5 Comments

  1. Michelle markussen
    30. oktober 2019 @ 15:43

    Kan ikke skrive en lang kommentar for tårer. For damn girl du ramte så meget plet med det hele. Det ramte mig rigtig meget det du skriver om familien…. Har heldigvis de bedste forældre men min søster behandler mig som ja pest.. Luft. Nada….
    Tak for at du er så ærlig. Du er så fantastisk 🙏❤️💕💕

    Reply

    • Signe
      30. oktober 2019 @ 15:47

      Kære Michelle, dine feedback’s gør jeg bliver VED. De gør også at angstens tårer ikke varer ved❤️

      Reply

      • Michelle markussen
        30. oktober 2019 @ 15:51

        Årh ❤️❤️❤️❤️og dine indlæg er til stor inspiration for mig og gør at jeg ikke føler mig så alene 😍
        Kæmpe knus

        Reply

  2. Laila
    30. oktober 2019 @ 17:22

    Kære Signe. Det gør ondt at læse om dine smertelige relationer. Vi vil jo ses som dem vi ER – ikke som dem andre gerne vil se os som. Det dilemma giver kramper i sjælen og spændinger i kroppen.

    Nogle gange må vi gå den hårde vej, og skille dem fra som ikke gør os godt. Det er svært, men samtidig en kæmpe lettelse!

    Jeg kæmper ikke med anoreksi, men med flere fysiske og kroniske sygdomme. Jeg kan langt det jeg gerne vil og må ofte melde afbud til ting eller sige fra i situationer, da jeg ellers bliver endnu mere syg. Det var svært i starten. Men så blev jeg vred. Vred på de mennesker der pressede mig, ikke accepterede at jeg havde begrænsninger og som kom med bemærkningen. Og begyndte at give igen. Rettede ryggen og forsvarede mig. Meget bestemt. Og det hjalp. Det kan godt være at folk ikke forstår. Og det kan godt være at de har svært ved at acceptere at tingene er som de er. Men de SKAL udvise respekt. Og gør de ikke det, må vi selv bede (læs: kræve) om den.

    Det var ikke nemt at nå dertil. Og ærlig talt – jeg følte mig sgu nogle gange som lidt af et røvhul. Men det gjorde at jeg kunne trække vejret lettere. At jeg ikke følte sorg, tristhed og skam over at folk ikke forstod mig, selvom jeg prøvede at forklare mig. Vi har IKKE selv valgt hvor vi står. Ingen har valgt at være syg. Og man kan heller ikke vælge ikke at være det længere. Men vi har friheden til at vælge det som er godt for os. De mennesker som fylder os op. Og lade dem gå som dræner os, hvis de ikke viser os respekt 💕

    Reply

    • Signe
      30. oktober 2019 @ 17:30

      Kære Laila
      Dine ord er så rigtige. Tak!
      Tak for din empati og omsorg – og hvor er jeg ked af at høre du også har haft ‘din kamp’.
      Kærlige tanker fra mig

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this:
Videre til værktøjslinje