Medaljens to sider

Da jeg for 2,5 år siden begyndte at blogge, gjorde jeg det fordi jeg havde (og HAR) en masse tanker, erfaringer og mylder jeg gerne ville af med – fordi jeg mærkede, at når jeg talte med nære veninder om det, så gav det lidt luft. Jeg syntes jeg havde været igennem de behandlingstilbud jeg kunne få, med et så dårligt resultat og oplevelse, at INGEN kunne få mig til at gå i behandling igen.

Jeg begyndte ikke at åbne op omkring mig selv fordi jeg ville skrive en bog, eller udlevere nogen. Men jeg ville OGSÅ fortælle hvordan jeg har formået at kunne hænge i, i alle de her år. Og det er der en grund til – mine venner. Mine relationer.

Jeg ville ikke længere gå og tie om det jeg har være igennem, jeg ville ikke længere gå og føle mig skyldig over ikke at VILLE være rask, eller føle skam over at ingen behandlingssteder har ville eller kunnet gøre noget for mig.

Jeg ville samtidig også hylde de mennesker, der har “holdt liv i mig”. Det er i hvert fald ikke velfærdssamfundet, der har bidraget til det. Jeg ville også beskrive hvordan en sygdom som spiseforstyrrelse, kan forstyrre en hel familie. Hvor svært det er for ALLE parter. Ikke kun fra mit synspunkt, ikke for at pege på nogen, men for at fortælle hvordan mine odds har været – og GRUNDEN til jeg måtte ty til kontrollen, og hvordan kontrollen har givet mig flere diagnoser som angst og depression med oven i hatten.

Alt dette vil jeg STADIG. Jeg får tit af vide jeg har nogle evner til at formidle  – dem vil jeg bruge så meget jeg kan, så kløgtigt som jeg evner, og så meget jeg magter.

Jeg udgav bogen AnorekSigne 10.09.2018 – dén medalje skinner.

Jeg stod og talte for publikum til folkemødet på Bornholm i sommer, dén følelse skinnede i mig.

Det har ført mig til talerstolen på Christiansborg, overfor sundhedsudvalget. I torsdags holdt jeg oplæg for dem, et oplæg hvor jeg har valgt 3 punkter ud, som jeg håber de vil gøre noget ved. Det er selvfølgelig 3 emner, som har bremset mig. (BMI grænsen for behandling skal afskaffes, Praktiserende læge skal kunne henvise til et behandlingstilbud, konference hvor læger, psykiatere bliver klædt bedre på til at tackle denne her sygdom – det skal de have af os, der stadig sidder i saksen)

Der er en del taler/høringer i løbet af en dag, så mit mål og håb var at kunne efterlade et aftryk, så de kunne huske mig. Derfor havde jeg skrevet de tre mål til dem, så de havde noget sort på hvidt. Jeg brugte mig selv, og min erfaring med systemet som behandlere – alt det kan I læse mere præcist om i min bog AnorekSigne. En times tid efter fik jeg en så fin besked “du har i den grad gjort indtryk, takket være dig bliver det nu muligt at få lavet en konference eller yderligere høring”  Jeg fik allerede dagen efter mail hvor der ret flot stod beskrevet spørgsmål, som er sendt videre til behandling hos ministeriet.  Jeg blev altså husket… Dén medaljer skinner

At blotte sig, som jeg har gjort koster. At have en diagnose som spiseforstyrret/angst/depressiv koster. Specielt når familie og omgangskreds har kendt mig inden diagnosen, og ikke kan slippe tanken eller håbet om at jeg kan blive den gamle Signe igen. Når de ser mig halvnøgen i aviser og på tv, når de kan læse om mine udfordringer med eller uden dem på min personlige blog. Men hvis ikke jeg havde gjort det – så havde der ikke været noget forlag, der ville udgive min historie, og jeg ville ikke have været på Folkemødet i sommer, hvor jeg fik taletid og kontakt til politikere. Hvis ikke jeg havde delt ud af mit liv, hvis jeg havde gemt mig væk, som SÅ mange andre i min situation (for vi er MANGE), stadig følt skyld og skam – så ville jeg ikke havde åbnet øjnene hos mange. Så ville jeg ikke være i kontakt med så mange, som går rundt som jeg – som lever med sygdommen, og mest af alt ønsker et tåleligt liv. Tåleligt liv. Ingen behandlingssteder giver os det. Alle har prøvet, det hjalp ikke – vi er stadig i samme suppedas, vi bliver kun mødt med “tag på, dit BMI er for lavt til vi kan arbejde med dig”, “mød ind på xxxafdeling, så kommer du i sonde til du har taget nok på, så behandlingsstedet vil have dig” eller “VIL du overhovedet være normal? Er det ikke blevet din identitet nu?”

Jeg hører og har hørt dem alle. Ville man stille en med ren depression, ADHD eller borderline det samme spørgsmål? Nej, der er det “tilladt” at have dårlige, svære og umulige perioder hvor de helt naturligt dykker. Jeg har også hørt jeg gør det attraktivt at være syg – med nogle billeder, der er blevet taget af mig. Hør her – jeg har altså ikke valgt kortet “spiseforstyrrelse” i bunken fordi jeg enormt gerne ville smadre min krop og mit liv. Men, jeg vil danse nøgen på Rådhuspladsen, hvis det kan få politikere, læger og andre til at stoppe op og høre min historie – når de gør det, så er der INGEN, der ville have været det igennem. Alle tænker og udbryder “det er da helt galimatias, jeg ville fandeme heller ikke behandles sådan”.

Dén medalje skinner knap så meget.

Så er der tabet af de mennesker, som tænker og siger de ord jeg før beskrev “VIL du være normal, VIL du være rask, VIL du ikke bare have opmærksomhed”. Nogle af jer tænker måske “lad dem da rende, dem kan du alligevel ikke bruge til noget, tænk! At de ikke har forstået det endnu…?” Tja, men den er bare fandens hård når det viser sig på den måde, at det nu er familie og venner. Mennesker jeg i mange mange år (også sygdomsår) har deltaget i deres bryllupper, større fødselsdage, børns dåb etc, ikke kommer til min bogreception. Det er jo “mit barn”… Aldrig snakker om de her ting jeg har listet op, som jeg laver. De mennesker jeg taler med, holder møde med, de andre syge, som jeg besøger og gør en forskel for, de foredrag jeg holder etc. Det er bare en kæmpe stor elefant, som alle ved er i rummet, men ingen snakker om.

Dén side af medaljen er helt våd af alle mine tårer.

Det er slut nu. Jeg er en “alt eller intet”, så jeg kan ikke sidde sammen med nogen jeg i blodets forstand har en relation til, bare fordi det er en mærkedag. Når vi alle de 364 andre dage om året ikke er i kontakt. – Jeg får angstanfald, bare jeg tænker på en dag, hvor jeg ikke kan være Signe. Signe med diagnoserne, Signe som også er SÅ meget andet end det. Ikke at al tale skal gå på hvad “AnorekSigne” nu foretager sig, men helt at undgå ret så store begivenheder i mit liv – det kan jeg simpelthen ikke. Slet ikke, når anstrengelsen er bøjet i neon over indgangsdøren – for nu kommer den besværlige Signe, “husk ikke at spørg til hendes tynde ben og arme, børn, og sæt jer lidt væk fra hende…. hun smitter nok”. I anstrengelse over IKKE at spørge ind til mig, så snakker vi kun overfladisk, og SÅ unaturligt. Mennesker jeg har været virkelig tæt på, det kan jeg bare ikke.

Det værste er bare, jeg får angst over at føle mig lidt alene. Men den angst kan jeg bedre tale med, end den kolde spand vand det giver mig, når jeg tror jeg har forklaret hvorfor jeg er som jeg er, hvorfor mit hul i maven aldrig kan blive fyldt ud – for at blive mødt med tavshed, og spørgsmålet “årh, Signe – kan du dog ikke blive rask”, i døråbningen da vi sås gangen efter vi havde en virkelig god snak.

Jeg vil hellere føle angst ind imellem over at være alene, over selv at have valgt familien fra – end jeg vil bruge endnu 20 år på at håbe de forstår mig.

Heldigvis har jeg så mange MANGE lige omkring mig, der fanger mig i angstens tårer. TAK.