Da min soloferie til Vietnam ikke blev til noget, vidste jeg heldigvis at jeg havde en anden ferie at se frem til. Min gode veninde og jeg havde nemlig tilbage i januar købt 5 dage på Mallorca. Her sidder vi nu. Det er fantastisk. Solen skinner, snakken glider let, drinks og mad får vi også. Jeg havde ikke lutter glade sommerfugle i maven dagene op til – for, Dorthe og jeg har ikke rejst sammen før, vi har kendt hinanden i et par år, og det sidste halve år blevet rigtig tætte. Mange problematikker var afklaret hjemmefra, MEN – det gjorde alligevel ikke mine “frygt for om hun egentlig kan holde mig ud”-tanker mindre.
Jeg har kunnet mærke en lille distance mellem os de sidste par måneder, og allerede i flyet spurgte jeg ind til det. Ordene kom “jeg er så bange for du dør, Signe! Jeg er bange for at knytte mig, for jeg holder så meget af dig, men det giver mig en kæmpe frygt, at du måske ikke er her så lang tid”.
SLAM.
Jeg har hørt ordene før, straks skal jeg på toilettet, det går lige i maven på mig. Jeg bliver så ked af det. Jeg kan jo faktisk rigtig godt forstå hende (og de andre gennem tiden), men hvordan kan hun dog være i tvivl om min eksistens, når jeg sidder her, sprællevende – og faktisk stråler og har det bedre end… tja, nogensinde?
Det hjalp så meget, at “katten blev sluppet ud af sækken”, og heldigvis fandt hun ud af, at jeg faktisk SPISER … hvilket også gjorde hende roligere. Alligevel kan jeg mærke på hende, at hun føler jeg er syg. Hun føler maden, eller manglen på den fylder rigtig meget.
Jeg vil rigtig gerne indrømme og “stå op for”, at jeg har et sygeligt forhold til mad, og hvad det gør ved mig. Jeg vil gerne indrømme jeg har angst. Men, jeg er meget mere end det. Ja, måske skulle jeg spise rosiner i stedet for bolcher – men, nu kan jeg faktisk bedst lide bolcher, så det er altså dét jeg spiser.
Er man også syg, hvis man ikke kan sidde til en fest uden at ryge hash, tage en bane? Ryge eller motionere før dagen kan starte, også selvom man er dødsvag fordi halsbetændelsen eller bihulebetændelsen farer rundt i kroppen? Eller kun kan sove, hvis man har taget en sovepille?
Hvad er det, der får lov at fylde hos hinanden? Hvad vælger vi at fokusere på? Hvad lærer vi at se udenom?
Jeg ved godt, at min “syge” kan gøre jeg måske dør – men, kan alt det andet egentlig ikke også det?
På en ferie som denne her, tyer jeg til gamle mønstre, spiser ikke meget i løbet af dagen – for jeg mærker først sulten sidst på eftermiddagen, men får så et ret stort aftenmåltid.(Og dér overrasker jeg, for det er altså et ret gedigent måltid). Jeg ved godt det er forkert, men jeg er på udebane – og har ikke været sammen med min kære veninde 24/7 i 5 dagen før, så angsten for at udfordre mig selv, og være sammen med en veninde jeg virkelig gerne vil dele resten af livet sammen med, gør alligevel at jeg har brug for mine gamle rutiner. Jeg kan kun håbe, at hun og andre ser jeg faktisk er helt urimeligt meget i live.
En aften gav jeg los, og smagte lidt af hendes mad…
Jeg kan så mærke, at jeg dagen efter følte et mikro pres om at “du gjorde det jo igår, så gør du det vel også idag”… øhhh, nej – det gør jeg så ikke. Og sådan er DET. Der gik et par dage, så smagte jeg lidt igen. Jeg har rykket mig, jeg skal ikke søbe mig ind i cremer og olier for at min hud ikke skal ligne en rynken sveske længere – den bliver fedtet bedre indefra end den er blevet længe. En morgen tog jeg også lidt æg – det blev til 5! Det gik virkelig dårligt resten af dagen, så det behøver jeg heller ikke gentage. Jeg lærer… hele tiden.
