Gem hverken på nag eller gamle sko

Jeg er stadig irriterende afhængig af mine medmenneskers respons, svar eller en tilbagemelding. Jeg er af natur en ret impulsiv type, og får tit ideer og lyst til at finde på noget sammen med mine venner. På et tidspunkt vil jeg så gerne have de ligesom OGSÅ finder på noget… eller tager initiativ til at vi skal ses. Eller i det mindste fortæller mig, at de synes det er pisse irriterende jeg gør det, og de ikke gider. De kunne også sige, som min gode veninde Louise, “jeg elsker du finder på oplevelser og ting vi skal, jeg er ikke god til det – men sætter virkelig pris på dén kvalitet hos dig”.

Jeg hader millimeterdemokrati. Jeg NÆGTER at livet skal være en købmandsforretning, hvor slutsummen skal gå lige op. Nærighed er også på min liste over karaktertræk jeg sket ikke kan med.

Jeg er bare PIV dårlig til ventetid. Ventetid er spildtid i min verden. Og jeg synes faktisk at det er ret god opdragelse at give en kort besked tilbage, hvis man er blevet spurgt om noget. Det er måske også lidt denne her kommunikation vi mest har idag, altså at skrive sammen – så er der jo ikke én i røret, eller foran én – som venter. Men. JO. DET. ER. DER. FAKTISK. For mig er det altså lidt fesent at svare 4-5 dage efter jeg har sendt en besked, eller lagt besked på en svarer.

Det rykker ved ALLE knapper i mig. Jeg føler mig tilsidesat, glemt, ignoreret, nedprioriteret. Det sætter sig som en lille sort, genstridig og ondskabsfuld plet af nag. Jeg bliver først lidt gal, eller sådan “nå, det må hun/han faktisk helt selv om”…. så går der lige lidt flere timer, så bliver jeg uendelig ked af det. For så kommer ensomhedsfølelsen. Jeg kunne jo også bare kontakte hende igen – jeg ved jo hun måske har travlt, jeg kunne jo på en anden måde forsøge at vise hende/ham, at jeg rummer travlheden…

Inden mobil, messenger, sms, hvor vi ringede eller mødtes – ville man så lade være at svare, når man blev spurgt? Ville telefonlinjen så være …tavs? Næ, man ville sige “jeg tænker sgu lige over det… eller, ja – det er da fint, eller jeg har det simpelthen bare lidt skidt i øjeblikket, min hals er snøret helt sammen så jeg kan dårligt snakke, jeg ringer lige til dig når jeg er ovenpå”. Der ville være et SVAR. Det tager ikke 5 sek, at skrive “jeg er lige lagt ned pt… du er ikke glemt” – og det betyder virkelig at man respekterer sin ven.

Min mor kom ind med toget forleden, og så stod den på REN shopping og hygge. Det har jeg aldrig prøvet med hende før. Altså jo, hun og jeg har haft enkelte dage hvor vi var os, her efter jeg er flyttet til København – men ikke en dag, hvor hun har taget toget, og Strøget og butikkerne ventede på os i 7 timer. Hun ringede da hun satte sig ind i toget “Signe, tag nu godt med tøj på, for jeg går jo ikke lige så hurtigt som dig”. Det er simpelthen den sødeste omsorg. Jeg GÅR pænt stærkt, det har min søster og jeg i øvrigt altid gjort, og min mors hofter er ikke altid lige som samarbejdsvillige som hun alt for tit tvinger dem til at være. Så, at hun nu sidder i toget og tænker på, at tempoet kunne gøre, at jeg måske ville fryse, og så måske blive lidt gnaven… Dét er sgu kærlighed.

Min mor skulle købe nye støvler, dem fandt vi hurtigt og fik dem stillet til side, så vi ikke skulle slæbe på de ret så tunge LaCrosse støvler. Ecco butikken lokkede, min mor faldt pladask for nogle super fine støvletter – hun var virkelig begejstret, og faktisk SÅ meget, at hun sagde “de jo kan erstatte de her jeg har på”. Jeg var kæk og lidt hurtig (jeg frøs nemlig ikke) så jeg sagde hurtigt “så beholder du dem da bare på, Mor”. Hendes blik var en oscar værdig! Jeg kunne se tvivlen i hende, det betød jo at hun skulle enten bære på de gamle, eller… eller sige til ekspedienten, at hun skulle smide dem ud.

Efter trippende, prøvende skridt frem og tilbage i forretningen, mange mange blikke fra min mor til mig, tog fanden ved hende og hun spurgte hvor skraldespanden var, så hun kunne smide dem ud og beholde de nye på. “Det har jeg altså aldrig gjort før, Signe” – det har jeg heller ikke, kunne jeg konstatere – og da jeg senere fandt nye støvler tog jeg dem på, som mor – men jeg fik de gamle i en pose… vi retfærdiggjorde det med, at jeg snart skal have en stand på et loppemarked, og mine godt kunne komme med der. De var ikke så slidt som mors.

Da jeg sidst på dagen stod og vinkede til min mor, tænkte jeg over det her med at kunne smide gammelt fra mig. At kunne fastholde det faktum, at jeg ikke skal blive ved at beholde noget – om det så er sko eller venskaber, hvis sålen er trådt ud, eller jeg aldrig får et svar – er det så overhovedet det værd? Det er nemt, når man står med det fysisk – nej, så skal skoen da ud… men som med mine støvler, de kunne nok en del endnu, andre kunne få glæde af dem, jeg kunne måske få en lille skilling. Jeg går jo faktisk også ret meget ind for genbrug og tanken i dét.

Jeg er faktisk GLAD for jeg er sådan én, der gerne vil have et svar. For hvad betød mine spørgsmål ellers?