Det PLASKER ned, både ude og inde!

Regnen vælter ned, og mit indre vælter med. Jeg måtte for nogle uger siden indse, at jeg ikke kommer med på turen til Sinai om et uge sammen med og FOR Børneulykkesfonden. PLASK! Isnende koldt og ubehageligt er den iskolde spand vand det var at få i hovedet.

Jeg har et infektionstal, der er højere end højt, men mærker ikke sådan rigtig til noget. Det viser sig jeg har urinvejsinfektion, det kan jeg naturligvis få antibiotika imod, det fik jeg også… men den er ikke helt at få bugt med. Jeg mærker stadig ikke synderligt til det. Og det er faktisk dét, der er det afgørende for at jeg ikke kan deltage i en anstrengende tur i en ørken. Hvad nu hvis jeg ikke kan mærke, hvis noget andet er i “udu” dernede? Er min smertetærskel SÅ forstyrret af mine år, hvor jeg ikke har mærket mig selv, at nu, hvor jeg faktisk er blevet meget meget bedre til at mærke efter, STADIG ikke kan mærke noget?

Mit blodtryk var også højere, end det ellers har været – ikke alarmerende højt til mine dagligdags gøremål, men nok til det kunne blive overbelastet i en ørken.

Jeg har bidt i klude, råbt og skreget på ensomme ture ved vandet. Jeg er SÅ ærgerlig. Heldigvis er alle de penge jeg har samlet ind til børnene på hospitalerne sikkert videre til børnene… men, jeg havde bare glædet mig mere end meget til denne her tur. Til at være et TEAM. Til at blive træt SAMMEN hver dag, til at sidde ved bålet sammen om aftenen, til at falde i søvn sammen i teltene.

Jeg har siden min sommerferie med min veninde her i september, ikke haft én dag hvor jeg ikke har taget smertestillende for min nakke og hoved tre til fire gange. Det er ret meget. Jeg har tidligere haft dage hvor jeg ikke behøvede. Jeg har ligget i min seng, på min sofa – jeg har måttet tage hvil flere gange om dagen!!! Enhver der kender mig, ved det er helt nye toner. Jeg har ikke engang haft overskud til at blive gal over det, for jeg har virkelig ikke kunnet koncentrere mig om ret meget andet, end at håbe på pillerne virker.  Jeg har været hos forskellige smertelæger, og fået andet og mere medicin. Jeg mærker ingen ændring. Til gengæld har min advokat skrevet til mig – jeg får ikke méngrads erstatning for mit piskesmæld! TUSIND tak for det, altså. De sidste 3 års kamp er nu helt tabt. Jeg har til gengæld fået flere og flere smerter. Tak til Gjensidige forsikring!

Nå, men regningen til advokaten skal betales – hurtigst muligt, så jeg kan få lukket denne her kasse. Jeg ved nu jeg ikke kan gøre mere.

Jeg synes regnen gør mig ret våd. Når jeg skriver får jeg lidt luft og ro – men jeg sårer også når jeg skriver. Jeg skriver bloggen her, for at åbne op for mine tanker. MINE forstyrrede tanker. Men også hvorfor de er forstyrrede. Hvad der gør det, og har gjort det. Dem, der sårer og glæder mig skriver jeg om. Og det sårer. Det bliver jeg straffet for. Enten ved ignoreren, eller tavshed, eller ved at jeg får en kommentar om, at jeg “gør det attraktivt at være syg”. Fordi jeg bruger mig selv. PLASK, SLAM.

Mit liv er INGEN gylden karriere – jeg har en sygdom mange helst så gemt væk, indtil jeg kan tage mig nok sammen og VIL behandling nok til at blive rask.   !!!

PLASK, SLAM.

De mennesker, der ikke forstår – kæmper jeg mod hver dag, hvert SEKUND. Ikke fordi de står overfor mig, men fordi deres ord på det tidspunkt de sagde eller skrev dem til mig, smerter mig endnu.

Det får mig bare ikke til at give op – det for mig ikke til at stoppe med at bruge mig, mine år, min diagnose, mine erfaringer til at ændre. Ændre andres syn, behandlingssystemet, politikerne.

Hvis ikke jeg havde startet bloggen – så stod jeg ikke i folketinget d.24/10 (JA, det er rykket – for i torsdags var Heunicke i Paris).

Jeg læner mig op ad dem, der forstår mig. Der er heldigvis mange, og så styrker jeg mig på denne her besked, der tikkede ind i aftes til mig. GOD weekend, tanker fra mig