Mange skridt frem, men…

Min påske har været – og ER dejlig. Jeg har været tante med stort T dagene op til helligdagene, da pigernes institutioner holdt lukket. Jeg nød det – men, indrømmet…. jeg var pænt træt. Da min søde mor ringede i tirsdags og spurgte om ikke jeg ville have besøg torsdag – sagde jeg blankt nej, for jeg vidste simpelthen, at jeg skulle være “Signe” denne dag. Jeg skulle også have været sammen med nogle gode nye venner, men de kom til at invitere lidt flere end vi først aftalte, og så gik jeg lidt i koma – og meldte fra.

Ja, det er jeg ikke så stolt af – og dog alligevel. Jeg havde faktisk glædet mig til en dag med de her 3 nye venner, hvor vi skulle lave mad sammen og lære hinanden lidt bedre at kende. Det havde jeg indstillet mig på. I tirsdags fik jeg så af vide, at der kom 2 ekstra med – som jeg ikke kender. Der knækkede min film. Jeg vidste med mig selv, at jeg så ville køre i bil, så jeg ikke skulle drikke, sidde og spise lidt bolcher eller slik – som jeg gør når jeg er i en ny og utryg situation. En situation, hvor jeg ikke 100% ved hvad der sker, og hvad der forventes af mig. Hvor angsten fylder, og jeg derfor MÅ have kontrol over noget – og det er så indtaget af mad og drikke.

Jeg ville aldrig kunne sidde og drikke mig lidt snalret sammen med nogle jeg ikke kender – så skal selskabet være meget større end 6 personer. Aldrig er et stort ord – jeg satser og håber stærkt på det ikke er for evigt.

Mine nye venner kender ALT til det. Derfor blev jeg så ked af, at ‘vores’ intime og hyggelige dag blev ændret. Det føles som et nederlag, at jeg skal sige fra. Men, jeg kunne mærke alt strittede og skreg i mig. Jeg fik heldigvis sagt fra, jeg håber dog ikke de er blevet alt for sure – men, jeg kan ikke længere, og VIL ikke længere overhøre den følelse af ubehag i mig. Jeg øver mig virkelig i at være impulsiv, og trodse gamle mønstre. Men, stadig – når noget bliver lavet om…så panikker jeg.

Jeg ville bestemt ikke have, de skulle “af-invitere” de to nye – for så følte jeg da om muligt endnu mere, at “Signe dikterer hvordan vores aften skal være”. Nej tak – så bliver jeg hjemme. Jeg orkede faktisk heller ikke en eftermiddag og aften, hvor mine nerver skulle hænge i tynde tynde tråde, og jeg skal være “på” på en måde jeg ikke kan slappe af i. Det føles som at løbe et marathon, hvor du konstant får mavepustere af løberen ved siden af dig. Jeg bliver fraværende, kold, og skal bruge mange mange dage bagefter på at komme til mig selv.

Når jeg sidder og læser hvad jeg skriver, så virker det simpelthen SÅ slapt, og rygradsløst i mine egne øjne! JA, det gør det. Men – det er fandme sådan det er. Jeg ønsker virkelig ikke ynk eller medlidenhed, jeg ønsker blot at sætte ord på de følelser, og måden min krop reagerer på.

Torsdagen gik – jeg havde en hovedpine uden lige. Det er længe siden jeg har haft migræneanfald, natten til torsdag var ikke videre festlig! Så torsdag formiddag var der borgerkrig mellem mine ører. Solen skinnede heldigvis, på dage med sådanne smerter er luft det eneste, der hjælper på mig. Min søde overbo var heldigvis med på en stille og hyggelig gåtur. Selvom jeg sagde nej til besøg af mine forældre, og heller ikke skulle til de nye venner – så var dagen sgu LANG! Sådan har jeg det alt for tit – jeg tror jeg skal have en blank dag, men på dagen…. så føler jeg mig SÅ alene. Dét behov, dén ageren… den HADER jeg. Den tomhedsfølelse inde i mig, den driver mig til vanvid.

Langfredag var på ingen måde lang! Jeg besøgte mig skønne veninde, hvor tiden siden vi så hinanden sidst altid står stille. Vi begynder nøjagtig hvor vi slap. Dét venskab, hvor vi på tomandshånd altid får en tåre i øjenkrogen når vi er sammen. Enten af glæde, eller fordi der lige er noget hårdt, der skal vendes. Det er berigende, befriende, elskeligt at have det sådan med et andet menneske.

Da jeg kom hjem, var der påskefrokost i gården… Lørdag – benene op, hoved mod solen. Idag, søndag skal jeg nyde øller med smukke nye venner, og mandag – dér kommer mine forældre. Selvom jeg egentlig havde planlagt den dag skulle være min egen, fordi jeg tirsdag tager 5 dage på ferie – så havde jeg faktisk lyst til, da min mor ringede, at bryde en alenedag. Jeg blev så glad over de har lyst til at være sammen med mig at glæden overtrumfede, den pause min indre planlægger mener jeg har behov for. Jeg har fortalt dem, det ikke bliver en heldagsforestilling – heldigvis er de ikke vårharer længere, så de er også glade for at komme hjem i ordentlig tid.

Og SÅ, har jeg hentet mit startnummer til løbet for psykiatrifonden næste weekend 28 april. Jeg har nået mit håb om at samle 10.000 kroner ind. Jeg er SÅ glad og lykkelig over jeg har et netværk, der støtter. TAK. Jeg har sat barren højere  – og håber på 5000kr mere den sidste uge. Jeg ved godt det er ambitiøst – men, jeg håber inderligt der er nogle af jer, kære læsere, der lige har lidt mønt I vil donere. Jeg indsætter link til donation under billedet, og husk – når du indtaster dit cpr nummer (som er HELT fortroligt) indberettes dit beløb automatisk til skat – og du får det tilbage til næste år. SMADDER smart. Så smart, at du faktisk er nødt til at støtte dette gode gode formål. Ikke?

https://indsamling.youruncopenhagen.dk/fundraisers/signe-gronnebaek-s-indsamling-for-psykiatrifonden-you-run-2019?fbclid=IwAR0ZoeCJImHVdMB8MpTbiWLQGBtGHtAYwpy0TpvIDCFoG50pLVM4gdsehmc

Selvom jeg synes jeg vandrer godt til, og godt OPad – så er der dage, hvor jeg føler mit sind og mine udfordringer gør, at jeg skal ned ad trappen igen. Jeg kunne også vende det om – og tænke “jeg lytter efter mine udfordringer, og jeg sætter ikke mig selv i en virkelig ubehagelig og ligene umulig situation, hvor jeg vil vise en virkelig uheldig side af mig selv”. Det er bare enormt svært, når man som jeg – holder uendelig meget af mine venner, nye som gamle, og virkelig gerne vil udfordre mig selv, men ikke gabe over en for stor mundfuld (haha!)

Nyd søndagen, og imorgen, er der tomt i graven – intet er for evigt, måske heller ikke mine dæmoner. PåskeMØSSER, Signe