker ved ALLE knapper i mig. Jeg føler mig tilsidesat, glemt, ignoreret, nedprioriteret. Det sætter sig som en lille sort, genstridig og ondskabsfuld plet af nag. Jeg bliver først lidt gal, eller sådan “nå, det må hun/han faktisk helt selv om”…. så går der lige lidt flere timer, så bliver jeg uendelig ked af det. For så kommer ensomhedsfølelsen. Jeg kunne jo også bare kontakte hende igen – jeg ved jo hun måske har travlt, jeg kunne jo på en anden måde forsøge at vise hende/ham, at jeg rummer travlheden…
Inden mobil, messenger, sms, hvor vi ringede eller mødtes – ville man så lade være at svare, når man blev spurgt? Ville telefonlinjen så være …tavs? Næ, man ville sige “jeg tænker sgu lige over det… eller, ja – det er da fint, eller jeg har det simpelthen bare lidt skidt i øjeblikket, min hals er snøret helt sammen så jeg kan dårligt snakke, jeg ringer lige til dig når jeg er ovenpå”. Der ville være et SVAR. Det tager ikke 5 sek, at skrive “jeg er lige lagt ned pt… du er ikke glemt” – og det betyder virkelig at man respekterer sin ven.
Min mor kom ind med toget forleden, og så stod den på REN shopping og hygge. Det har jeg aldrig prøvet med hende før. Altså jo, hun og jeg har haft enkelte dage hvor vi var os, her efter jeg er flyttet til København – men ikke en dag, hvor hun har taget toget, og Strøget og butikkerne ventede på os i 7 timer. Hun ringede da hun satte sig ind i toget “Signe, tag nu godt med tøj på, for jeg går jo ikke lige så hurtigt som dig”. Det er simpelthen den sødeste omsorg. Jeg GÅR pænt stærkt, det har min søster og jeg i øvrigt altid gjort, og min mors hofter er ikke altid lige som samarbejdsvillige som hun alt for tit tvinger dem til at være. Så, at hun nu sidder i toget og tænker på, at tempoet kunne gøre, at jeg måske ville fryse, og så måske blive lidt gnaven… Dét er sgu kærlighed.
Min mor skulle købe nye støvler, dem fandt vi hurtigt og fik dem stillet til side, så vi ikke skulle slæbe på de ret så tunge LaCrosse støvler. Ecco butikken lokkede, min mor faldt pladask for nogle super fine støvletter – hun var virkelig begejstret, og faktisk SÅ meget, at hun sagde “de jo kan erstatte de her jeg har på”. Jeg var kæk og lidt hurtig (jeg frøs nemlig ikke) så jeg sagde hurtigt “så beholder du dem da bare på, Mor”. Hendes blik var en oscar værdig! Jeg kunne se tvivlen i hende, det betød jo at hun skulle enten bære på de gamle, eller… eller sige til ekspedienten, at hun skulle smide dem ud.
Efter trippende, prøvende skridt frem og tilbage i forretningen, mange mange blikke fra min mor til mig, tog fanden ved hende og hun spurgte hvor skraldespanden var, så hun kunne smide dem ud og beholde de nye på. “Det har jeg altså aldrig gjort før, Signe” – det har jeg heller ikke, kunne jeg konstatere – og da jeg senere fandt nye støvler tog jeg dem på, som mor – men jeg fik de gamle i en pose… vi retfærdiggjorde det med, at jeg snart skal have en stand på et loppemarked, og mine godt kunne komme med der. De var ikke så slidt som mors.
Da jeg sidst på dagen stod og vinkede til min mor, tænkte jeg over det her med at kunne smide gammelt fra mig. At kunne fastholde det faktum, at jeg ikke skal blive ved at beholde noget – om det så er sko eller venskaber, hvis sålen er trådt ud, eller jeg aldrig får et svar – er det så overhovedet det værd? Det er nemt, når man står med det fysisk – nej, så skal skoen da ud… men som med mine støvler, de kunne nok en del endnu, andre kunne få glæde af dem, jeg kunne måske få en lille skilling. Jeg går jo faktisk også ret meget ind for genbrug og tanken i dét.
Jeg er faktisk GLAD for jeg er sådan én, der gerne vil have et svar. For hvad betød mine spørgsmål ellers?
25. januar 2019 @ 12:38
Kære Signe…
Jeg har det på præcis samme måde… Kan IKKE med, at folk ikke svarer og ja, det kan gøres på et split sekund…
Jeg ved godt, at jeg er mere sensitiv end andre, når det kommer til at føle mig afvist eller svigtet, pga min opvækst, men det er stadig ikke – for mig – i orden at undlade at svare… Ikke at folk skal sidde klar ved tasterne, når jeg sender en sms eller lægger en besked… For mig, handler det om simpel respekt for det andet menneske, at man lige giver til kende, at man HAR læst/hørt beskeden…
Derudover er jeg såååå glad på dine vegne, over den skønne oplevelse, det lyder til, at du har haft med din mor…
Kærlige tanker, Beth…💜
25. januar 2019 @ 16:27
Uh kender det så godt og de dumme undskyldninger der følger med… Det tager ingen tid lige at svare… Bare kort. Og har man tid til at læse en besked har man også tid til et kort svar så et helt enig med dig. Må indrømme at jeg er nået til et punkt i mit liv hvor jeg er ved at mærke efter hvilke venner der er gode for mig og hvem der ikke er. Det er svært men kan mærke at det er tid
Glad for at du havde en god dag med din mor. Hun lyder som en skøn mor. Kram hende fra mig næste gang du ser hende
Og varme tanker og knus til dig. Du er så stærk og jeg smiler med dig når det går godt og græder med dig når det ikke gær6
Du er en ener 💖
25. januar 2019 @ 17:52
Kæreste Michelle – åhhhh, jeg tuder lidt nu jeg læser din besked. Tak. Du kan BANDE på jeg hilser min mor.
❤️til dig
28. januar 2019 @ 0:05
Kæreste Signe..og alle I andre😊
Tusind tak for din ærlige blog og for alle dine tanker og følelser.
Jeg håber, vi hører mere til din forløb med kognitiv terapi..jeg prøver virkelig at tage alle dine oplevelser med den form til mig. Det er en kæmpe hjælp både at høre, hvad der udfordrer, og hvad der hjælper..begge dele bidrager til SÅ meget hos mig, så tak tak tak😊.
Og ja…i forholdet til det med svar. Det er virkelig utroligt, hvis meget det kan komme til at fylde hos én. Jeg øver mig virkeligt i at huske, at jeg,på grund af mit lave selvværd, faktisk følger det mønster du også beskriver Signe. Først…nå, det må de da selv om, og så bliver jeg mega ked af det, selvbebejdende, føler mig uelsket, uønsket og ensom. Men altså, jeg kender jo egentligt også selv alle de der situationer, hvor jeg svarer folk i mine tanker men først flere dage senere i selve beskeden🙈😊. Det er jo bestemt ikke pga. manglende kærlighed til dem men simplethen, fordi jeg lige læste beskeden på farten, hvor jeg ikke lige kunne svare. Jeg fortæller så altid mine veninder, at det simpelthen ikke er fordi jeg ikke vil dem..og det er de også rigtig gode til at gøre, hvis situationen er omvendt.
Jeg håber, at du kan gøre det samme med dine veninder. Men man er sårbar i de situationer..men det er jo det vi skal turde, og ja, hvis de så ikke kan møde dig der, så har du helt ret i, at så skal man måske overveje venskabet.
Du er alt for fantastisk til at gå med en følelse af at være uønsket..,ja det er vi vel egentligt alle sammen :-).
Kæmpe knus herfra
28. januar 2019 @ 10:32
Kære Sommer, du har så ret.
Jeg har fuld forståelse for når dagen flyver, det gør den skam også for mig – men, hvis jeg har et ‘spørgsmål’ hængende…. så sidder det alligevel lidt i mig, og jeg får svaret.
Knus til dig
28. januar 2019 @ 16:04
Og det er også det eneste rigtige at gøre :-).